Mit spor gennem kunsthistorier

  • Værket er indgrebet af Lundstrøms pakkassebilleder og et af de første fuldt ud abstrakte værker i Danmark

    Vilhelm Lundstrøm: Det andet bud, 1918

    Værket er indgrebet af Lundstrøms pakkassebilleder og et af de første fuldt ud abstrakte værker i Danmark

    Kort om Det andet bud

    • Det andet bud bliver i dag betragtet som indbegrebet af Lundstrøms pakkasse-billeder, som han producerede i 1918-19.
    • Pakkasse-billederne er de første fuldt ud abstrakte kunstværker af en dansk kunstner.
    • Værket har haft forskellige titler for eksempel ”Komposition i oval” og ”Stilleben. Malet træskulptur. Studie”. Den nuværende titel beror muligvis på en misforståelse.
    • Pakkasse-billederne bliver typisk kaldt for collager, assemblager eller montager, og bliver i højere grad opfattet som maleri end som skulptur, selvom flere af dem har en udpræget reliefstruktur.
    • Værket var i 1918 med på Kunstnernes Efterårsudstilling i København; en ”skandale-udstilling”, hvor pressen stort set var enige om at håne og nedgøre den eksperimenterende unge kunst.

    Træ på træ

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Træ på træ indlemmet i en oval og tilsat lidt maling hist og her, sådan fremstår Det andet bud. Værket er en assemblage sammensat af 10 små stykker groft træ sømmet fast på en oval træplade, der igen er monteret på en firkantet træplade. Træet stammer fra gamle transportkasser, kaldet pakkasser.

    Træstykkerne er pletvist og skødesløst bemalet med blå, gul og hvid maling. Andre steder fremstår træet råt med de originale stempler og påskrifter; spor efter træets oprindelige funktion. Oprindelsen er ikke forsøgt skjult og værket skal ikke ligne noget andet end det, det er, nemlig materialer hentet fra hverdagens almindelige brugsgenstande. På grund af materialernes tydelige oprindelse, bærer værket i høj grad præg af konkret genstand, men samtidig kan det ikke løbe fra sin status som abstrakt billedværk.

    Formen er indholdet – indholdet er formen

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Det andet bud er kommet til at stå som prototypen på Lundstrøms pakkasse-billeder. Lundstrøm-forskeren Preben Wilmann beskriver værket som et ” eksempel på originaliteten i hans tolkning af den kubistiske lære” og peger på, hvad han mener, er værkets indhold:

    ”Helt selvstændigt er nogle elementære formproblemer her opstillet og løst. Han har villet undersøge, hvordan han med firkanten og ellipsen som grundelementer kunne skabe rumligt liv på en flade.”

    Med en række helt simple materialer og metoder har Lundstrøm formået at skabe en afbalanceret komposition både form og farvemæssigt og samtidig en komposition, hvor en svag antydning af bevægelse modvirker, at det afbalancerede bliver kedeligt. Antydningen af bevægelse er skabt med minimale virkemidler. To af træstykkerne er vinklet på skrå i forhold til hovedparten, der danner et mønster af lodrette og vandrette linjer. Et skråtstillet træstykke foroven og et forneden giver fornemmelsen af, at den ovale plade hvert øjeblik kan begynde at rotere. Indtrykket forstærkes af de løse strøg af gult, der i en ujævn rytme følger kanten af den ovale form.

    Værkets virkemidler er et godt eksempel på, hvordan helt simple greb kan have en stor effekt.

    Ren abstraktion?

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Værket indeholder ingen figurative elementer. Referencerne til de konkrete fysiske pakkasser er tydelige, men værket ligner ikke noget andet genkendeligt. De motiviske referencer som figurerede i Lundstrøms tidlige kubistiske collager er her helt forsvundet.

    Værket er hvad det er; et billede skabt af noget træ, nogle søm og noget maling. I tråd med den modernistiske tankegang spiller værket på det som det er og refererer ikke til noget ud over sig selv. Og så er dette alligevel ikke helt korrekt, for også de referencer, som jeg har nævnt her, peger ud over billedet som objekt.

    Værket indskriver sig i en fortælling om den modernistiske kunst, om kubismen, om collagen og om brugen af genstande hentet fra hverdagen ind i kunsten.


    C.N. Gijsbrechts, Trompe l’oeil. Brevvæg med kamfoder og nodehæfte, 1668, olie på lærred, 123,5 x 107 cm, KMS3059, SMK.


    Samtidig kan man dog aldrig udelukke at en abstraktion sætter associationer i gang hos betragteren, selv om det måske ikke var intentionen fra kunstnerens side. Jeg kommer for eksempel til at tænke på Gijsbrechts gengivelser af brevvægge, 1600-tallets opslagstavler. En række røde bånd opsømmet på nogle lyse brædder danner et netværk, der holder styr på væggens mange notater, udklip, breve og andre smågenstande. Breve og papirlapper er i lighed med Lundstrøms træstykker opsat i flere lag, ligesom brevene og notaterne formmæssigt minder om Lundstrøms træstykker i forskellige størrelser og med forskellige påskrifter og bemaling.

    Associationen til det figurative motiv var sikkert ikke intenderet fra Lundstrøms side, selvom han med stor sandsynlighed har kendt til Gijsbrechts værker, der også dengang var udstillet på Statens Museum for Kunst. Ikke desto mindre virker den for mig tilbage på oplevelsen af det non-figurative værk og åbner for en ekstra dimension i oplevelsen af Det andet bud.

