Mit spor gennem kunsthistorier

  • Overraskelsen og fryden over at være blevet narret er vigtige effekter af trompe l'oeil maleriets illusion

    Fryd og bedrag

    Overraskelsen og fryden over at være blevet narret er vigtige effekter af trompe l'oeil maleriets illusion

    Kort om Fryd og bedrag

    C.N. Gijsbrechts, <em>Trompe l'oeil-staffeli med frugtstykke. Udskåret i træ</em>, 1670-1672, olie på træ, 226 x 123 cm, KMS5, SMK.

    C.N. Gijsbrechts, Trompe l'oeil-staffeli med frugtstykke. Udskåret i træ, 1670-1672, olie på træ, 226 x 123 cm, KMS5, SMK.

    Forstør

    Hvad er trompe l'oeil?

    • Trompe l’oeil betyder "at bedrage øjet" (fransk for øjenbedrag). Betegnelsen bruges om maleri, der e... Læs mere

    C.N. Gijsbrechts, <em>Trompe l'oeil med ridepisk og brevtaske</em>, 1672, olie på lærred, 90 x 77 cm, KMS3066, SMK.

    C.N. Gijsbrechts, Trompe l'oeil med ridepisk og brevtaske, 1672, olie på lærred, 90 x 77 cm, KMS3066, SMK.

    Forstør

    Trompe l’oeil maleriets antikke myte

    • ”Trompe l’oeil-maleriet går tilbage til antikken, hvor den romerske forfatter Plinius den ældre (23/... Læs mere

    Jacob von Sandrart, <em>Zeuxis og Parrhasius</em>, 1683, kobberstik, 36,3 x 24,4 cm, illustration i Joachim Sandrarts “ACADEMIA NOBILISSIME ARTIS PICTORIÆ", Nürnberg, 1683, SMK.

    Jacob von Sandrart, Zeuxis og Parrhasius, 1683, kobberstik, 36,3 x 24,4 cm, illustration i Joachim Sandrarts “ACADEMIA NOBILISSIME ARTIS PICTORIÆ", Nürnberg, 1683, SMK.

    Forstør

    Trompe l’oeil genrens frontløbere

    • Det første egentlige trompe l’oeil-maleri er Jacobo de’ Barbaris Agerhøne, jernhandsker og armbrøstb... Læs mere

    Jacopo de’ Barbari, <em>Agerhøne, jernhandsker og armbrøstbolt</em>, 1504, olie på træ, 49 x 42 cm,<link http://www.pinakothek.de/alte-pinakothek/index_en.php> Alte Pinakothek, München</link>.

    Jacopo de’ Barbari, Agerhøne, jernhandsker og armbrøstbolt, 1504, olie på træ, 49 x 42 cm, Alte Pinakothek, München.

    Forstør
    Georg Flegel, <em>Skab med blomsterbuket og frugter</em>, ca. 1610, olie på lærred, 92 x 62 cm, inv.nr. O 1451, <link http://www.nm.cz/>Národni galerie v Praze</link>, Prag.

    Georg Flegel, Skab med blomsterbuket og frugter, ca. 1610, olie på lærred, 92 x 62 cm, inv.nr. O 1451, Národni galerie v Praze, Prag.

    Forstør

    Illusionen griber om sig

    • Først i 1650’erne fik trompe l’oeil genren sin udbredelse som en selvstændig genre indenfor stillebe... Læs mere

    Carel Fabritius, <em>En stillits</em>, c. 1654, olie på træ, 33,5 x 22,8 cm,<link http://www.mauritshuis.nl/index.aspx?siteid=54> Mauritshuis, Haag</link>.

    Carel Fabritius, En stillits, c. 1654, olie på træ, 33,5 x 22,8 cm, Mauritshuis, Haag.

    Forstør

    Kunstnerens usynlige hånd

    • Trompe l’oeil værkets primære funktion er at narre betragteren. Når dette lykkes taler billedet typi... Læs mere

    C.N. Gijsbrechts, <em>Trompe l’oeil med violin, nodehæfte og blokfløjte</em>, olie på lærred, 117 x 80 cm, 1672, KMS1908, SMK.

    C.N. Gijsbrechts, Trompe l’oeil med violin, nodehæfte og blokfløjte, olie på lærred, 117 x 80 cm, 1672, KMS1908, SMK.

