Mit spor gennem kunsthistorier

  • Værket var Hansen Jacobsens symbolistiske gennembrudsværk

    Niels Hansen Jacobsen: Døden og moderen, 1892

    Værket var Hansen Jacobsens symbolistiske gennembrudsværk

    Kort om Døden og moderen

    • Døden og moderen fra 1892 er Hansen Jacobsens symbolistiske gennembrudsværk.
    • Skulpturen er modelleret over H.C. Andersens eventyr Historien om en moder fra 1848.
    • Hansen Jacobsens første hustru Anna Gabriele Rohde lå model til figuren af moderen i timevis, sammenkrøbet på atelierets kolde gulv.
    • Værket skaffede kunstneren medlemskab af den prestigefyldte franske ”La Société Nationales des Beaux-Arts”, hvor han fik ret til årligt at udstille to arbejder uden censur. Blandt de øvrige medlemmer var Hansen Jacobsens forbillede, den franske billedhugger Auguste Rodin.

    Historien om en moder

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    ”Og Døden gik med hendes barn ind i det ubekendte land”. Sådan slutter H.C. Andersens eventyr Historien om en moder (1848), som er det litterære udgangspunkt for Niels Hansen Jacobsens skulptur fra 1892.

    I kataloget til Charlottenborgs Forårsudstilling 1894, hvor skulpturen blev vist for første gang i Danmark, lod kunstneren trykke en let omskrivning af H.C. Andersens sidste sætning:

    ”Hun bøjede sit Hoved ned i sit Skjød, og Døden gik med hendes Barn ind i det ubekjendte Land.”

    Sætningen beskriver den scene som Hansen Jacobsen har valgt at skildre.

    Figuren af moderen udtrykker hendes fortvivlelse ovenpå den umulige kamp hun har kæmpet imod skæbnen og Døden. Efter at have sunget vuggeviser for Natten, varmet den stivfrosne tornebusk mod sit bryst, grædt sine øjne ud i søen og byttet sit lange mørke hår med hvidt, når hun endelig frem til Dødens store drivhus. Her møder hun Døden, og her indser hun, at det ikke står i hendes magt at kæmpe mod Guds vilje. Hun bøjer sig derfor i afmagt, udmattelse og fortvivlelse mens Døden drager bort med hendes barn.

    Liv og død

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Fremstillingen af grænselandet mellem livet og døden og fremstillingen af menneskets konfrontation med døden er typisk for symbolisterne, der var dybt optaget af menneskets eksistentielle vilkår. Ofte beskæftigede de sig i deres værker med samspillet mellem den metafysiske og den jordiske verden.

    Læs mere om Symbolismens forhold til døden i historien Dødens triumf.

    Form til metafysikken

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Skulpturen er Hansen Jacobsens første værk med et symbolistisk islæt og mødet mellem skulpturgruppens to figurer kan ses som en illustration af det skift, der er i gang i Hansen Jacobsens udtryk på dette tidspunkt, fra den virkelighedsnære, naturalistiske figur til en i højere grad ujordisk, metafysisk figur og udformning. Kort sagt: Den naturalistiske tradition møder i denne skulptur sin arvtager, symbolismen.

    Det er med denne skulptur, at Hansen Jacobsen med Niels Th. Mortensens ord ”dristigt forsøger sig i en fri stil”. Han er med samme forfatters ord kraftigt på vej væk fra sin binding til den 15 år ældre billedhugger Stephan Sinding (1846-1922), der sværgede til en storladen nybarok naturalisme, og man begynder i stedet at ane ”hvor beslægtet denne Stil er med hint Temperament, der laa til Grund for H.E. Freunds ”Loke””.


    H.E. Freund, Loke farende frem i vrede over ikke at være indbudt til Ægirs bryllup, 1822, bronze, 31,3 x 20 x 25 cm, KMS5331, SMK.


    Francis Beckett skriver om Freunds Loke og om Hansen Jacobsens viderebearbejdelse: ”H.E. Freunds geniale lille Figurudkast til Loke, den træske [snedige] Gud, der lydløst, viftende med de sorte Flagermusvinger lister sig frem. Hansen-Jacobsen har i sin Kunst gennemført dette Udkast videre, ikke med mere Finhed end Freund, men med større Ubændighed i Fantasien, dristigere og voldsommere.”

    H.E. Freund var i øvrigt den første danske billedhugger, der arbejdede med motiver fra den nordiske mytologi. Udover denne interesse, deler de to billedhuggere ønsket om at bevæge sig ud af den klassiske skulpturs slagskygge.

    Mens figuren af moderen er udført som et naturalistisk studie af den sammenkrøbne hustru, der lå model til skulpturen, er Hansen Jacobsen med figuren af Døden på vej til den furede stil, som han fortsætter med at udvikle i Natten fra 1895 og som får sin endelige form med hovedværkerne Trold, der vejrer kristenkød fra 1895-96 og Skyggen fra 1897-98.


    Niels Hansen Jacobsen, Trold, der vejrer kristenkød, 1896, bronze, 157 x 198 x 85 cm, Ny Carlsberg Glyptotek, København, SMK-Foto.

