Mit spor gennem kunsthistorier

  • Værket ser umiddelbart ud til at være resultatet af en hurtig maleproces, men undersøgelser har vist, at der ligger et grundigt arbejde bag

    Vilhelm Lundstrøm: Manden der ser alt, 1919

    Værket ser umiddelbart ud til at være resultatet af en hurtig maleproces, men undersøgelser har vist, at der ligger et grundigt arbejde bag

    Vilhelm Lundstrøm, Manden der ser alt, 1919 Vilhelm Lundstrøm, Manden der ser alt, 1919

    Kort om Manden der ser alt

    • Manden der ser alt er malet i 1919, som det første i rækken af større figurkompositioner i Lundstrøms krøllede periode (1919-1923).
    • Værket kan ses som et programværk for den krøllede periode, som det opsummerer i både form og indhold.
    • Selvom værket med sine store synlige penselstrøg ser ud til at være resultatet af en hurtig maleproces, ligger der et grundigt arbejde med både skitser og radikale ændringer af kompositionen undervejs bag.
    • Inspirationen til de store svulmende kvinder er blandt andet hentet fra barokkens mange fremstillinger af den badende Susanne.

    Et ejendommeligt værk

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Manden der ser alt er på mange måder et ejendommeligt værk. Det skildrer nogle enorme kvinder med uskønne træk og absurd store ”parykker”. Det er malet med store svungne, synlige penselstrøg og i en yderst begrænset palet, der giver værket et dunkelt og mudret udseende. Der er desuden noget galt med både rumgengivelsen og størrelsesforholdet figurerne i mellem, og sidst men ikke mindst er værket udstyret med en gådefuld titel, hvis relation til motivet er uklar.

    Så hvad er der egentlig fat i Manden der ser alt, der er malet som den første betydelige figurkomposition i Lundstrøms krøllede periode? Og er der tale om alvor eller parodi?

    Værkets hovedperson

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Umiddelbart er det de to badende kvinder, der fanger ens blik. De fylder en stor del af billedfladen og markerer sig som to fokuspunkter med deres lyse kødfulde kroppe udført i lyserøde hudfarver. Men trods deres iøjenfaldenhed er de ikke værkets hovedpersoner. I stedet mener jeg, at værkets hovedperson er den rygvendte herre, placeret i værkets venstre side, hvor han nærmest går i ét med søbred og himmel. Det er også ham, der omtales i titlen.

    Et fotografi af den oprindelige, nu overmalede version af værket viser, at manden i første omgang var gengivet i løb på vej væk fra de to kvinder og ud imod betragterens rum. Den tidligere udgave af manden er også synlig i røntgenfotografiet af værket (Vælg "Se under overfladen").


    Tidligere version af Manden der ser alt. Nu overmalet.


    Det interne magtforhold er her fuldstændig omvendt i forhold til den endelige version. Her er det kvinderne, der har overtaget, alt i mens de med deres mørke blikke nedstirrer manden, der skræmt skynder sig væk. I den endelige version er det manden, der har styringen; her er det ham, der nedstirrer kvinderne, tilmed fra en sikker, tør position på søbredden, påklædt og iført kikkert. Kvinderne er der ikke ændret meget ved; det er manden som har optaget Lundstrøm, hvilket bestyrker den antagelse, at det er ham, som er værkets hovedperson.

    Med ændringen af mandsfiguren vender han nu ryggen til betragteren og fremstår som anonym. Flere kunsthistorikere har foreslået, at den rygvendte figur kan betragtes som et anonymt portræt af Lundstrøm selv. Tager man denne ide op, er der flere elementer i værket, der falder på plads, herunder mandens brug af kikkerten, hans rygvendthed og titlens betydning.

    Kikkerten som selvreference

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Hvorfor har manden, der ser ud til at stå ganske tæt på de to badende, brug for en kikkert? Er der noget galt med hans syn? Eller er der andre ting på spil, som vi gøres opmærksom på via kikkerten?

    Ifølge forfatteren Poul Uttenreitter brugte Lundstrøm i denne periode ofte en kikkert i arbejdet med sine malerier. Hans atelier var ganske småt, og for at kunne danne sig et overblik over sine store lærreder benyttede han kikkerten den omvendte vej og skabte dermed kunstigt afstand til værkerne. Kikkerten var altså et centralt arbejdsredskab for Lundstrøm i denne periode, og det er derfor oplagt at se kikkerten som Lundstrøms henvisning til sig selv og sit arbejde, og mandsfiguren som en form for selvfremstilling.