    Forstør

    Ringeagtet og elsket

    • Trompe l’oeil genren har ikke altid haft det nemt. Man har haft svært ved at få øje på kunstnerens i... Læs mere

    C.N. Gijsbrechts, <em>Et kunstkammerskab med elfenbenskrus og andre kunstkammergenstande</em>, 1670, olie på lærred, 99,5 x 89,5 cm, KMS3076, SMK.

    C.N. Gijsbrechts, Et kunstkammerskab med elfenbenskrus og andre kunstkammergenstande, 1670, olie på lærred, 99,5 x 89,5 cm, KMS3076, SMK.

    Forstør

    Skinnet bedrager

    • Udover at pege tilbage på sit værks ophavsmand, peger trompe l’oeilet også på betragteren og på denn... Læs mere

    Michael Elmgreen og Ingar Dragset, <em>Please, keep quiet</em>, 2003, voksfigurer, hospitalsinteriør, diverse objekter, KMS8324, SMK. © Elmgreen og Dragset/billedkunst.dk.

    Michael Elmgreen og Ingar Dragset, Please, keep quiet, 2003, voksfigurer, hospitalsinteriør, diverse objekter, KMS8324, SMK. © Elmgreen og Dragset/billedkunst.dk.

    Forstør

    Vidste du at

    • Ikke kun malerne i 1600-tallet legede med illusionismen. Også indenfor musikken var det et udbredt f... Læs mere

    Heinz Ignaz Franz von Biber, <em>Sonata representativa</em> for solo violin, 1669, der bl.a. imiterer lyden af en nattergal, en frø, en hane, en kat og marcherende musketerer

    Heinz Ignaz Franz von Biber, Sonata representativa for solo violin, 1669, der bl.a. imiterer lyden af en nattergal, en frø, en hane, en kat og marcherende musketerer

    Forstør
    Træk i billedbåndet
    Overraskelsen og fryden over at være blevet narret er vigtige effekter af trompe l'oeil maleriets illusion

    Kort om Fryd og bedrag

    1 billede

    • Et trompe l’oeil maleri skal narre betragteren til at tro, at det malede motiv er den skinbarlige, rumlige virkelighed.
    • Overraskelsen over at være blevet narret, er en vigtig effekt af værkets illusion.
    • Det første trompe l’oeil maleri man kender, er fra starten af 1500-tallet. Men illusions-effekten har man efterstræbt siden antikken.
    • Trompe l’oeil maleriet blev især dyrket i 1600-tallet.
    • I det 20. og 21. århundredes kunst leges der stadig med at skabe illusionistiske effekter, der skaber overraskelse og eftertanke hos betragteren.

    Hvad er trompe l'oeil?

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  1 billede

    Trompe l’oeil betyder "at bedrage øjet" (fransk for øjenbedrag). Betegnelsen bruges om maleri, der er malet så betragteren et øjeblik narres til at tro, at det er virkelige genstande, han eller hun har foran sig, og ikke et todimensionalt billede af dem. Et trompe l’oeil er i den forstand i høj grad afhængig af sin betragter. Uden dennes reaktion mangler trompe l’oeil’et sin eksistensberettigelse.

    Paradoksalt nok opstod begrebet først i 1800, da genren stort set ikke længere blev dyrket. På dette tidspunkt havde den form for maleri, som begrebet beskriver, allerede en lang historie. Men fordi de fleste malere fra 1500-tallet og frem til midten af 1800-tallet, i forvejen søgte den mest overbevisende imitation af det repræsenterede, havde man ikke behov for et særskilt begreb til at betegne de malerier, der var særligt succesfulde i denne retning.

    Trompe l’oeil maleriets antikke myte

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  1 billede

    ”Trompe l’oeil-maleriet går tilbage til antikken, hvor den romerske forfatter Plinius den ældre (23/24 -79e.kr.) beretter om en kappestrid mellem de to berømte malere fra antikkens Grækenland, Zeuxis og Parrhasios (sidste halvdel af det 5. årh.f.kr.). Zeuxis malede en klase vindruer så naturtro, at fuglene kom flyvende ned for at hakke i den. Parrhasios tog udfordringen op og malede på sit billede et forhæng, der var så naturtro, at Zeuxis, da han kom for at se billedet, bad Parrhasios om at trække forhænget til side og vise ham billedet, som skjulte sig bag det! I næste øjeblik måtte Zeuxis erkende sit nederlag: han havde selv narret fuglene, men Parrhasios havde narret ham.” Sådan skriver Kunsthistorikeren og 1600-tals kenderen Olaf Koester.