    Et langt, lydløst skridt væk fra traditionen

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Døden er fremstillet som en gyselig, benet knokkelmand, der med sit tomme blik stirrer på den ulykkelige moder, alt imens han i et langt forblæst skridt bevæger sig væk med hendes lille drengebarn. Bevægelsen sker i et flydende, lydløst stræk, tæt på jorden og, som det skal vise sig typisk for Hansen Jacobsens skulpturer i de følgende år, med en overskridelse af soklens rum, der understreger bevægelsens dynamik og bryder med den klassiske skulpturs rum.

    Hansen Jacobsens gengivelse af Døden binder på en og samme tid an til den lange tradition, som denne figur har i kunsten, og peger samtidig frem imod det følelsesmættede udtryk, som skal blive Hansen Jacobsens adelsmærke.

    Et uudholdeligt øjeblik

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Øjeblikket som Hansen Jacobsen har valgt at skildre, er det altafgørende og frygtelige øjeblik, da Døden drager af sted med barnet og moderen ligger tilbage, sammenkrøbet i sorg. Figurgruppen skildrer således et dramatisk og samtidig nærmest uudholdeligt højdepunkt i historien.

    Fortættetheden i følelsesudtrykket er typisk for symbolismens kunst, hvor man gjorde op med den klassiske traditions modererede og afbalancerede følelsesudtryk.

    Lessings frugtbare øjeblik

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Valget af øjeblik er altafgørende, særligt når vi har med billedkunst at gøre. Dette slog den tyske oplysningstids forfatter, kunstkritiker og filosof G.E. Lessing (1729-1781) i 1766 fast i sin berømte tekst, Laokoon oder Über die Grenzen der Malerei und Poesie, hvor han skriver om forskellen mellem litteraturen og billedkunsten. Mens litteraturen er en tidens og dermed en udstrækningens kunst, er billedkunsten en rummets kunst, der ikke ejer litteraturens muligheder for udstrækning i tid. I maleriet og i skulpturen er alle elementer samtidige og vil forblive fastholdt i tid og evighed. Derfor er valget af øjeblik afgørende.

    For at sprænge simultanitetens begrænsning anbefaler Lessing det, som han kalder for det frugtbare øjeblik, der er kendetegnet ved at bære kimen til det som kommer før og til det som følger efter. På denne måde udfolder handlingen sig i betragterens fantasi og undgår derfor at være fokuseret på en enkelt scene. For Lessing bliver en koncentreret følelsesudladning, som for eksempel et skrig, uudholdeligt og dermed grimt, når den fastholdes i længere tid.

    Skulpturens smerte

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Øjeblikket, som Hansen Jacobsen har valgt at skildre i Døden og moderen, er fyldt med smerte, og han har tydeligvis ikke forsøgt sig med et klassisk nedtonet øjeblik. Hansen Jacobsen var ikke, som Lessing, klassicist, og søger i modsætning til ham, netop det følelsesfulde.

    I den litterære udgave følger vi moderens kamp og erkendelse over en længere tidsperiode, hvorfor udtrykket ikke på samme måde opleves som koncentreret i den afgørende scene. Livet og døden er, ifølge H.C. Andersen, ikke op til at hende at regere over, og der er ikke andet for hende at gøre end at se til. Men forstår man hendes accept af Guds vilje, hvis ikke man læser teksten? Eller opleves det skildrede øjeblik, som et øjeblik, der er alt for fortættet af sorg til at man kan holde det ud?

    Kunsthistorikeren Francis Beckett beskrev i 1901 forskellen mellem den litterære og den skulpturelle fortolkning af historien:

    ”H.C. Andersens Fortælling er én ustandselig Hulken, Billedhuggerens Gruppe er et lidenskabeligt Skrig.”

    Det litterære udgangspunkt

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Kunstnerne omkring år 1900 benyttede sig i vid udstrækning direkte eller indirekte af litteratur, fortællinger og myter som udgangspunkt for deres værker. Dette ses også hos Niels Hansen Jacobsen, der modellerede flere andre figurer med inspiration fra H.C. Andersens forfatterskab, her i blandt Havhexen, Den lille havfrue og Dryaden. Derudover modellerede han figurer hentet fra Shakespeare, fra den nordiske mytologi, fra Bibelen og fra Brødrene Grimms eventyr.

    Modtagelsen og anerkendelsen

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Døden og moderen blev udstillet første gang på ”La Société Nationale des Beaux-Arts” i Paris i 1893, hvor den havde så megen succes, at Hansen Jacobsen blev optaget som fast medlem på lige fod med de franske kunstnere og dermed fik ret til årligt at udstille to arbejder uden censur.

    Vidste du at

    døden i billedkunsten er blevet afbilledet som et skelet med le og kappe siden 1400-tallet? Og at symbolet for døden bærer flere af de samme attributter, leen, timeglas og kappe, som symbolet for tid?

    Som oftest er Døden dog gengivet som et skelet, mens Fader Tid typisk ses som en skægget ældre herre.

    Litteratur

    H.C. Andersen, Eventyr og Historier, København 2000.

    Francis Beckett, Billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen, 1901.

    Peter Nørgaard Larsen (red.), Sjælebilleder, Statens Museum for Kunst 2001.

    Niels Th. Mortensen, Billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, Odense 1945.

    Jens Erik Sørensen (red.), Dansk skulptur i 125 år, København 1996.

    Senest opdateret: 22.Nov.2014