Mit spor gennem kunsthistorier

  • De maskulint dominerede systemer betegnede indtil omkring år 1700 kvinden som ”en defekt mand”

    Kvinden som det forkerte køn

    De maskulint dominerede systemer betegnede indtil omkring år 1700 kvinden som ”en defekt mand”

    Kort om Kvinden som det forkerte køn

    Kirsten Justesen, <em>Omstændigheder</em>, 1973, s/h fotografi, 45,5 x 34 cm, KKS2003-46/1, SMK. © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.

    Kirsten Justesen, Omstændigheder, 1973, s/h fotografi, 45,5 x 34 cm, KKS2003-46/1, SMK. © Kirsten Justesen / billedkunst.dk.

    Forstør
    Kirsten Justesen, <em>Omstændigheder</em>, 1973, s/h fotografi, 45,8 x 34,9 cm, KKS2003-46/7, SMK. © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.

    Kirsten Justesen, Omstændigheder, 1973, s/h fotografi, 45,8 x 34,9 cm, KKS2003-46/7, SMK. © Kirsten Justesen / billedkunst.dk.

    Forstør
    Træk i billedbåndet
    De maskulint dominerede systemer betegnede indtil omkring år 1700 kvinden som ”en defekt mand”

    Kort om Kvinden som det forkerte køn

    2 billeder

    • Mennesket har til alle tider haft behov for at systematisere naturen for bedre at kunne forstå og kontrollere den. Det gælder også forholdet mellem de to køn.
    • De maskulint dominerede systemer anerkendte indtil omkring år 1700 ikke kvinden som et køn i sin egen ret, men betegnede hende i stedet som ”en defekt mand”.
    • I 1949 plantede Simone de Beauvoir ideen om, at det at være kvinde ikke er noget man er født som, det er noget man bliver igennem sociale handlinger.
    • Simone de Beauvoirs ide har haft stor betydning for den senere kvindebevægelses kamp for kvinders ligeret.
    • Kirsten Justesens fotoserie Omstændigheder nævnes her som et værk, der hævder kvindens graviditet som noget normalt, i modsætning til en tegn på svaghed eller syndighed, som den tidligere er blevet anskuet som.

    Behovet for at kontrollere naturen

    Af: Hanne Kolind Poulsen

    Mennesket har til alle tider forsøgt at forstå naturen. Måske ikke så meget for at lære den at kende for dens egen skyld, som for at gøre den forudsigelig og derved få kontrol over den. Umiddelbart for at begrænse dens frygtindgydende aspekter, men i sidste ende med henblik på at opfylde menneskets behov og begær. For at kunne begribe naturen har man systematiseret den, der vil sige tænkt den ind i systemer, der kunne forklare dens fremtrædelsesformer og bevægelser.

    Disse systemer er historiske. Man har konstrueret forskellige systemer til forskellige tider og altid været tilbøjelige til at mene, at netop ”vort” system er det rigtige, det endegyldige. Men naturen lader sig ikke så let systematisere endegyldigt, har det vist sig. For ligegyldigt hvilke systemer mennesket har produceret, hvor omhyggelige og reflekterede, ja, udspekulerede, de end har været, har der altid været noget, systemet ikke har kunnet rumme, noget, der faldt udenfor – eller noget, det slet ikke har interesseret sig for at rumme, måske ligefrem har ønsket at fortrænge.

    Kvinden; en defekt mand

    Af: Hanne Kolind Poulsen

    Ligesom for eksempel hermafroditten har været betragtet som en afvigelse fra naturens orden, er også kvinden blevet anset for at være et ”unormalt” køn. En afvigelse fra normen. Hun er ganske vist ikke en unormal undtagelse på samme måde som hermafroditten, al den stund kvinden jo er en helt almindelig forekomst, kan man vist godt sige. Men hendes køn har altid haft en unormalitet indskrevet i sin definition. Hun har været noget, som systemerne har haft vanskeligt ved at rumme.

    Dette faktum skyldes selvfølgelig, at disse systemer fra oldtiden til i dag altid har været konstrueret af mænd og har skullet legitimere et patriarkalsk samfunds privilegering af manden.

    Faktisk er kvinden først meget sent i historien – i løbet af 1700-tallet! – blevet anerkendt som et køn i sin egen ret.

