Historier

Sammenstød

Af: Liza Burmeister Kaaring  |  2 billeder

Chok og konfrontation er centrale virkemidler i den surrealistiske collage.

Her mødes billeder, genstande og begreber i en uventet konfrontation mellem forskellige virkelighedsplaner, som for eksempel i Træk gaflen ud af øjet på sommerfuglen. Sex-surreal, 1937, hvor et selvportræt, dameben og en falden soldat møder ordene L’amour, sexsurreal og L’hypnotisme. Eller i Brev til en hundeklipper, 1977-78, hvor hund, saks og torso mødes i et stiliseret abstrakt landskab.

Sammenstødene er overraskende, ofte chokerende, ind imellem iblandet humoristiske islæt og som oftest fuldstændig uforståelige. Her er ingen forklaringer, men masser af gåder der opfordrer til at lade tankerne, drifterne og instinkterne vandre frit i et ukendt terræn, hvor alt kan ske. Mediet kalder på betragterens frie associationer og modsætter sig altid en fastlåst symbol-afkodning.

Collagens mange udtryk

Af: Liza Burmeister Kaaring  |  2 billeder

Collagen er central hos Freddie. Både selve collagen og collage-strategien dyrker han i talrige former og udtryk igennem hele sit virke, for eksempel i skulpturer, objekter, vinduesudsmykninger og ikke mindst på papir og lærred.

Den lille skulptur Liggende kvinde fra 1928-34 er et tidligt eksempel på et værk, der er sammensat efter et collageprincip.

Den liggende kvinde dannes af en kombination af flere gips-fragmenter og to hverdagsting i form af en korkprop og en saks. Resultatet er en både humoristisk og poetisk lille skulptur, der placerer sig i overgangen fra Freddies tidlige abstrakte surrealisme til hans overvejende figurative udgave af formsproget, som han dyrkede i perioden ca. 1930-1950.

Det er kendetegnende for den surrealistiske collage, at elementerne ændrer betydning ved at indgå i en ny relation, og således også her, hvor gipsfragmenter, korkprop og saks pludselig antager form af yndefulde dele af kvindens krop.

Skandale i selskabslivet. Trappen, 1966, er et langt senere eksempel på en collage, hvor Freddie sammen med sønnen og fotografen Jørn Freddie, benytter en blanding af fotografi, maleri og påklistrede udklip og elementer af stof.

I fotografiets realistiske rum indgår både genkendelige og abstrakte fragmenter, der befolker Freddies univers i perioden omkring 1956-66. Heriblandt en af de formløse og kødfulde kroppe med tydelige seksuelle referencer. På det indholdsmæssige plan har vi et virkningsfuldt sammenstød mellem rummet som den trygge ramme og rummets aktører, der repræsenterer det ukontrollerede driftsliv, der på åbenbart skandaløs vis udspiller sig i selskabslivet.

Et sammenstød finder ligeledes sted mellem de forskellige materialer. I sammenstødet kan opstå det, som digteren Louis Aragon kaldte for ”det vidunderlige” - et andet af surrealismens nøglebegreber.

Det vidunderlige er, som Dorthe Aagesen forklarer, en poetisk realitet; ”Det er dér, hvor beskuerens blik træder ind som en formidler mellem elementerne og søger at skabe sammenhæng og mening – for at konstatere at meningen ligger hinsides det rationelt begribelige. ”

Collagen som centralt princip – også i maleriet

Af: Liza Burmeister Kaaring  |  1 billede

Freddie benytter sig også af collagens princip i malerier, hvor der ikke indgår andre materialer end den traditionelle oliemaling. Alligevel kan man tale om, at Freddies maleri bygger på collage-formen som strukturerende princip. Det kan man, fordi selve motivet er arrangeret som et tilfældigt møde mellem normalt uforenelige størrelser.

Faktisk er værker, som ikke gør brug af collagens struktur, ifølge kunsthistorikeren Dorthe Aagesen, undtagelser i Freddies univers.

Collagens irrationelle møder

Af: Liza Burmeister Kaaring  |  2 billeder

Collagens irrationelle møde er også for de øvrige surrealister et centralt princip.

Inspirationen har kunstnerne blandt andet hentet hos digteren Comte de Lautrémont, der i 1869 skrev den berømte sætning ”Han er smuk […] som det tilfældige møde på et dissektionsbord mellem en symaskine og en paraply”.

Den absurde sammenstilling blev afgørende både for surrealismens arbejdsmetoder og for dens æstetiske og fortællende udtryk. Spændingen mellem de forskellige elementer i værkerne, der alene opstår i kraft af betragterens oplevelse, er af stor betydning.

Vores naturlige søgen efter en rationel sammenhæng konfronteres af de surrealistiske universers dyrkelse af det irrationelle, og vi må forlige os med ikke at finde en entydig løsning på den gåde, som værket synes at repræsentere. I stedet ligger værdien i collagens sammensatte univers, hvor betragteren pirres til at skabe nye helheder fremkaldt af sit begær og sine hemmelige ønsker.

Chokeffekten, som de overraskende møder afføder, skal frigøre betragterens underbevidsthed.

Lidt om metodens historie

Af: Liza Burmeister Kaaring  |  2 billeder

Surrealisterne hentede en hel del inspiration fra Dadaismen, der i høj grad benyttede sig af collagens formsprog til formidling af tilfældige, irrationelle forbindelser og oftest chokerende sammensætninger af billeder, materialer og tekst, som de ses hos eksempelvis tyske Hannah Höch (1889-1978). Ligesom surrealismens arbejdsmetoder og æstetik lever videre i både 1960’ernes popkunst og i det 21. århundredes kunst.

Danske Kirstine Roepstorff (f. 1972) er et eksempel på en kunstner, der i dag benytter collagen som sin udtryksform. Hun siger selv, at

”collagen er et godt medie til at ophæve tyngdekraften, ændre konventionelle proportioner eller til at skabe umage og utænkelige konstellationer”.

Ligesom surrealisterne er Roepstorff også optaget af at synliggøre og punktere (magt)strukturer og politiske dagsordner, som hun finder forvredne. Med collagen har hun mulighed for at omarrangere det eksisterende og genkendelige til en form, der inviterer til kritisk refleksion – en praksis der lægger sig i forlængelse af surrealisternes virke.