    Der findes andre lignende kunstneranekdoter, både fra antikken og fra senere. Fælles er at kunstnerens dygtigt udførte illusionisme narrer betragteren til at tro, at de malede genstande er virkelige.

    Trompe l’oeil genrens frontløbere

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  2 billeder

    Det første egentlige trompe l’oeil-maleri er Jacobo de’ Barbaris Agerhøne, jernhandsker og armbrøstbolt fra 1504. Hundrede år efter følger Georg Flegel med et trompe l’oeil-skab, der gengiver en buket blomster, en frugtskål, glas og andre genstande i et skab med to hylder.

    Olaf Koester påpeger, at ”De var begge temmelig usædvanlige for deres tid og må betragtes som forløbere for den senere udvikling”.

    Illusionen griber om sig

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  1 billede

    Først i 1650’erne fik trompe l’oeil genren sin udbredelse som en selvstændig genre indenfor stilleben-kunsten. Carel Fabritius (1622-54) og Samuel van Hoogstraten (1627-1678), der begge tilhørte Rembrandts kreds var centrale indenfor udviklingen af en stærk trompe l’oeil genre.

    Interessen bredte sig og flere kunstnere, navnlig i Delft, Amsterdam, Haag og Dordrecht, tog den nye genre op, der forgrenede sig i forskellige motiv-typer. Døde fugle, musikinstrumenter, brevvægge, jagtredskaber, kunstkammeropstillinger og ateliervægge var nogle af de mest populære motivtyper.

    Gijsbrechts var ikke en del af de hollandske frontløbere i udviklingen af trompe l’oeil som genre, eftersom han først dyrkede genren i 1660’erne og 1670’erne. Men 1650’ernes udvikling af genren lå som et fundament, som han byggede videre på.

    Kunstnerens usynlige hånd

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  1 billede

    Trompe l’oeil værkets primære funktion er at narre betragteren. Når dette lykkes taler billedet typisk ikke bare til synssansen, men også til følesansen – man får simpelthen lyst til at røre ved genstandene, trække forhænget til side eller jage fluen væk. Ligesom man ville gøre i den fysiske verden. Der fortælles historier om denne respons gennem hele den moderne historie for receptionen af trompe l’oeil.

    Når bedraget relativt hurtigt efter den første ”forførelse” opdages følger beundringen eller fryden over maleriets fuldendte illusion. Og for kunstnerens dygtighed og vid.

    For at illusionen fungerer optimalt må trompe l’oeil motivet være bygget op med et lavt billedrum. På den måde kan billedet give betragteren oplevelsen af, at billedets genstande befinder sig i samme rum, som ham/hende selv. Olaf Koester kalder det, at trompe l’oeil malerens opgave er, at male genstandene ”fremad” fra en lukket, neutral baggrund. Genstandene skulle så at sige nærmest males ud i betragterens rum, mens billedets bagvæg skulle gå i ét med det virkelige rums bagvæg.

    Derudover præciserer Olaf Koester, at perspektivet skal være det kortest mulige, da den illusionistiske effekt ellers ville blive afhængig af, hvor billedbetragteren er placeret i forhold til billedet. Det er samtidig væsentligt, at billedrummets skala er i overensstemmelse med beskuerens faktiske rum. Og for at det hele skal virke overbevisende skal genstandene i værket være gengivet i deres helhed, uden at være skåret over af en billedkant, samt uden spor af malerens arbejde med materialet. Penslens spor i malingen vil øjeblikkeligt bryde illusionen.

    Ved den fuldendte illusion bliver kunstneren derfor usynlig. Men samtidig peger det dygtigt udførte maleri altid tilbage på værkets ophavsmand, som en sublim kunstner, der formår at frembringe den fuldendte illusion.

    Ringeagtet og elsket

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  1 billede

    Trompe l’oeil genren har ikke altid haft det nemt. Man har haft svært ved at få øje på kunstnerens indsats i værket, og dette har haft den effekt, at genren i mange år blev ringeagtet for sin simple håndværksmæssige karakter og betragtet som en kunstform, der manglede en intellektuel overbygning.

    I renæssancen ændredes kunstens status fra at blive betragtet som et håndværk til at blive betragtet som et håndværk, der involverede intellektuel aktivitet. På dette tidspunkt etablerede man også et kunstens hierarki, der formedes ud fra en forestilling om, i hvor høj grad kunstneren havde benyttet sine intellektuelle evner.