    Tidligere blev kvinden forstået som en ufuldkommen, ja, en defekt mand. Lidt på linje med børn, der også sås som ufuldkomne voksne. Men hvor børn (drengebørn) kunne vokse sig til normalitet, så var der ingen mulighed for kvinder (og pigebørn) for at blive normale, blive ”man(d)”. Det var Guds ordning, blev det hævdet! Desværre for kvinderne.

    Kvinden som beholder

    Af: Hanne Kolind Poulsen

    Systemerne prioriterede manden over kvinden. På grund af kvindens biologi (som man dengang forstod den), kunne hun ikke skabe, hverken intellektuelt eller på anden måde.

    I renæssancen diskuterede man for eksempel – det vil sige mændene diskuterede – i hvor stort omfang kvinden bidrog til skabelsen af barnet. Der var to hovedpositioner, der dog mindede meget om hinanden. Den ene fulgte Aristoteles’ synspunkt og mente, at kvinden ikke bibragte fosteret noget som helst, hvad angik form, intellekt eller ånd. Manden var den aktive part i skabelsen. Det var udelukkende hans (og selvfølgelig Guds) værk. Kvinden var blot det kar, som barnet voksede i. Dog kunne betingelserne i kvinden ved undfangelsen have indflydelse på barnets køn. Havde de været gunstige, blev det et drengebarn. Pudsigt nok blev barnløshed dog udelukkende set som kvindens fejl.

    Den anden position fulgte den romerske læge Galens’ (ca. 129-217) synspunkt, der mente, at kvinden faktisk bidrog til skabelsen af barnets form og køn – men bestemt ikke intellekt og ånd – om end ikke på samme aktive og konstruktive måde som manden. Denne model hjalp med til at forklare et forhold, som man havde undret sig meget over, nemlig hvorfor nogle børn ligner deres mor.

    Men begge modeller satte imidlertid ubetinget manden som det ”rigtige” køn, som kvinden skulle være underdanig på grund af sine defekter – og hele ideologien blev legitimeret i Bibelens tekster. Alt, der ikke var maskulint heteroseksuelt, var ”andet”, naturstridigt og farligt, for det underminerede de gudsgivne hierarkiske kønsroller og dermed samfundet.

    Kvinder – visse kvinder – har selvfølgelig til alle tider kæmpet for bedre vilkår for at udfolde sig, især i det offentlige rum, kæmpet for mere anerkendelse af deres talenter og virke og for mere ligestilling med mændene.

    Men først meget sent (omkring 1700) begyndte kvinder offentligt at udtrykke, at de som gruppe blev diskrimineret, og at de skulle gives rettigheder og privilegier på grund af – ikke på trods af – at de var kvinder. De ville nu have deres køn anerkendt som lige så ”rigtigt” som mandens. De vil også være ”rigtige” mennesker.

    At være eller at blive

    Af: Hanne Kolind Poulsen

    Kampen for at få kvinden anerkendt, som et ”rigtigt” køn, har sådan set stået på dagsordenen siden. Et af de vigtige skridt i den blev taget med den franske filosof Simone de Beauvoirs (1908-86) bog fra 1949 med titlen Det andet køn.

    I bogen viser de Beauvoir, hvordan kvinden altid i det maskulint dominerede samfund er blevet defineret som ”det andet” i forhold til det ”normale”, nemlig det mandlige køn. Hun diskuterer, hvad dette skyldes. Hvor kvindens underordnede stilling i samfundets kønshierarki altid var blevet begrundet med kønnenes biologiske forskellighed – det vil sige det uomgængelige faktum, som man mente, det var, at mænd var kvinder biologisk overlegne, mentalt såvel som fysisk – så hævder de Beauvoir nu, at denne forskellighed primært er kulturbestemt. ”Man er ikke født som kvinde, men man bliver det,” skrev hun.

    De Beauvoirs projekt var først og fremmest at få kvinder (og mænd) til overhovedet at se det kønshierarki, mennesker i den vestlige kultur (og sikkert i mange andre kulturer også) altid havde levet i, og erkende, hvilke konsekvenser det har haft – og har.

    De Beauvoirs skelnen mellem det biologiske køn og det sociale køn har været produktiv. Mange har taget denne tråd op og videreudviklet teorien. En af de vigtigste er den amerikanske kønsforsker Judith Butler (f. 1956). Hun dekonstruerer i sin bog Gender Trouble fra 1990 det kønslige selv, idet hun hævder, at køn ”ikke er et udtryk for noget, vi er, men noget, vi gør. Køn er en stiliseret repetition af handlinger over tid.” Køn er altså hverken er en essens, en enhed eller en kvalitet, vi har. Det er ikke en konsekvens af en indre kraft eller et resultat af vore kroppe, men konstitueres gennem noget vi gør, gennem vore handlinger i hverdagen.

