Værker

Årelang fascination af Leonora Christina

Af: Louise Wolthers

Zahrtmanns store produktion vidner om en årelang fascination af Leonora Christina og en stærk indignation på hendes vegne. I malerierne er han tro mod hendes Jammersminde og formidler således den uretfærdige behandling hun følte sig udsat for med fængslingen i Blåtårn. Et af de motiver, der fremstiller kongedatterens ydmygelser er Leonora Christina undersøges i fængslet (1885).

Der findes to versioner af billedet, hvoraf det senere, fra 1888, tilhører Den Hirschsprungske Samling.

Maleriet skildrer dagen, hvor Leonora Christina blev fængslet og forhørt for derefter at blive afklædt, frataget alt af værdi og kropsvisiteret af Sophie Amalies tjenestepiger.

Billedet er et eksempel på hvordan Zahrtmann i flere af de tidlige historiemalerier låner kunstneriske træk fra den tid, scenen skal forestille. Således får man her mindelser om det hollandske barokinteriør med den særlige brug af lysvirkning der kaldes chiaroscuro, hvor en enkelt lyskilde skaber dramatisk effekt i det ellers mørke billede. Det er ikke uden grund, at kunsthistorikeren Francis Beckett nævnte Rembrandt i forbindelse med Zahrtmanns skildringer af Leonora Christina i fængslet.

Modtagelsen af maleriet

Af: Louise Wolthers

I en anmeldelse af det senere maleri Leonora Christina klædes af og undersøges af Dronning Sofie Amalies tjenerinder (1888) skriver digteren Sophus Michaelis, at tjenestepigerne er for stærkt betonet som onde hekse:

”[…] den ene ligger på Gulvet og fraadser ved Synet af al denne Herlighed. Den anden staar op med Skørter over Armen, spydig og haansk vendt mod den ulykkelige Leonora Christina, der sidder i sin nøgne Uskønhed og folder sine Hænder, skræmt og dog værdig og højmodig i sin Fornedrelse. Hendes Krop farves gulrød fra Lysets Skær. I Baggrunden står den mest djævelske af de tre Hekse: hun er en ægte Dæmon med lang Næse og spids Hage: et hvidt Glimt af hadefuld Triumf lyser i hendes Øje.” (Ny jord, 25. marts 1888).

Kristian Zahrtmann, Leonora Christina klædes af og undersøges af Dronning Sofie Amalies tjenerinder, 1888, olie på lærred, 89,2 x 118,8 cm, Den Hirschprungske Samling

Bemærk, at anmelderen bruger udtrykket ’den nøgne uskønhed’; det viser at Zahrtmann brød med den gængse æstetik omkring den nøgne kvindefigur. Og det gør sig i endnu højere grad gældende i den første version af billedet: Her folder Leonora Christina ikke skræmt sine hænder foran brystet, hun dækker ikke sin nøgenhed, men tværtimod sidder hun i en selvsikker, næsten trodsig stilling med armene lidt ud fra kroppen, den ene hånd i hoften og den anden på knæet. Der er mindre ydmyghed i dette første billede, mere modstand – og mere maskulinitet. Hovedfiguren er ”i en mere mandhaftig og trodsende Stilling”, som det hedder i kunstbladets omtale af maleriet (Kunstbladet nr. 6, 1888). Leonora Christina sidder som et centrum af ro, åndelig styrke og moralsk overlegenhed omgivet af de agiterede tjenerinder, som jo repræsenterer Sophie Amalie. I kontrast til hendes nøgenhed er de klædt i farvestrålende gevandter med hårpynt og vifter.