Kort om Willumsen og El Greco
- Willumsen var dybt optaget af den manieristiske maler El Greco (1541-1614) og ejede selv et tidligt maleri af den gamle mester
- Willumsen gik grundigt til værks i sine studier, og i 1927 udgav han et tobindsværk – på fransk – om El Grecos ungdom
- Willumsen var bl.a. inspireret af El Grecos overraskende farvevalg og dramatiske lysvirkninger, og omtalte ham som en ’kaldsfælle’
Willumsen som kunstforsker
I 1911 skete der noget, som skulle få afgørende betydning for Willumsens arbejde resten af hans liv: Han var så heldig at opsnuse et lille, tidligt maleri, Hyrdernes tilbedelse, af den manieristiske maler El Greco. Det var han i hvert fald selv overbevist om. Dengang var El Greco endnu ikke kåret som en af vesteuropæisk kunsts mest originale skikkelser, og der fandtes ikke noget samlet overblik over hans værker, maleteknik og stil.
Willumsen havde stiftet bekendtskab med El Greco på sin første udlandsrejse til Spanien i 1889, og var allerede dengang helt solgt. Da han nu fik mulighed for selv at erhverve et maleri af sit idol, kastede han sig med karakteristisk ildhu over at udforske El Grecos oeuvre, med henblik på at kunne verificere, at hans eget lille maleri rent faktisk var af den store mester.
Ligesom Willumsens arbejdsmetode generelt var yderst samvittighedsfuld, så gik han til El Greco med videnskabelig grundighed. Det siger meget, at hans interesse i 1927 udmøntede sig i et tobindsværk på fransk om den yngre El Greco! I de følgende år erhvervede han en stor mængde ældre udenlandske kunstværker i byzantinsk og manieristisk stil, der på forskellig vis bidrog til forståelsen af El Grecos kunstneriske baggrund og maleteknikker.
En kaldsfælle
Willumsens intensive studier smittede kraftigt af på hans egen malestil. En vigtig drivkraft for at samle på kunst var da også at komme tæt på de gamle mestre og lure deres tricks af – og det er ikke svært at få øje på, hvordan Willumsen lod sig inspirere. Han er en klar arvtager af karakteristiske stiltræk fra El Greco og manierismen i det hele taget: Overfladernes flammevirkning, de overspændte farvesammenstød og dramatiske lysvirkninger, det sceniske og uvirkelige præg, de kæntrende kompositioner. Især i farveholdningen og den ekspressive og storladne menneskeskildring følte Willumsen sig beslægtet med El Greco. Identifikationen rakte dog også ud over det rent maleriske – Willumsen så i El Greco en ’kaldsfælle’:
”Naar en anden Malers Værker tager En, helmer man ikke før man har lært sin Kaldsfælles Kunst at kende til Bunds saaledes som kun en Maler kan forstaa en anden Maler.”
Johan Rohde, der var Willumsens ven og kollega fra Den Frie, mente om El Grecos kunst, at ”den kan virke frastødende, men at man ikke går den ligegyldig forbi”. Noget tilsvarende skrev politikeren Flemming Hvidberg om Willumsen i 1953: ”Hans Arbejder ægger til Modsigelse – eller til Begejstring, bare aldrig til Ligegyldighed.” El Greco var også her et oplagt forbillede for Willumsen, der i sin ’kaldsfælle’ genkendte oplevelsen af at være et misforstået geni. Kunsthistorikeren Chris Fischer sammenfatter Willumsens fascination af El Greco og manierismen med ordene:
”Hos manieristerne synes han at have opnået den bekræftelse på sin egen kunst, som han havde så svært ved at finde blandt sine samtidige.”
Litteratur
J.F. Willumsen, “Studier over El Greco”, Särtryck ur Nordisk tidskrift 1914, Ivar Hæggströms Boktryckeri A. B. Stockholm 1914
J.F. Willumsen, La jeunesse du peintre El Greco. Essai sur la transformation de l’artiste byzantin en peintre européen, I-II. Paris 1927
Chris Fischer, ”J.F. Willumsen og manierismen” i Helle Behrndt og Charlotte Sabroe (red.), J.F. Willumsen – den sene periode, Kunstforeningen Gl. Strand, 1992
Leila Krogh, Nicos Hadjinicolaou og Henrik Wivel, J.F. Willumsen på sporet af El Greco, J.F. Willumsens Museum, Frederikssund 2005