    Graviditeten som en deformitet

    Af: Hanne Kolind Poulsen

    Det er sådanne teorier kunstneren Kirsten Justesen forholder sig til og diskuterer i sin fotoserie Omstændigheder fra 1973. Serien består af omkring 100 sort-hvide fotos, der viser en gravid kvinde i forskellige situationer.

    Graviditeten er en af de biologiske ”omstændigheder”, der især har været med til i den patriarkalske ideologi at udgrænse kvinden og placere hende som underordnet det ”rigtige” køn. Kvindens graviditet har været set som en indbygget svaghed ved kønnet, en omstændighed, der burde skjules, for graviditeten er jo en frugt af seksualiteten, som for kvinders vedkommende altid er blevet betragtet som syndig. Den ideale kvinde er jomfru! Selv om moderskabet er blevet højt besunget – det var jo vigtigt, at slægten blev videreført – så har det altid været inden for de meget snævre rammer, som patriarkatet har sat for kvindens befrugtning, at man besang det.

    Vi ser en gravid kvinde posere nøgen, som om hun var model for en kunstner. På det ene foto kravler hun på alle fire på et bord, og på det andet står hun i profil og stirrer med et fast blik direkte på betragteren. Begge fotos viser kvinden som en meget skulpturel fremtoning, men ikke som den ideale, nøgne kvindekrop, vi er vant til at møde i kunsten. Vi ser derimod den ”deforme”, gravide krop. Og i begge tilfælde bærer kvinden tillige en tydelig maske af kraftig makeup.

    Om at rette op på historiens fejltagelser

    Af: Hanne Kolind Poulsen

    At vise en nøgen, gravid kvinde er nærmest enestående i kunsthistorien. Justesen gør på den måde op med det kvindeideal og den kvinderolle, som har været naturaliseret igennem hele vor historie. Justesen udfordrer normerne for, hvad en kvinde er, og hævder i og med kvindens intense, selvbevidste blik, at det er ”normalt” at være en gravid kvinde, og at graviditet ikke er en biologisk svaghed, der legitimerer en udgrænsning af kvindekønnet.

    Makeupmasken tjener som tegn på, at kvinden spiller en rolle. De forskellige situationer hun vises i, er ikke udtryk for hendes ”inderste, biologiske væsen”, men er en performance, en opførelse af roller, kvinderoller. Og masker og roller er foranderlige, udskiftelige. De kan ændres, de er historiske. Det er ”omstændighederne”, der afgør rollen, synes værket at understrege – og omstændigheder er foranderlige! Det, der engang var ”andet”, udgrænset, unormalt, kan blive optaget i normaliteten, blive indskrevet i systemet – hvis man vil det.

    Uddrag fra SMK publikation, Nature Strikes Back. Menneskets forhold til naturen set gennem vestlig kunst.

    Teksten der er gengivet her, indgår i kapitlet med titlen ”Det ”andet” uden for systemet”, der behandler de af naturens fænomener, der ikke umiddelbart har kunnet finde deres plads indenfor de maskulint definerede inddelinger og systematiseringer af naturens fænomener. Med afsnittet peges der på, at en hel del falder uden for det herskende system og dermed tager karakter af at være anderledes eller det ”andet”. Værkerne, der behandles i kapitlet, beskæftiger sig med kvinden, hermafroditten og det groteske. Her gengives dels et uddrag fra kapitlets indledning, dels den del af kapitlet, der beskæftiger sig med kvinden.

    Litteratur

    Simone de Beauvoir, Le deuxième sexe, Gallimard, Paris 1949 (Det andet køn, Tiderne Skifter, København 1965).

    Judith Butler, Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity, Routledge, London/New York 1990.

    Lyndal Roper, The Holy Household. Women and Morals in Reformation Augsburg, Clarendon, Oxford 1989.

    Merry E. Wiesner, Women and Gender in Early Modern Europe, Cambridge University Press, Cambridge 1993.

    Merry E. Wiesner, Gender, Church, and State in Early Modern Germany, Longman, London 1998.

    Senest opdateret: 20.Dec.2014