Mit spor gennem kunsthistorier

  • Vinduesmotivet benyttes ofte til at gøre beskueren opmærksom på den illusion, billedet skaber

    Vinduet

    Vinduesmotivet benyttes ofte til at gøre beskueren opmærksom på den illusion, billedet skaber

    Nok se, ikke røre

    • I perioden ca. 1815-60, der ofte kaldes biedermeier, vrimler det med vinduer i billedkunsten og litt... Læs mere

    Carl Spitzweg, <em>Der Kaktusliebhaber</em>, efter 1850, olie på lærred, 39,5 x 22 cm, <link http://www.museumgeorgschaefer.de/>Museum Georg Schäfer, Schweinfurt</link>

    Carl Spitzweg, Der Kaktusliebhaber, efter 1850, olie på lærred, 39,5 x 22 cm, Museum Georg Schäfer, Schweinfurt

    Forstør
    Martinus Rørbye, <em>Udsigt fra kunstnerens vindue</em>, ca. 1825, olie på lærred, 38 x 29,8 cm, KMS7452, SMK

    Martinus Rørbye, Udsigt fra kunstnerens vindue, ca. 1825, olie på lærred, 38 x 29,8 cm, KMS7452, SMK

    Forstør

    Vinduet som overflade

    • En ung kvinde har glemt alt om sit arbejde med at vinde garn og sidder i stedet og skriver sin kæres... Læs mere

    Christen Dalsgaard, <em>En ung jysk bondepige skriver vennens navn på den duggede rude</em>, 1852, olie på papir opsat på lærred, 44,5x31,5 cm, KMS3684, SMK

    Christen Dalsgaard, En ung jysk bondepige skriver vennens navn på den duggede rude, 1852, olie på papir opsat på lærred, 44,5x31,5 cm, KMS3684, SMK

    Forstør

    Bag skærmen

    • Carl Bloch har malet en ung kvinde - modellen er hans egen datter - der banker let på ruden og kigge... Læs mere

    Carl Bloch, <em>I badetimen. En ung pige banker på vinduet i et fiskerhus,</em> 1884, Olie på træ, 45,5x32,5 cm, KMS1555, SMK

    Carl Bloch, I badetimen. En ung pige banker på vinduet i et fiskerhus, 1884, Olie på træ, 45,5x32,5 cm, KMS1555, SMK

    Forstør

    Et moderne blik

    • Der er ingen tvivl om, at William Scharff er bevidst om at pege på spillet mellem flade og illusion,... Læs mere

    William Scharff, <em>Dugget rude</em>, 1910, olie på lærred, 111 x 74 cm, <link http://www.vejlekunstmuseum.dk/>Vejle Kunstmuseum</link> © William Scharff/billedkunst.dk

    William Scharff, Dugget rude, 1910, olie på lærred, 111 x 74 cm, Vejle Kunstmuseum © William Scharff/billedkunst.dk

    Forstør
    L.A. Ring, <em>Kalkemanden. Det gamle hus bliver pudset op</em>, 1908, olie på lærred, 122 x 96 cm, KMS4223, SMK

    L.A. Ring, Kalkemanden. Det gamle hus bliver pudset op, 1908, olie på lærred, 122 x 96 cm, KMS4223, SMK

    Forstør

    Er du voyeur?

    • Et fransk vindue, nydeligt og blåmalet. Men noget er helt galt. Ruderne er totalt uigennemsigtige, b... Læs mere

    Marcel Duchamp, <em>Fresh Widow</em>, 1920 (replik 1961), træ, blå maling, læder, 77 x 51,8 x 10,5 cm, <link http://www.modernamuseet.se/sv/Stockholm/>Moderna Museet, Stockholm</link> © Marcel Duchamp/billedkunst.dk

    Marcel Duchamp, Fresh Widow, 1920 (replik 1961), træ, blå maling, læder, 77 x 51,8 x 10,5 cm, Moderna Museet, Stockholm © Marcel Duchamp/billedkunst.dk

