Mit spor gennem kunsthistorier

  • Hans radikale farvebrug gjorde ham fra begyndelsen til en omstridt kunstner

    Kristian Zahrtmann 1843-1917

    Hans radikale farvebrug gjorde ham fra begyndelsen til en omstridt kunstner

    Kort om Zahrtmann

    Kristian Zahrtmann, <em>Selvportræt en face. Lampelys</em>, 1914, olie på lærred, 39,5 x 32 cm, KMS7474, SMK

    Kristian Zahrtmann, Selvportræt en face. Lampelys, 1914, olie på lærred, 39,5 x 32 cm, KMS7474, SMK

    Forstør
    Fotografi af Kristian Zahrtmann som ældre © <link http://www.kb.dk/da/nb/samling/bs/index.html>Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen</link>

    Fotografi af Kristian Zahrtmann som ældre © Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen

    Forstør

    En livlig fantasi

    • Kristian Zahrtmann blev født 1843 i Rønne på Bornholm som det første af i alt 9 børn. Hans far var l... Læs mere

    Just Jerndorff, ungdomsportræt af Kristian Zahrtmann, fotografi, 1865, © <link http://www.kb.dk/da/nb/samling/bs/index.html>Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen</link>

    Just Jerndorff, ungdomsportræt af Kristian Zahrtmann, fotografi, 1865, © Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Forældrene i hjemmet i Storegade, Rønne</em>, 1895, olie på lærred, 69,4 x 76,3 cm © <link http://www.bornholms-kunstmuseum.dk/>Bornholms Kunstmuseum</link>

    Kristian Zahrtmann, Forældrene i hjemmet i Storegade, Rønne, 1895, olie på lærred, 69,4 x 76,3 cm © Bornholms Kunstmuseum

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Der var engang en konge og en dronning</em>, 1887, olie på lærred, 88,9 x 68,7 cm, © <link http://www.hirschsprung.dk/>Den Hirschsprungske Samling</link>

    Kristian Zahrtmann, Der var engang en konge og en dronning, 1887, olie på lærred, 88,9 x 68,7 cm, © Den Hirschsprungske Samling

    Forstør

    Gennembrud og lærerrolle

    • Zahrtmann tog afgang fra Kunstakademiet i 1868, og allerede året efter debuterede han på Charlottenb... Læs mere

    Fotografi af Kristian Zahrtmann med en nøgenmodel i sit atelier, udateret, ©<link http://www.kb.dk/da/nb/samling/bs/index.html>Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen</link>

    Fotografi af Kristian Zahrtmann med en nøgenmodel i sit atelier, udateret, ©Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Leonora Christina i fængslet</em>, 1870, olie på lærred, 86,5 x 78,5 cm, KMS4313, SMK

    Kristian Zahrtmann, Leonora Christina i fængslet, 1870, olie på lærred, 86,5 x 78,5 cm, KMS4313, SMK

    Forstør

    "Regnbuefarver"

    • Zahrtmann deltog i ’oppositionen’, Den frie Udstilling, da den åbnede 1891. Den blev meget kritisk a... Læs mere

    Kristian Zahrtmann, <em>Solskinsformiddag i Civita d'Antino</em>, 1905, olie på lærred, 73,2 x 86 cm, KMS8274, SMK

    Kristian Zahrtmann, Solskinsformiddag i Civita d'Antino, 1905, olie på lærred, 73,2 x 86 cm, KMS8274, SMK

    Forstør

    Leonora Christina

    • Zahrtmann havde allerede en spirende interesse i Christian den IV's datter Leonora Christina (1621-1... Læs mere

    Kristian Zahrtmann, <em>Leonora Christina i Maribo Kloster, </em>1882, olie på lærred, 93,5 x 87 cm, KMS1232, SMK

    Kristian Zahrtmann, Leonora Christina i Maribo Kloster, 1882, olie på lærred, 93,5 x 87 cm, KMS1232, SMK

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Kunstnerens moder. Laura Pouline Zahrtmann</em>, 1890-91, olie på træ, 24 x 19 cm, © <link http://www.faaborgmuseum.dk/>Faaborg Museum</link>

    Kristian Zahrtmann, Kunstnerens moder. Laura Pouline Zahrtmann, 1890-91, olie på træ, 24 x 19 cm, © Faaborg Museum

    Forstør

    Moderbillede

    • Leonora Christina mindede Zahrtmann om hans mor, og han prøvede flere gange at bruge hende som model... Læs mere