    Samtidig synes der også at ligge en betydning i, at kikkerten i denne sammenhæng egentlig ikke synes at være nødvendig. Den virker simpelthen som et malplaceret element i scenen, hvor manden ikke burde have det mindste problem med at studere kvinderne, eftersom de dels er af en betydelig størrelse (større end ham), dels står ganske tæt på ham.

    Kikkerten får dermed en dobbeltfunktion. Udover at pege på det selvrefererende aspekt i værket, peger den på, at der hos Lundstrøm i denne periode skydes et ekstra lag ind i arbejdet med maleriet.

    Kikkerten er et instrument, som man normalt bruger til at iagttage virkeligheden igennem, men da denne funktion virker overflødig i dette sceneri, mener jeg i stedet, at kikkerten i dette værk symboliserer det lag af ironi og ”iscenesathed”, som Lundstrøm skyder ind over motiverne i den krøllede periodes værker.

    Værket er ikke bare en skildring af en kunstner, der studerer et af sine yndlingsmotiver, men en skildring af en kunstner, hvor forholdet til det gengivne motiv er både facetteret og distanceret. Kikkerten repræsenterer således også den ekstra opmærksomhed, som betragteren behøver foran et af Lundstrøms krøllede værker.

    Tolkningen af den rygvendte mand som repræsentant for kunstneren selv underbygges af, at Lundstrøm også i et andet af periodens centrale værker, nemlig De Fire. Hommage aux peintres artistes fremstiller sig selv med ryggen til publikum. Udelukkelsen af ethvert element af det personlige er et gennemgående træk i Lundstrøms kunst.


    Vilhelm Lundstrøm, De Fire. Hommage aux peintres artistes, 1920, olie på lærred, 200,5 292 cm, fotograf: KUNSTEN, KUNSTEN Museum of Moderne Art.

    Selvransagning

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Når vi antager, at Manden der ser alt er en form for selvportræt som krøllet kunstner, formoder vi samtidig at titlen referer til Lundstrøm selv, og det vil altså sige, som en kunstner, der ser alt!

    Men som vi har set, indeholder værket en del elementer, der fortæller os, at vi nok ikke skal tage titlens udsagn for pålydende. Her tænker jeg ikke kun på kvindernes forvredne former og anonyme ansigter, men på hele scenens præg af kunstighed og forvrængethed, blandt andet symboliseret ved mandens brug af den overflødige kikkert. Jeg tror derfor, at titlen, i tråd med resten af værket, refererer til Lundstrøm som kunstner, især som repræsentant for den modernistiske kunstner, der ifølge myten er i stand til at se både verden og kunsten i et klarere lys end andre.

    Med dette værk peger Lundstrøm således på både sig selv og på andre modernistiske kunstnere som de særligt klartseende, ”dem som ser alt”, men negerer samtidig udsagnet ved at vise det som kunstneren ser som en mudderpøl med to slørede kæmpekvinder.

    Hvis denne diffuse og skæve udgave af virkeligheden vitterlig er det som den ”klartseende” kunstner ser, så er han måske alligevel ikke så visionær, som han selv gik og troede?

    Med Manden der ser alt udstiller Lundstrøm sig selv som den lovende unge kunstner, der allerede på dette tidspunkt nyder ”genidyrkelsen” fra en lille snæver fanskare, samtidig med at han ironiserer stærkt over den modernistiske kunstnermyte. Med denne ironiske fremstilling af sig selv som kunstner leverer han således en kritisk refleksion af både den moderne kunstner generelt og af sin egen rolle i særdeleshed.

    Litteratur

    Anders Kold, ”Den maskerede Lundstrøm”, Vilhelm Lundstrøm 100 år, Mette Thelle red., København 1993.

    Liza Burmeister Kaaring, ”Lundstrøm som klarsynet ironiker. Præsentation og fortolkning af Manden der ser alt”, SMK Art Journal 2008-09.

    Aksel Rode, ”Af en samtale med maleren Vilhelm Lundstrøm”, særtryk af Tilskueren,1939.

    Poul Uttenreitter, Vilhelm Lundstrøm, Vor Tids Kunst nr. 13, København 1933.

    Preben Wilmann og Marianne Brøns, Lundstrøm, København 1977.

    Senest opdateret: 31.Oct.2014