    Forstør
    Træk i billedbåndet
    Vinduesmotivet benyttes ofte til at gøre beskueren opmærksom på den illusion, billedet skaber

    Kort om Vinduet

    • Indtil begyndelsen af 1900-tallet forestillede et maleri næsten altid noget. Maleriet blev betragtet som ’et vindue ind til en anden verden’
    • Billedrammens fire kanter afgrænser et udsnit af verden, ligesom en vinduesramme. Så det, der egentlig er et fladt bemalet lærred, fungerer som en skærm eller en glasrude, man kan ’se igennem’
    • Det er et interessant paradoks, at man kan male en illusion af gennemsigtighed på et fladt, uigennemsigtigt lærred
    • Kunstnere bruger ofte vinduesmotivet i deres billeder til at gøre beskueren opmærksom på synsprocessen og den illusion, billedet skaber

    Nok se, ikke røre

    Af: Merete Sanderhoff  |  2 billeder

    I perioden ca. 1815-60, der ofte kaldes biedermeier, vrimler det med vinduer i billedkunsten og litteraturen – især den tyske, østrigske og skandinaviske. Biedermeierperioden er kendt for at foretrække det trygge og velkendte hjemlige univers frem for at søge ud i verden efter nye, ukendte oplevelser. Men alligevel er den store verden med i billedet som noget, der kan betragtes fra en sikker position ved vinduet. Tue og Bodil Gad skriver om biedermeier-vinduets dobbelthed:

    ”Vinduets karakter, at man indefra i tryghed kan se ud, at man udefra kan tage del i stuens liv, at man er ude og inde på samme tid (…).”

    Martinus Rørbyes maleri Udsigt fra kunstnerens vindue bliver ofte brugt som et dansk eksempel på biedermeier. Vinduet udgør en grænseflade mellem det idylliske og ordentlige hjemmeliv, repræsenteret ved de velpassede potteplanter i vindueskarmen, og det spændende, men også fremmede liv derude, symboliseret ved skibene der stævner ud fra havnen. Indrammet af vinduesruderne bliver den ukendte og uoverskuelige virkelighed til et drømmeagtigt billede, man trygt kan kigge på og fantasere om uden at deltage i det.

    Dobbeltheden i biedermeierkulturens trygge, men også lidt trange situation, understreges af fugleburet, der hænger halvvejs ude i det fri – men fuglen er stadig indhegnet af burets tremmer. Den kan kun iagttage livet, ikke flyve frit ud i det. Som Tue og Bodil Gad skriver om biedermeier-vinduet:

    ”...man kan i vinduet længes ud, og dog være i sikkerhed (…) Vinduet kan lukkes, så den urolige verden udenfor stænges ude; og vinduet kan lukkes op som en flugtmulighed.”

    En lignende fortælling er der i Carl Spitzwegs pudsige billede Der Kaktusliebhaber, hvor kaktusdyrkeren med hænderne foldet bag ryggen interesseret betragter den store kaktus i vindueskarmen. Dette pragteksemplar fra en eksotisk fjern egn er her blevet tæmmet og sat ned i en potte – et stykke vild natur der under styrede forhold er spændende at kigge på, så længe man holder fingrene væk. Jo mere man ser på kaktussen, jo mere får man den tanke, at den kan være et symbol på tilbageholdte drifter, der eksisterer i fantasien, men ikke får lov at blive levet ud i virkeligheden.

    Vinduet som overflade

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    En ung kvinde har glemt alt om sit arbejde med at vinde garn og sidder i stedet og skriver sin kærestes navn med fingeren på den duggede rude. Christen Dalsgaard bruger ofte vinduer som betydningsfulde medspillere i sine nationalromantiske genrebilleder, befolkede af bønder, håndværkere og fiskere i sirligt malede nationaldragter. Vinduerne åbner både op for en større verden udenfor de lavloftede stuer, og tillader dagslyset at trænge ind som et tegn på guds velsignelse af den oprindelige landbefolknings simple liv.