    Kristian Zahrtmann<em>, Kunstnerens moder siddende</em>, 1870, med blyant, kvadreret, 260 x 129 mm, KKS6335, SMK

    Kristian Zahrtmann, Kunstnerens moder siddende, 1870, med blyant, kvadreret, 260 x 129 mm, KKS6335, SMK

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Julie og ammen</em>, 1874, olie på lærred, 48 x 41,5 cm, KMS3173, SMK

    Kristian Zahrtmann, Julie og ammen, 1874, olie på lærred, 48 x 41,5 cm, KMS3173, SMK

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Dronning Sofie Amalies død</em>, 1882, olie på lærred, 91,4 x 86,1 cm © <link http://www.hirschsprung.dk/>Den Hirschsprungske Samling</link>

    Kristian Zahrtmann, Dronning Sofie Amalies død, 1882, olie på lærred, 91,4 x 86,1 cm © Den Hirschsprungske Samling

    Forstør

    Sanselig stil

    • Zahrtmann blev af sine samtidige omtalt som en kunstner med en stor personlighed, ”… der til tider k... Læs mere

    Kristian Zahrtmann,<em>Job og hans venner</em>, 1887, olie på lærred, 110 x 175 cm, KMS1661, SMK

    Kristian Zahrtmann,Job og hans venner, 1887, olie på lærred, 110 x 175 cm, KMS1661, SMK

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Leonora Christina i Blåtårn</em>, 1891, olie på lærred, 91 x 98,5 cm, KMS1436, SMK

    Kristian Zahrtmann, Leonora Christina i Blåtårn, 1891, olie på lærred, 91 x 98,5 cm, KMS1436, SMK

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Dronning Sophie Amalies død</em>, 1882, olie på lærred, 92,5 x 86,5 cm, KMS1231, SMK

    Kristian Zahrtmann, Dronning Sophie Amalies død, 1882, olie på lærred, 92,5 x 86,5 cm, KMS1231, SMK

    Forstør

    De sidste år

    • Zahrtmann knyttede sig mere og mere til Italien og Civita d’Antino, hvor han rejste til hver sommer ... Læs mere

    Fotografi af Zahrtmann, malende i Casa d'Antino, udateret © <link http://www.kb.dk/da/nb/samling/bs/index.html>Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen</link>

    Fotografi af Zahrtmann, malende i Casa d'Antino, udateret © Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Italienske piger med tomater i kurve</em>, 1878-1879, olie på lærred, 63,5 x 52,5 cm, KMS1787, SMK

    Kristian Zahrtmann, Italienske piger med tomater i kurve, 1878-1879, olie på lærred, 63,5 x 52,5 cm, KMS1787, SMK

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Ambrogio</em>, 1883, olie på træ, 26,1 x 18,4 cm, © <link http://www.hirschsprung.dk/>Den Hirschsprungske Samling</link>

    Kristian Zahrtmann, Ambrogio, 1883, olie på træ, 26,1 x 18,4 cm, © Den Hirschsprungske Samling

    Forstør
    Kristian Zahrtmann, <em>Selvportræt en face. Lampelys</em>, 1914, olie på lærred, 39,5 x 32 cm, KMS7474, SMK

    Kristian Zahrtmann, Selvportræt en face. Lampelys, 1914, olie på lærred, 39,5 x 32 cm, KMS7474, SMK

    Forstør

    Zahrtmann med egne ord

    • Brev til moderen, 1907, hvor Zahrtmann fortæller om sit påbegyndte arbejde med maleriet Dronning Chr... Læs mere

    Fotografi af Kristian Zahrtmann, 1882, © <link http://www.kb.dk/da/nb/samling/bs/index.html>Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen</link>

    Fotografi af Kristian Zahrtmann, 1882, © Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen

    Forstør

    Sagt om Zahrtmann

    • Den franske kunstkritiker Maurice Hamel i Gazette des Beaux Arts, 1888 Læs mere

    Kristian Zahrtmann, <em>Et interiør fra forrige århundrede</em>, 1881, olie på lærred, 52,5 x 70 cm, KMS3327, SMK

    Kristian Zahrtmann, Et interiør fra forrige århundrede, 1881, olie på lærred, 52,5 x 70 cm, KMS3327, SMK

    Forstør
    Træk i billedbåndet
    Hans radikale farvebrug gjorde ham fra begyndelsen til en omstridt kunstner