    En drilagtig titel

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Første gang værket blev udstillet i 1918 var det under titlen ”Komposition i oval”. Senere i 1918 blev det udstillet som ”Komposition 2” og i 1919 som ”Stilleben. Malet træskulptur. Studie”. I 1919 udgav forfatteren Otto Gelsted sin bog Ekspressionisme hvori han omtaler værket som ”Det andet Bud”. Kunsthistorikeren Lennart Gottlieb har langt senere (2006) gjort opmærksom på, at denne titel i virkeligheden hørte til et andet værk. Ikke desto mindre er Gelsteds misforståelse årsag til, at værket lige siden er blevet omtalt som Det andet bud.

    Titlen, som alle har antaget var den rigtige, har desuden ført til mange forskellige tolkningsmæssige overvejelser. Mange af disse er gået på relationen til Bibelens andet bud (Du må ikke misbruge Guds navn), mens andre har set bud-titlerne, som beviser på at Lundstrøm var en svindler og en bedrager, eftersom intet fornuftigt menneske for alvor kunne mene, at nogle bemalede træstykker kunne forestille et af Moses’ bud.

    Lundstrøm selv udstillede aldrig værket som "Det andet bud", og det er derfor vigtigt ikke at lægge for megen tolkningsmæssig værdi i brugen af bud i titlen.

    I stedet benyttede han de mere beskrivende titler, der neutralt forholder sig til værkets form. Disse titler er på mange måder mere ærlige i forhold til et værk, der anses for at være det første værk i Danmark, der er fuldstændig blottet for figuration.

    Inspiration og originalitet

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Det andet bud udgør sammen med de øvrige pakkassebilleder den sidste og mest radikale fase af Lundstrøms arbejde med de kubistiske principper. Picassos såkaldte ”konstruktioner”, som vennen og kollegaen Axel Salto havde berettet om efter et besøg hos Picasso i 1916, har med stor sandsynlighed spillet en central rolle i forhold til at give Lundstrøm det sidste skub.

    Axel Salto beskriver sin oplevelse af Picasso ”konstruktioner” i en artikel i tidsskriftet Klingen: ”der var anbragt nogle skråt stillede Træstykker, der dannede vinkler med Kassens Bund og Sider; endvidere var der fastsømmet et drejet Stykke Træ (som Skaftet af en Syl), som kastede Skygger henover Træstykkerne og videre ud over Siderne. Herved fremkom et Spil af Flader og Vinkler, Lys og Skygge i Kassens rumlige verden; desuden var der hist og her, for at mangfoldiggøre den stoflige Virkning, klistret Avispapir eller paalimet et Lag Sand.”

    I disse værker arbejder Picasso med træskulpturer og -relieffer sammensat efter et collageprincip.


    Pablo Picasso, Mandolin og klarinet, 1913, bemalet træ og blyant, Musée Picasso, Paris, ©Photo RMN/Béatrice Hatala


    Jackie Heuman, der er skulpturkonservator på Tate, har undersøgt Picassos ”konstruktioner” og fortæller, hvordan det er tydeligt at det rå og tilfældige indtryk er intenderet og i virkeligheden et resultat af en langvarig arbejdsproces.

    Heller ikke Lundstrøms Det andet bud er et resultat af en hurtig sammenflikken af materialerne. Som vi kan se af en række arbejdsskitser har Lundstrøm i høj grad arbejdet med at afstemme billedelementerne nøje i forhold til hinanden og ligesom hos Picasso er det rå og tilfældige udtryk resultatet af en grundig arbejdsproces.


    Vilhelm Lundstrøm, Studieblad med kubistiske kompositioner, ca. 1918, blyant og vandfarve, 27,3 x 19,9 cm, KKS18910, SMK.

     


    Vilhelm Lundstrøm, Studieblad med kubistiske kompositioner, ca. 1918, blyant, 27,3 x 19,9 cm, KKS18910 verso, SMK.

     

    Den tydelige inspiration fra Picasso og andre kubistiske forfædre fik mange af de samtidige kritikere til at sætte spørgsmålstegn ved pakkasse-billedernes originalitet. Som en kommentar til dette slår Wilmann fast at:

    ”Som andre betydelige kunstnere er han simpelthen i starten gået ud fra det punkt, hvortil billedsproget i den pågældende periode havde udviklet sig […] Ingen af Lundstrøm-montagerne lader sig forveksle med noget arbejde af Picasso eller de andre kubister. Deres resultater udløste hans billedbevidsthed, men han byggede på sit eget sansesæt og sin egen refleksion.”

    Sådan arbejder langt de fleste kunstnere. Det væsentlige er ikke hvor de har deres inspiration fra, det afgørende er resultatet af deres arbejde.

    Litteratur

    Lennart Gottlieb, Forsvar for kunstrummet, København 2006.

    Aksel Rode, ”Af en samtale med maleren Vilhelm Lundstrøm”, særtryk af Tilskueren,1939.

    Poul Uttenreitter, Vilhelm Lundstrøm, Vor Tids Kunst nr. 13, København 1933.

    Preben Wilmann og Marianne Brøns, Lundstrøm, København 1977.

    Mikael Wivel, Dansk kunst i det 20. århundrede, København 2008.

    Læs eventuelt også

    Anders Troelsen, ”Et andet bud på ’Det andet bud’. Om et ikonoklastisk billede af Vilhelm Lundstrøm”, Ikonoklasme, otte oplæg fra en konference på Afdeling for Kunsthistorie, Aarhus Universitet 2003.

    Lennart Gottlieb, ”Lundstrøms skandaler 1917-18”, Skandaler – danske kunstskandaler, Aarhus 1999

    Senest opdateret: 24.Apr.2014