    I billedet En ung jysk bondepige skriver vennens navn på den duggede rude er det muligt at finde et betydningslag mere, idet duggen på ruden blokerer for blikkets forventede vandring igennem vinduesglasset. Dermed trækkes blikket hen på selve ruden – dét, som man normalt ville overse, fordi man fokuserer på det syn, ruden åbner op for.

    Måske bruger Dalsgaard anekdoten om en ung kvinde, der er faldet i staver over sine romantiske drømmerier, til også at få os til at lægge mærke til, hvad et maleri egentlig er og hvordan det virker.

    Ligesom pigen skriver kærestens navn på rudens duggede overflade, 'skriver' kunstneren en række tegn i forskellige farver og mønstre på lærredets overflade, der samler sig for øjnene af os til en illusion, et billede.

    Bag skærmen

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    Carl Bloch har malet en ung kvinde - modellen er hans egen datter - der banker let på ruden og kigger ind i en mørk stue, som om hun kalder på nogen derinde. Men idet hun ser lige ind i stuen, så ser hun samtidig direkte ud på beskueren. Det kan godt give et sæt i én, når man pludselig opdager at man bliver betragtet. Men det blik hun sender ud af billedet, modsvares jo af det blik man selv sender ind.

    Hvem er det, der iagttager hvem?

    Den unge kvindes blik tegner en linje indefra maleriets illusionistiske rum ud til virkeligheden, mens beskuerens går den modsatte vej. Der er så at sige to skærme mellem kvinden derinde og beskueren: Vinduesruden (som er en illusion) og det bemalede lærred (som er virkeligt). Samtidig er de ét og det samme, fordi illusionen om det gennemsigtige vinduesglas er malet på lærredets stof. Bloch peger – ligesom Dalsgaard – på, at maleriet er en illusion.

    Derudover gør pigens direkte blik opmærksom på, at man som beskuer er en slags voyeur, der lurer ind gennem billedets ’vindue’. Normalt ville man ikke skænke det en tanke, at man, når man ser på et kunstværk, passivt iagttager et eller andet optrin, der udspiller sig inde i maleriets rum. Men fordi kvinden på billedet møder ens blik og stirrer tilbage på én, bliver man klar over sin egen synsproces.

    Dette er selvfølgelig fortolkninger, og vi kan ikke få vished for om kunstnerne bevidst har lagt disse ekstra lag af betydning ind i deres billeder. Det at undersøge blikretninger og synsprocesser er et produkt af det 20. århundredes filmteori – altså teorier, der er opstået længe efter Dalsgaard og Bloch malede deres billeder. Men det er fristende at prøve teorierne af på disse billeder, sådan som figurerne ligefrem peger på vinduesruden, som om de gerne vil have os til at lægge særligt mærke til den.

    Bloch var ikke alene om at dyrke sådanne frapperende effekter for at fange beskueren ind i sine billedfortællinger.

    Et moderne blik

    Af: Merete Sanderhoff  |  2 billeder

    Der er ingen tvivl om, at William Scharff er bevidst om at pege på spillet mellem flade og illusion, i maleret Dugget rude fra 1910. Her på den anden side af århundredeskiftet har kunstneren ikke længere behov for en anekdote som anledning til at reflektere over maleriets væsen.

    "Vi bør erindre, at et maleri dybest set er et fladt lærred dækket af farver, der er arrangerede i et bestemt mønster."

    Denne berømte frase, som den franske kunstner Maurice Denis formulerede i 1890, er kommet til at stå som definitionen på det modernistiske maleri.

    "Se rappeler qu’un tableau est [...] essentiellement une surface plane recouverte de couleurs en un certain ordre assemblées."