    Kort om Zahrtmann

    Af: Louise Wolthers  |  2 billeder

    • Kristian Zahrtmann blev født på Bornholm i 1843
    • Siden han begyndte at udstille i 1869, har han været en omstridt kunstner
    • Det er især hans radikale brug af farver, der skilte sig ud fra samtidens kunst. Men også hans motivvalg var særegent, og han tog ikke hensyn til de gængse skønhedsbegreber
    • Zahrtmann brød med konventionerne inden for historiemaleriet. Mest kendt er hans mange skildringer af Leonora Christines liv
    • Fra 1885 gjorde han sig bemærket som en populær lærer ved Kunstnernes Studieskole, og ’Zahrtmanns Skole’ kom til at fostre mange af det moderne gennembruds malere
    • Zahrtmann var kendt som en ’barok personlighed’ med en lidt excentrisk ungkarletilværelse, der har givet stof til historier om moderbindinger og homoseksualitet
    • Trods en vis skepsis fra det brede publikum opnåede han stor anseelse blandt kritikere, og kunsthistorikeren Francis Beckett kaldte ham ”sin Tids originaleste Figurmaler i Danmark”
    • Zahrtmann døde som følgerne af en lungebetændelse i 1917

    • Kristian Zahrtmann blev født på Bornholm i 1843
    • Siden han begyndte at udstille i 1869, har han været en omstridt kunstner
    • Det er især hans radikale brug af farver, der skilte sig ud fra samtidens kunst. Men også hans motivvalg var særegent, og han tog ikke hensyn til de gængse skønhedsbegreber
    • Zahrtmann brød med konventionerne inden for historiemaleriet. Mest kendt er hans mange skildringer af Leonora Christines liv
    • Han gjorde sig bemærket som en populær lærer ved Kunstnernes Studieskole fra 1885, og ’Zahrtmanns Skole’ kom til at fostre mange af det moderne gennembruds malere
    • Zahrtmann var kendt som en ’barok personlighed’ med en lidt excentrisk ungkarletilværelse, der har givet stof til historier om moderbindinger og homoseksualitet
    • Trods en vis skepsis fra det brede publikum opnåede han stor anseelse blandt kritikere, og kunsthistorikeren Francis Beckett kaldte ham ”sin Tids originaleste Figurmaler i Danmark”
    • Zahrtmann døde som følgerne af en lungebetændelse i 1917

    En livlig fantasi

    Af: Louise Wolthers  |  3 billeder

    Kristian Zahrtmann blev født 1843 i Rønne på Bornholm som det første af i alt 9 børn. Hans far var læge, og moderen arbejdede hårdt derhjemme for at forsørge familien. I sine erindringer skriver Zahrtmann selv at han nok fik en del mere opmærksomhed end de efterfølgende børn, og at han udviklede en stærk tilknytning til moderen. Han beskriver også, hvordan han ikke var særlig dygtig i skolen, men havde en god fantasi, elskede blomster og livet igennem gik passioneret op i botanik.

    Han kom på Sorø Akademi, hvor han begyndte at tegne og blev introduceret til en omgangskreds af kulturpersonligheder. Og da han derefter tog filosofikum i København fik han undervisning af Wenzel Tornøe. Selvom forældrene rådede ham fra det, besluttede han at blive kunstner. Han gik på teknisk institut med bl.a. P. S. Krøyer og. i 1864 kom Zahrtmann i forberedelsesklassen på Kunstakademiet, hvor kun læreren Marstrand gjorde indtryk på ham, mens han dog også knyttede sig til Vilhelm Kyhn. Kunsthistorikeren Carl V. Petersen skriver om de kunstnerisk formative år, at slægtleddene blandede sig ”paa mærkelig Maade for ham, naar han efter om Dagen at have malet under Marstrand om Aftenen tegnede under Vermehren.”

    Gennembrud og lærerrolle

    Af: Louise Wolthers  |  2 billeder

    Zahrtmann tog afgang fra Kunstakademiet i 1868, og allerede året efter debuterede han på Charlottenborgs Forårsudstilling med værket Konfirmandinde på Bornholm. Men det var i 1870, at han for alvor brød igennem med maleriet af Leonora Christine i fængslet i Blåtårn, der vandt den Neuhausenske Præmie. Zahrtmann var del af den gruppe unge malere der op igennem 1870’ene samledes i det såkaldte "Huleakademi" i Vilhelm Kyhns have. Desuden var han del af selskabet Bogstaveligheden 1880-82, der bestod af især radikale intellektuelle og malere (Brandes, Zahrtmann, Krøyer og Karl Madsen m.fl.).

