Mit spor gennem kunsthistorier

  • Abildgaard er en af dansk kunsts 'faderskikkelser', men har altid været en kontroversiel figur i kunsthistorien

    N.A. Abildgaard 1743-1809

    Abildgaard er en af dansk kunsts 'faderskikkelser', men har altid været en kontroversiel figur i kunsthistorien

    En udansk far til dansk malerkunst

    • ”Den danske Malerkunsts Fader” er Abildgaard blevet kaldt. Men samtidig er hans værker i mange år bl... Læs mere

    Jens Juel, <em>Nicolai Abildgaard</em>, 1771, olie på lærred, 59 x 46 cm, <link http://www.frederiksborgslot.dk/DK/index.htm>Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot</link> © fotograf Hans Petersen

    Jens Juel, Nicolai Abildgaard, 1771, olie på lærred, 59 x 46 cm, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot © fotograf Hans Petersen

    Forstør
    Alexander Trippel, <em>Nicolai Abildgaard</em>, portrætbuste, <link http://www.thorvaldsensmuseum.dk/>Thorvaldsens Museum</link>

    Alexander Trippel, Nicolai Abildgaard, portrætbuste, Thorvaldsens Museum

    Forstør

    Oprørsk mønsterelev

    • Abildgaard var en af de mest talentfulde elever på Kunstakademiet i 1760’erne, og i 1767 modtog han ... Læs mere

    N.A. Abildgaard, <em>David salves af Samuel</em>, 1767, olie på lærred, 103,3 x 136,8 cm, <link http://www.kunstakademiet.dk/>Det Kgl. Danske Kunstakademi</link>

    N.A. Abildgaard, David salves af Samuel, 1767, olie på lærred, 103,3 x 136,8 cm, Det Kgl. Danske Kunstakademi

    Forstør
    Johan Tobias Sergel, <em>Nicolai Abildgaard i Rom</em>, 1770'erne, bly, pen og brunt blæk, 216 x 155 mm,  <link http://www.nationalmuseum.se/>Nationalmuseum Stockholm</link>

    Johan Tobias Sergel, Nicolai Abildgaard i Rom, 1770'erne, bly, pen og brunt blæk, 216 x 155 mm,  Nationalmuseum Stockholm

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Den sårede Filoktet</em>, 1775, olie på lærred, 123 x 175,5 cm, KMS586, SMK

    N.A. Abildgaard, Den sårede Filoktet, 1775, olie på lærred, 123 x 175,5 cm, KMS586, SMK

    Forstør

    Traditionen: katalysator og spændetrøje

    • I slutningen af 1700-tallet føltes traditionen tung som en våd vinterdyne. Kunstnere havde astronomi... Læs mere

    N.A. Abildgaard, <em>Mandsfigur. Kopi efter Michelangelo</em>, 1774, olie på lærred. 100,5 x 75 cm, KMS7131, SMK

    N.A. Abildgaard, Mandsfigur. Kopi efter Michelangelo, 1774, olie på lærred. 100,5 x 75 cm, KMS7131, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Hamlet hos sin moder. Motiv fra Shakespeare</em>, ca. 1778, olie på lærred, 50,5 x 64 cm, KMS1019, SMK

    N.A. Abildgaard, Hamlet hos sin moder. Motiv fra Shakespeare, ca. 1778, olie på lærred, 50,5 x 64 cm, KMS1019, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Mareridt</em>, 1800, olie på lærred, 35,3 x 41,7 cm, <link http://www.vestkunst.dk/>Vestsjællands Kunstmuseum</link>

    N.A. Abildgaard, Mareridt, 1800, olie på lærred, 35,3 x 41,7 cm, Vestsjællands Kunstmuseum

    Forstør

    Politiske spændinger

    • Anden halvdel af 1700-tallet var en politisk omtumlet tid. I Danmark herskede enevælden, samtidig me... Læs mere

    N.A. Abildgaard, En adelig herre og en bonde på en vippe. Den første bliver vippet til vejrs, 1787, blyant, pensel og grå tusch, 150 x 147 mm, KKSgb3687, SMK

    N.A. Abildgaard, En adelig herre og en bonde på en vippe. Den første bliver vippet til vejrs, 1787, blyant, pensel og grå tusch, 150 x 147 mm, KKSgb3687, SMK

    Forstør
    Johann Friderich Clemens (efter N.A. Abildgaard), <em>Frihed, lighed og broderskab</em>, 1798, radering, farvelagt m. blå og rød, 376 x 480 mm, KKSgb5306, SMK

    Johann Friderich Clemens (efter N.A. Abildgaard), Frihed, lighed og broderskab, 1798, radering, farvelagt m. blå og rød, 376 x 480 mm, KKSgb5306, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Lykkens tempel</em>, 1785, olie på skærm med plade af tin, 181 x 150 x 17 cm, <link http://www.frederiksborgslot.dk/DK/index.htm>Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot</link>

    N.A. Abildgaard, Lykkens tempel, 1785, olie på skærm med plade af tin, 181 x 150 x 17 cm, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot

    Forstør

    Enevældens revolutionsmaler

    • Det kan lyde som et paradoks, at Abildgaard i samme periode også påtog sig bestillingsopgaver for ko... Læs mere

    N.A. Abildgaard, <em>Dokken anlægges under Christian VI</em>, 1786-1787, olie på lærred, 61,5 x 37 cm, KMS1139h, SMK