    Scharffs rude er ikke til at se igennem. Han vil have ens øjne til at blive på overfladen og nyde synet af de mønstre og farver, som virkeligheden bliver til, hvis man indstiller blikket på det. Den spanske kunstteoretiker José Ortega y Gasset skrev i 1925 et essay om den moderne kunst, hvor han i en berømt passage beskriver forskellen mellem at fokusere på et billedes motiv – altså se 'gennem ruden' – eller på dets abstrakte overflade – altså lade blikket forblive 'på ruden':

    ”Lad os antage, at vi betragter en have gennem en vinduesrude. Vort øje vil indstille sig således, at sestrålen uden ophold gennemtrænger glasset for at fortabe sig i blomster og løv. Jo klarere glasset er, jo mindre ser vi det. Men nu gør vi det modsatte: vi ser bort fra haven, trækker sestrålen tilbage og retter den mod glasset. Med det samme svømmer haven ud for vores blik, vi ser nu blot masser af utydelig farve, der synes at klæbe bag ruden. At se haven og at se vinduet er to uforenelige handlinger (…).”

    L.A. Ring fulgte nysgerrigt med i tidens unge, moderne kunst og købte Scharffs billede i 1910. To år før havde han selv malet et interessant vindue, der hæfter blikket til billedfladen. Det blå vindue i Kalkemanden er placeret iøjnefaldende tæt på billedkanten – det er nærmest smækket lige op i næsen på beskueren. På den måde virker det som en blokering for blikkets frie vandring ind i billedrummet, samtidig med at det er forførende gennemsigtigt.

    Er du voyeur?

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    Et fransk vindue, nydeligt og blåmalet. Men noget er helt galt. Ruderne er totalt uigennemsigtige, beklædte med sort læder. Titlen Fresh Widow er et ordspil på 'french window'. 'Fresh' betyder både 'nylavet' og noget i retning af 'med på den værste'. I 1920 har det sandsynligvis ledt tankerne hen på de utallige enker, som 1. verdenskrig havde produceret. De sortklædte ruder giver associationer til enkernes sorg, samtidig med at det sorte læder som materiale rummer erotiske undertoner.

    Sammenstødet mellem de to meget forskellige følelser – sorg og begær – ægger ens nysgerrighed efter at vide, hvad der foregår bag de nedrullede gardiner, men blikket har ingen adgang.

    Et af den franske konceptkunstner Marcel Duchamps særkender er hans subtile leg med begreber. Han er blandt andet ophavsmand til readymaden: En ganske almindelig genstand, som bliver til et kunstværk ved at kunstneren udvælger den og bruger den kunstnerisk. En idé der vender op og ned på forholdet mellem kunst og virkelighed. Udover at Duchamp leger med sproget i Fresh Widow, så leger han også med ens nysgerrighed som beskuer ved at stille et vindue i udsigt og så nægte én adgang til at kigge ind. Han taler til voyeuren i én, og gør én bevidst om ens trang til at se, hvad der gemmer sig bag de mørklagte ruder. Noget uhyggeligt? Noget der ikke tåler dagens lys? Noget kedeligt? Ingenting måske?

    Duchamp er blandt andet kendt for, at han problematiserede billedets traditionelle funktion som 'et vindue ud mod verden'. Han var optaget af at lave værker, der ikke kun henvendte sig til øjet, men også til hjernen. Fresh Widow er ikke først og fremmest en 'øjenlyst'. Snarere end at øjet går på opdagelse i værket – det kommer man ikke ret langt med! – så aktiveres ens hjerneceller af ordspillet, af mødet mellem nogle materialer, der ikke normalt optræder sammen, og ikke mindst i forbløffelse over at ens blik frarøves den udsigt gennem vinduet, man umiddelbart forventer.

    Litteratur

    Maurice Denis, “Définition du Neo-traditionisme” (1890) i Théories 1890-1910; Du Symbolisme et de Gauguin vers un nouvel ordre classique, Bibliothèque de l'Occident, 1912

    Tue og Bodil Gad, Vinduet. Et Biedermeiermotiv, G E C Gad 1976

    José Ortega y Gasset, Menneskets fordrivelse fra kunsten (1925), Gyldendal 1997

    Pia Høy, Det dekonstruerede maleri. Marcel Duchamps Étant Donnés, Rævens Sorte Bibliotek, Politisk Revy 2001

    Senest opdateret: 24.Oct.2014