    Efter flere præmier og rejsestipendier blev han 1885 lærer ved Kunstnernes Studieskole, der var blevet oprettet 1882-83 som alternativ til akademiundervisningen. En af hans senere elever, Harald Giersing, roste Zahrtmann for at tage elevernes personlighed alvorligt og at kunne vække ambitioner om at skabe noget nyt:

    ”Saa inspirerende var hans Foredrag om Modellens Rigdom, om Farvernes Hemmeligheder, at man med Beskæmmelse følte, hvor langt der dog endnu var tilbage. Man mistede Ligevægten. For at redde sig lagde man Roret om og vovede sig ud i Eksperimenteren. Og Eksperimenterne blev taalte.”

    Blandt hans elever var også Fynboerne. Især fik han betydning for de unge kunstneres evne til at arbejde radikalt og for deres forhold til farven. Johan Rohde kaldte ham en stærk lærer og sammenlignede ham med ”den store græske Vismand, der ogsaa elskede Ungdommen og yndede den paradoksale Form.” Han engagerede sig i eleverne, både fagligt og privat.

    "Regnbuefarver"

    Af: Louise Wolthers  |  1 billede

    Zahrtmann deltog i ’oppositionen’, Den frie Udstilling, da den åbnede 1891. Den blev meget kritisk anmeldt af Erik Bøgh i Dagbladet 29/3 1891, som især så sig gal på Zahrtmanns ”regnbuefarver”:

    ”Skjønt Klikens Herolder ufortrødent have skreget ham ud som en af vore største Historiemalere, har det altid være iøjnefaldende for enhver uindskreven og upåvirket, at han enten må lide af Synssvaghed, at hans Øjne irridisere, eller af den Affektation at simulere en sådan Svaghed.”

    Ifølge anmelderen forvandlede kunstneren skånselsløst ulykkelige kvinder og børn til grimheder. Denne kritik var ikke ualmindelig for Zahrtmann, der i sin farvebrug bl.a. pegede frem mod J. F. Willumsen. Frem for alt brød han med den jævnhed og stilfærdighed, som dansk kunst ifølge kunsthistorikeren Francis Beckett var domineret af.

    Zahrtmann rejste meget hele livet igennem, primært til Italien, hvor han igen og igen vendte tilbage til byen Civita d’Antino, som gjorde ham til æresborger 1902. Han introducerede mange af sine elever til området og opfordrede dem til at male der. Nogle år inden sin død i 1917 byggede han villaen Casa d’Antino på Frederiksberg.

    Huset findes stadig og er i dag privatbolig.

    Hele hans oeuvre spændte over store afstande og modsætninger, som Carl V. Petersen skriver:

    Zahrtmann ”...har været samtidig med alle danske malere siden Eckersbergs Dage. I denne kostbare, rigt facetterede Skaal hviler hans Kunstnerliv, hviler hans Kunst som en tung, gylden Frugt, svulmende af stærke Safter, duftende af krydret Vellugt."

    Leonora Christina

    Af: Louise Wolthers  |  2 billeder

    Zahrtmann havde allerede en spirende interesse i Christian den IV's datter Leonora Christina (1621-1698), inden hendes erindringer Jammersminde blev udgivet i 1869. Men det var læsningen af den bog, som kunstnerkollegerne Haslund og Krohn forærede ham straks den blev udgivet, der satte gang i hans fascination af kongedatterens liv og skæbne:

    ”Den hallucinerede mig. Det var selve Moders Skikkelse, der traadte mig lyslevende imøde. Hendes Ord, hendes Stolthed, hendes Klogskab, hendes Værdighed, hendes Kamp….”

    Det var ikke kun Zahrtmann, der følte sig personlig rørt af værket: ”Bogen vakte alle dannede folk”. Bogen blev meget udbredt, fx anbefalede H.C. Andersen den, ligesom J.P. Jacobsen her fandt inspiration til sin roman Marie Grubbe. Som litteraten Marie Akhøj Nielsen skriver: ”Efter nederlaget i 1864 kunne hele nationen spejle sig i den fangne kongedatter, som led uskyldigt under høje herrers politiske intriger, men fastholdt sin værdighed under usle og ydmygende omstændigheder.”

