Værker

Ægtefællen

Af: Annette Rosenvold Hvidt

Om dette portræt af kunstnerens mand Jens Adolf Jerichau, der levede fra 1816 til 1883, sagde Elisabeth Jerichau Baumann selv i et brev at ”det indeholder de kjærligste Minder, som betegne hendes ægteskabelige Liv” og ”at det ikke er tilsalgs saalænge hun lever” .

Parret mødte hinanden i Rom og blev gift der under karnevallet d. 19. februar i 1846. I 1849 flyttede de til København, da Jens Adolf Jerichau var blevet udnævnt til professor på Kunstakademiet.

Inspirationens lys

Af: Annette Rosenvold Hvidt

Jens Adolf Jerichau er klædt i en stor velour-kunstnerkappe, som folder sig blødt om hans krop. Kappens linjer giver sammen med den måde han læner sig over stolen på indtryk af at han bugter sig igennem billedet. Alle folder i stoffet er med til at forme kroppen i billedrummet, og man kan sige at Elisabeth Jerichau Baumann har modelleret sin billedhugger mand op med maling.

Bemærk det nærmest forklarende lys der lyser billedhuggeren op. Lyset kommer oppefra og fra venstre side og lægger sig gyldent om ham. Han retter blikket ud af billedet og lidt opad og øjnene fanger svagt lyset. Det er som om han bliver malet imens han bliver inspireret fra en usynlig kilde.

De skabende hænder

I stedet for at konfrontere beskueren med den portrætteredes blik har Elisabeth Jerichau Baumann lagt fokus på Jens Adolf Jerichaus hænders liv og skaberkraft. Vielsesringen i guld glimter iøjnefaldende, og på samme tid bliver vi opmærksomme på personens metier og hans position: han er billedhugger og han er gift – med hende der har malet ham!

Gave til museet

Maleriet er givet som en gave til museet af brygger J.C. Jacobsen i 1876 og modtaget efter kunstnerens død i 1881. Der findes også flere værker af Elisabeth Jerichau Baumann i Jacobsens egen kunstsamling på Ny Carlsberg Glyptotek . Et af disse værker er ligeledes et portræt af Jens Adolf Jerichau.