Mit spor gennem kunsthistorier

  • Et stort maleri af Hammershøi skiller sig ud fra hans samlede produktion. Det er billedet Artemis. Hvem er de fire figurer, hvor befinder de sig, og hvordan skal man forholde sig til titlen? Kort sagt: Hvad foregår der?

    Vilhelm Hammershøi: Artemis, 1893-1894

    Et stort maleri af Hammershøi skiller sig ud fra hans samlede produktion. Det er billedet Artemis. Hvem er de fire figurer, hvor befinder de sig, og hvordan skal man forholde sig til titlen? Kort sagt: Hvad foregår der?

    Kort om Artemis

    • Hammershøi har malet to monumentale lærreder, der også på grund af størrelsen skiller sig ud i hans produktion. Det ene er Artemis fra 1893-1894 og det andet er Fem portrætter fra 1901-02
    • Det siges at Artemis billedet fik sin titel af pligt. Det er ikke et mytologisk maleri i gængs forstand, men mere et drømmebillede hvor Hammershøi i et stort format maler sine tanker om nogle figurer
    • Artemis er blevet betegnet som Hammershøis eneste egentligt symbolistiske billede blandt andet på grund af det store tomme rum - et gådefuldt landskab der mere relaterer til indre forestillinger end til den sete verden

    "Kagedejsfigurer"

    Af: Annette Rosenvold Hvidt

    Vilhelm Hammershøi gav først sit maleri titlen Artemis, efter at det var malet færdigt, og kun fordi et billede skulle have et navn. Hans projekt var at placere fire figurer i et drømmeagtigt rum frem for at male et eksakt billede af en kendt mytologi. Ligesom figurerne svæver lidt over grunden, svæver de også mellem at være faktiske kroppe eller idéer om kroppe. Deres køn svæver også mellem noget feminint, maskulint og androgynt. Maleriet er udtryk for en privat mytologi.

    Med titlen refererede Hammershøi til mytologiens verden – til de overleverede fortællinger om guder og gudinder, som kunsten har en lang tradition for at skildre. Halvmånen over hovedet på den ene figur er tegn for Artemis – jagtens og de vilde dyrs gudinde – men ellers får vi ikke nogen direkte aflæselig forklaring på billedet. Det er noget, der ligner en myte, men en myte uden handling. Derimod har Hammershøi lagt vægt på udstrækningen af de fire kroppe hen over fladen og på de store ensartede flader på tværs af billedet. Han har arbejdet ud fra billeder og tanker og ikke ud fra naturen.

    Hammershøis Artemis delte vandene. Kunstkritikeren Emil Hannover anmeldte det positivt og skrev blandt andet:

    "Der er i Tegningen af disse Legemer [...] en skælvende sensitiv Følelse for den enkelte Linjes subtile Skønhed, og det er denne Følelses Tilstedeværelse i selv de fejlfulde Dele af Omridsene, der gør disse Dele omtrent lige saa værdifulde for En, som dem, i hvilke Kunstnerens Skønhedsdrøm er gaaet helt i Opfyldelse paa Lærredet. Det er Følelsen og Fornemmelsen af denne Drøm, som gør Billedet gribende."

    Hannover havde blik for det kunstige i billedet – det bevidst kejtede – mens andre, for eksempel en anmelder i Nationaltidende, følte sig provokeret af samme og skrev om:

    "[...] de fire langstrakte Kagedeigsfigurer, Hammershøi her har malet, og hvis ganske meningsløse Gruppering i Kataloget omfattes under Fællesbenævnelsen 'Artemis'[...]."

    En arkadisk forestilling

    Af: Peter Nørgaard Larsen

    Der er ikke noget fysisk rum bag Hammershøis figurer. Det mørke fodstykke rejser sig mere som malet flade, end det fungerer som illuderet scenerum. Figurerne eksisterer tilsyneladende uafhængigt af tid og rum, som billedliggjorte idéer, og måske som en længsel efter en skønhed, der ikke er af denne verden.

    Hammershøi har bortmalet det kødeligt nøgne til fordel for en arkadisk forestilling om det nøgne som ren og harmonisk form. Den halvmånekronede gudinde Artemis, personificeringen af de apollinske dyder, fornuft og beherskelse, bliver hos Hammershøi til midtpunktet for en sublimering af mennesket og det menneskelige, en insisteren på skønheden og kunsten som sjælfuld fattet form.

    Sammen med det eftermørknede billede Job (1887) er Artemis Hammershøis eneste realiserede "historiemaleri". Et motiv som inspirerer til fortolkninger men også forbliver gådefuldt. Som beskuer efterlades man tvivlende, undrende og med en følelse af at stå over for et hemmelighedsfuldt og betydningsafvisende motiv, der blot tilbagekaster beskuerens forgæves forsøg på at forstå og skabe sammenhæng. Blandt forbillederne har været nævnt såvel Puvis de Chavannes som Masaccios og Masolinos fresker i Cappella Brancacci, Chiesa del Carmine, Firenze.

    Uddrag fra SMK publikation: SMK Highlights, Statens Museum for Kunst 2005.

    Senest opdateret: 1.Oct.2014