    Dog var der, som Zahrtmann bemærker, damer der fandt Leonora Christina ”for grov, for mandhaftig.” Og man finder da også en vis mandhaftighed i Zahrtmann’s skildringer af hende. Den store interesse for Jammersminde medførte, at Akademiet udskrev en konkurrence for malerier med motiver fra bogen, en konkurrence som Zahrtmann vandt – foran bl.a. Krohn.

    Moderbillede

    Af: Louise Wolthers  |  3 billeder

    Leonora Christina mindede Zahrtmann om hans mor, og han prøvede flere gange at bruge hende som model for kongedatteren. Også i den første version af Leonora Christina i fængslet, hvilket dog ikke fungerede. I stedet indføjede Zahrtmann flere træk fra faren, Chr VI, i hendes ansigt. Billedet fik efterfølgende en del kritik. Blandt andet blev det bemærket, at Leonora Christina ser for almindelig ud og ligefrem er grim. Senere benyttede Zahrtmann andre modeller, bl.a. en madam Ullebølle, som også lægger krop til flere af hans øvrige historiske personskildringer, fx ammen i værket Julie og ammen fra 1874.

    Som kunstneren Johan Rohde beskriver, blev Zahrtmann Leonora Christinas profet, idet hans værker igennem de næste årtier bragte bogens budskab ud til alle. Han dyrkede hende også på et personligt plan ved bl.a. at fejre hendes fødselsdag og festligholde 200-året for hendes løsladelse fra fængslet. Zahrtmann tog Leonora Christinas fortolkning af begivenhederne til sig og fremstillede hende i et entydigt positivt lys som en heltinde, der blev uretmæssigt dårligt behandlet af sine moralsk mindreværdige modstandere. Han tålte således ikke kritik af hende, men blev rasende, bl.a. da Julius Lange i en artikel i Tilskueren 1888 drog hendes uskyld i tvivl. Til gengæld opfattede han Leonora Christinas svigerinde Dronning Sophie Amalie som ond og viste hende som skurk i sine billeder.

    I sin nekrolog over Zahrtmann skrev kunsthistorikeren Karl Madsen om kunstnerens forhold til Leonora Christina:

    ”Hende har han elsket med hele sit varme Hjertes glødende Begejstring og som en kærlig Søn indlevet sig i alle hendes Tanker, Følelser og Stemninger, Græmmelsen i Fængslets sorte Nat, når hun følte sig elendig som Job, Tålmodigheden gennem alle Trængsler, fromheden i hendes Sind når hun i Biblen søgte Trøst, den kongelige Stolthed i hendes Væsen, da Friheden atter blev hende tilbudt.”

    Sanselig stil

    Af: Louise Wolthers  |  3 billeder

    Zahrtmann blev af sine samtidige omtalt som en kunstner med en stor personlighed, ”… der til tider kunne drive sin Personlighedstrang til det sære, ja barokke”, som Johan Rohde skrev i et særtryk af Ugens Tilskuer i 1917. Med det menes især hans fyrige temperament og bestemte holdninger til kunsten, hvilket bl.a. kom til udtryk når han underviste. Han blev også beskrevet som en social og festlig person, der bl.a. holdt af at klæde sig ud – af og til i dametøj.  Han var dog ikke bevidst ude på at forarge. Retrospektivt kan man notere sig, at han aldrig var indblandet i skandalesager eller efterlod sig spor af en mulig kontroversiel seksuel aktivitet. 

    Kritikere og kolleger fremhævede først og fremmest hans kunstneriske personlighed, som netop også kunne fremstå ’barok’, overdådig og sanselig. Johan Rohde mente ligefrem, at Zahrtmann navnlig i sine sene billeder kunne blive for overdådig, ”for broget i Benyttelsen af alskens forskelligartede Genstande, som han altid lige til sin høje Alderdom fandt en næsten barnlig Malerglæde i at male af.” Rohde hentyder her til Zahrtmanns karakteristiske sanselige tilgang til den kunstneriske proces, der medførte at han måtte have de fysiske genstande foran sig, ligesom han altid ledte efter den perfekte levende model. Leo Swane skrev om Zahrtmann, at han ”klynger sig til modellen”.