    Højest i hierarkiet figurerede historiemaleriet, mens stilleben genren rangerede lavest. Man mente, at det eneste man behøvede for at udføre et stilleben, var de tekniske evner til at overføre objekternes fysiske fremtoning til maleriet. Derfor blev genren afvist med foragt af de lærde, hvilket stod i skærende kontrast til den popularitet, som den oplevede blandt almindelige mennesker.

    En måde at opnå respekt omkring sine trompe l’oeil værker var ved at narre højtstående personer med illusionen.

    Allerede i eksemplet med Zeuxis og Parrhasios’ mimesis-konkurrence afhang sejren af den intellektuelle kaliber hos den part, der blev narret. Parrhasios, der vandt konkurrencen, narrede ikke bare et rationelt væsen (i modsætning til et dyr), men en kunstner-kollega med særlig viden indenfor mimesis.

    I barokken hvor trompe l’oeil genren var særdeles populær hos de europæiske konger og kejsere, blev den narredes intellektuelle og specielt hans sociale status brugt som en målestok for kunstnerens rang. Kunne man narre selveste kongen var det den ultimative triumf, og derfor fortælles der mange anekdoter med netop dette indhold.

    Skinnet bedrager

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  1 billede

    Udover at pege tilbage på sit værks ophavsmand, peger trompe l’oeilet også på betragteren og på dennes synsproces og væren i forhold til værket. Når den første overraskelse over at være blevet taget ved næsen er overstået, følger selvransagelsen og betragterens opmærksomhed overfor sine øvrige omgivelser er vakt. Hvad er virkelighed og hvad er bedrag? Hvad er kunst og hvad er ikke?

    Denne effekt benyttes også af mange moderne kunstnere, der via deres værker får os til at se en ekstra gang og måske med nye øjne, på vores omgivelser. Det gælder for eksempel hos Michael Elmgreen og Ingar Dragset, der med installationen Please, keep quiet skaber forvirring hos museumsgæsten.

    I installationen har de to kunstnere indrettet en af Statens Museum for Kunsts udstillingssale, så den til forveksling ligner en hospitalsstue, komplet med hospitalssenge, gusten belysning, hospitalslugt og sengeliggende patienter. Patienterne er af voks, og stuen er et kunstværk, men illusionen så fuldendt, at museumsgæsten et øjeblik kan blive hensat til en anden verden. Installationens set-up kan ses som en refleksion over det moderne kunstmuseums højtidelige stilhed og kliniske hvidhed, der fordrer en særlig andægtig opførsel hos den besøgende.

    På denne måde er Elmgreens og Dragsets installation fra 2003 i lige så høj grad et selvrefleksivt værk, der i lighed med 1600-tallets trompe l’oeil malerier sætter betragterens tanker i gang omkring kunsten og den verden, som den gengiver. Dengang som nu leder kunsten betragterens opmærksomhed hen på, at skinnet kan bedrage.

    Vidste du at

    1 billede

    Ikke kun malerne i 1600-tallet legede med illusionismen. Også indenfor musikken var det et udbredt fænomen, at komponister efterlignede lyde fra virkeligheden. Det kunne være natur- og dyrelyde som vandfald, nattergale, katte, frøer, høns og hanegal. Eller lyde fra samtidens hverdagsliv, for eksempel lyden af berusede folk og krigstummel, der blev omsat til overraskende og meget effektfulde toner. Tyskeren Heinz Ignaz Franz von Biber (1644-1704) er en af de mest opfindsomme komponister indenfor denne disciplin. Franskmanden Jean-Féry Rebel (1666-1747) fremmaner lyden af absolut kaos før verdens skabelse i første sats af balletten Les Élemens (du kan høre uddrag her). Og en anden tysker, Johann Jakob Froberger (1616-1667), har sågar skrevet en sats for cembalo, der mimer at han falder ned fra et bjerg!

    Stykket hedder ’repraesentans monticidium Frobergeri’, første sats i Frobergers Suite XIII for cembalo i G-Dur.

    På samme måde som tidens trompe l’oeil-malere, kunne komponisterne overraske og imponere samtidens publikum ved at få instrumenterne til at efterligne virkelighedens lyde og – i hvert fald for et øjeblik – narre sanserne.

    Litteratur

    Olaf Koester, Blændværker, Statens Museum for Kunst 1999.

    Sybille Ebert-Schiffer, Deceptions and illusions: five centuries of trompe l’oeil painting, National Gallery of Art, Washington, 2003.

    Senest opdateret: 24.Apr.2014