    ”Han kan ikke tænke sig at male helgenbillederne i en procession uden at få dem ud af kirken, så han kan male direkte efter dem, han må forsølve sit fad, sy dragterne til og skaffe sig alle mulige remedier at male efter, før han kan få billedet i stand. Hans atelier bliver et værksted, hvor den fortid, han først har set i et lysende glimt, møjsommeligt rekonstrueres, hvor det billede, der først ukaldet har vist sig for ham som et syn, nu modvilligt og med besvær drages frem af mørket.”

    Denne tilgang til maleriet er måske grunden til at samtiden hyldede Zahrtmann for at kunne lade fortiden fremstå så levende, intim og nutidig. ”Zahrtmann gav Ordet Kød saa det blev levende for os”, som Karl Madsen skriver i forbindelse med kunstnerens motiver fra Jammersminde.

    Det sanselige kom især frem i hans brug af farver, der af Rohde fremhæves for en emaljeagtig fasthed. Brugen af ’varme’ og ’kolde’ farver bliver meget tydelig hos Zahrtmann, der ikke kun anvendte blålige nuancer i skyggepartier og gullige i lyset, men også excellerede i andre farvespil, som i billedet Leonora Christina i Blåtårn (1891), hvor den ’hvide’ kjole har blåviolet skær og den ’grå’ væg udgøres af gulgrønne nuancer. Hans sanselige malestil virkede smittende på receptionen af hans værker, og flere kritikere bruger sanselige metaforer til at beskrive hans værker, som fx ’moden frugt’ eller ’vild blomst’. Også kunstnerens fascination af Italien bliver af Madsen beskrevet som en næsten fysisk tiltrækning:

    ”Han har en svaghed for Yppigheden i Former, han har en Lidenskab for Yppigheden i Farver”.

    De sidste år

    Af: Louise Wolthers  |  4 billeder

    Zahrtmann knyttede sig mere og mere til Italien og Civita d’Antino, hvor han rejste til hver sommer fra 1900 og til 1911 (bortset fra 1908). I 1912 fik han bygget villaen ’Casa d’Antino’ på Frederiksberg, som blev rammen om hans sidste leveår.  Hvor han som ung havde dyrket ”Societetet” gik Zahrtmann i de senere år ikke så meget ud mere, men brugte især tid på at læse og modtage besøg. Sven Leopold erindrer den aldrende kunstner i villaen blandt nips, fotografier og renæssanceskabe med snirkler og forgyldning, og fremhæver både mystiske krinkelkroge i Zahrtmanns hus og i hans fantasi.

    Johan Rohde sammenfattede Zahrtmanns betydning for dansk kunst således:

    ”Blandt de flere hundrede Billeder, der igennem mange Aar udgik fra dette tiltrækkende Værksted, hvor den over al Maade indtagende og flittige Kunstner røgtede den hellige Ild paa samme Tid, som han fandt Lejlighed til som en Ven eller Fader at sørge for et helt Slægtled af unge Kunstnere, vil der være nok til at vise, hvor stor og usædvanlig en Kunstner han var, en Maler, der har beriget os ikke blot med gode og udmærkede Malerier, men ogsaa med højst ejendommelige og mærkelige, og det mærkelige er jo ikke netop det, vor Kunst hidtil har været for rig paa.”

    Mængden af selvportrætter voksede især i de seneste år, og i nogle af disse malerier har han atter skruet op for det intense farvevalg. I det gul-violette billede Selvportræt i lampelys (1914) ser den aldrende kunstner med et fast blik på beskueren, med bevidstheden om at have skrevet sig selv ind i fremtidens kunsthistorie.

    Zahrtmann med egne ord

    1 billede

    ”Jeg er altid i bedst humør når jeg har noget rigtigt stort for.”

    Brev til moderen, 1907, hvor Zahrtmann fortæller om sit påbegyndte arbejde med maleriet Dronning Christina i Palazzo Corsini

    ”...har ikke saa meget tilovers for malende Kvinder... De kan kun i sjeldne Tilfælde offre sig for en Sag. I Virkeligheden finder der heller ikke Kunstnerinder i Verden. Sappho – ja, dengang har kvindens Dannelse været ganske anderledes stor. Og Sanger-, Skuespiller- og Danserinder er en helt anden Ting, de gengiver kun, hvad Andre har tænkt. Nej, hele mandens selvfornegtende ædruelige Kunst, derpaa er det vi leve og fryde os.”

    Brev til broderen, 1910

    Sagt om Zahrtmann

    1 billede

    ”Zahrtmann er en Historiemaler, der ikke ligner nogen anden. Paa en meget udtryksfuld Maade, men i en Ragout af Paradoxer, fortæller han om Ting, der er alt andet end banale...”

    Den franske kunstkritiker Maurice Hamel i Gazette des Beaux Arts, 1888

     

    ”Kristian Zahrtmann er lige saa dybt forskellig fra almindelig dansk Karakter som Bornholms Klipper er fra almindelig dansk Natur.”

    Kunsthistoriker Karl Madsen, 1902

     

    “Med rette er Appelsinen hans Yndlingsfrugt, hans Vartegn. Dens spændstige Skal aver vel Saftens svulmende Fylde, dens Væv er ikke en forskelsløs Masse, men ordnet og afdelt Led for Led, rette og krumme Linjer vexler i dens Struktur, Kærne og Kød ligger blandet I den, Øjeblikkets Nydelse og Fremtidens, den er sund, fuld af Velsmag og Vellugt – tung og gylden hviler den i Skaalen blandt Landets Frugter, fremmed og dog hjemlig, fæster Øjet sig ved den, synes den mere straalende end de andre, tages den i Haanden, synes den tungere.”

    Carl V. Petersen, ”Kristian Zahrtmann” i Tilskueren, 1913

     

    ”Blandt de flere hundrede Billeder, der igennem mange Aar udgik fra dette tiltrækkende Værksted, hvor den over al Maade indtagende og flittige Kunstner røgtede den hellige Ild paa samme Tid, som han fandt Lejlighed til som en Ven eller Fader at sørge for et helt Slægtled af unge Kunstnere, vil der være nok til at vise, hvor stor og usædvanlig en Kunstner han var, en Maler, der har beriget os ikke blot med gode og udmærkede Malerier, men ogsaa med højst ejendommelige og mærkelige, og det mærkelige er jo ikke netop det, vor Kunst hidtil har været for rig paa.”

    Johan Rohde i "Kristian Zahrtmann", særtryk af Ugens Tilskuer, 1917

     

    ”Han kan ikke tænke sig at male helgenbillederne i en procession uden at få dem ud af kirken, så han kan male direkte efter dem, han må forsølve sit fad, sy dragterne til og skaffe sig alle mulige remedier at male efter, før han kan få billedet i stand. Hans atelier bliver et værksted, hvor den fortid, han først har set i et lysende glimt, møjsommeligt rekonstrueres, hvor det billede, der først ukaldet har vist sig for ham som et syn, nu modvilligt og med besvær drages frem af mørket.”

    Leo Swane i Tilskueren, 1920

    Litteratur

    • Francis Beckett: ”Vor tids malerkunst” i Karl Madsen (red.): Kunstens historie i Danmark, 1901-1907
    • Harald Giersing: ”Fra de senere Aar”, særtryk af Tilskueren 1913.
    • Morten Steen Hansen: Kristian Zahrtmann. En homoseksuel kunstneridentitet i Danmark ved århundredeskiftet og den kunstneriske fremstilling af homoseksualiteten i Nordeuropa. Speciale ved Københavns Universitet, 1993
    • F. Hendriksen: Kristian Zahrtmann. En mindebog, 1919
    • Hanne Honnens de Lichtenberg: Zahrtmanns skole, 1979
    • Peter Michael Hornung: Ny dansk kunsthistorie, bind 4, 1993
    • Sven Leopold: Kristian Zahrtmann, 1918
    • Karl Madsen: Kr. Zahrtmann, 1902
    • Sigurd Müller: ”Kristian Zahrtmann personlig”, Gads danske magasin XII, 1917-18
    • Hans Edvard Nørregård Nielsen: Dansk Kunst, 2003
    • Carl V. Petersen ”Kristian Zahrtmann”, særtryk af Tilskueren, 1913
    • Johan Rohde: ”Kristian Zahrtmann”, særtryk af Ugens Tilskuer, 1917
    • Leo Swane: ”Zahrtmann-bogen” i Tilskueren, 1920
    • Marianne Saabye (red.): Ære være Leonora, 2006
    • Mette Thelle (red.): Kristian Zahrtmann 1843-1917, 1999
    • Kristian Zahrtmann: ”Arbejdsaar”, Tilskueren, 1914
    • Erik Mortensen: Kunstkritikkens og kunstopfattelsens historie i Danmark, bind 2, 1990

    Senest opdateret: 18.Sep.2014