    N.A. Abildgaard, Dokken anlægges under Christian VI, 1786-1787, olie på lærred, 61,5 x 37 cm, KMS1139h, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Stavnsbåndets løsning 1788. Allegori</em>, 1790, olie på lærred, 62,5 x 37 cm, KMS598, SMK

    N.A. Abildgaard, Stavnsbåndets løsning 1788. Allegori, 1790, olie på lærred, 62,5 x 37 cm, KMS598, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Den ene langvæg. Udkast til dekoration af audienssalen</em>, 1790'erne, pen og sort blæk, pensel og vandfarve, 381 x 514 mm, KKSgb4060, SMK

    N.A. Abildgaard, Den ene langvæg. Udkast til dekoration af audienssalen, 1790'erne, pen og sort blæk, pensel og vandfarve, 381 x 514 mm, KKSgb4060, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Indervæggen med tronstolen. Udkast til dekoration af audienssalen</em>, 1790'erne, blyant, pen og sort blæk, pensel og vandfarve, 381 x 447 mm, KKSgb4056, SMK

    N.A. Abildgaard, Indervæggen med tronstolen. Udkast til dekoration af audienssalen, 1790'erne, blyant, pen og sort blæk, pensel og vandfarve, 381 x 447 mm, KKSgb4056, SMK

    Forstør

    Kynikeren

    • Kynisk. Menneskefjendsk. Indesluttet. Det er nogle af de ord, som Abildgaard har fået hæftet på sig.... Læs mere

    Johan Tobias Sergel, Abildgaard varmer sine fødder ved en kakkelovn, ca. 1797, pen og tusch, 210 x 343 mm, KKSgb8163, SMK

    Johan Tobias Sergel, Abildgaard varmer sine fødder ved en kakkelovn, ca. 1797, pen og tusch, 210 x 343 mm, KKSgb8163, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>En liggende langhåret hund</em>, udateret, sort og hvidt kridt på brunt papir, 144 x 206 mm, KKSgb3939, SMK

    © N.A. Abildgaard, En liggende langhåret hund, udateret, sort og hvidt kridt på brunt papir, 144 x 206 mm, KKSgb3939, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Diogenes der søger et menneske</em>, 1780'erne, pen, tusch og lidt hvid farve, 146 x 131 mm, KKSgb3708, SMK

    N.A. Abildgaard, Diogenes der søger et menneske, 1780'erne, pen, tusch og lidt hvid farve, 146 x 131 mm, KKSgb3708, SMK

    Forstør

    Bøger og erotik

    • Om Abildgaard opfattede sig selv som menneskefjendsk og indesluttet, er ikke godt vide. Han var dog ... Læs mere

    N.A. Abildgaard, <em>Profilbillede af kunstnerens anden hustru Juliane Marie Abildgaard</em>, 1803, blyant, pen, pensel, sort og brunt blæk. Omrammet af bort af sort blæk, 144 x 134 mm, KKSgb3872, SMK

    N.A. Abildgaard, Profilbillede af kunstnerens anden hustru Juliane Marie Abildgaard, 1803, blyant, pen, pensel, sort og brunt blæk. Omrammet af bort af sort blæk, 144 x 134 mm, KKSgb3872, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Tjenestepigen Fotis forfærdes over, at heksesalven forvandler hendes elsker Lucius til et æsel og ikke til en fugl</em>, 1809, olie på lærred. 42 x 47 cm, KMS591, SMK

    N.A. Abildgaard, Tjenestepigen Fotis forfærdes over, at heksesalven forvandler hendes elsker Lucius til et æsel og ikke til en fugl, 1809, olie på lærred. 42 x 47 cm, KMS591, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Hylas, kærtegnet af nymfen</em>, efter 1800, blyant, pen, sort blæk, pensel og grå lavering på brunt papir, 169 x 218 mm, KKSgb4090, SMK

    N.A. Abildgaard, Hylas, kærtegnet af nymfen, efter 1800, blyant, pen, sort blæk, pensel og grå lavering på brunt papir, 169 x 218 mm, KKSgb4090, SMK

    Forstør
    N.A. Abildgaard, <em>Den østre gavlside af Spurveskjul</em>, efter 1803, blyant, pen, gråt blæk, pensel, svag gul samt grå vandfarve, 226 x 184 mm, KKSgb3879, SMK

    N.A. Abildgaard, Den østre gavlside af Spurveskjul, efter 1803, blyant, pen, gråt blæk, pensel, svag gul samt grå vandfarve, 226 x 184 mm, KKSgb3879, SMK

    Forstør

    Abildgaard med egne ord

    • Fra skriftet Til mine Landsmænd, 1785 Læs mere

    N.A. Abildgaard, <em>Udkast til Filoktet-figuren</em>, ca. 1774-75, blyant, 168 x 223 mm, KKSgb3601 verso, SMK

    N.A. Abildgaard, Udkast til Filoktet-figuren, ca. 1774-75, blyant, 168 x 223 mm, KKSgb3601 verso, SMK

    Forstør

    Sagt om Abildgaard

    • Filolog Torkel Baden, om vennen Abildgaards rekordhurtige vej gennem akademiet Læs mere

    Johan Tobias Sergel, <em>Portrætmedaljon af Nicolai Abraham Abildgaard</em>, 1794, bemalet gips, 12,6 cm, KMS5677, SMK

    Johan Tobias Sergel, Portrætmedaljon af Nicolai Abraham Abildgaard, 1794, bemalet gips, 12,6 cm, KMS5677, SMK

    Forstør
    Træk i billedbåndet
    Abildgaard er en af dansk kunsts 'faderskikkelser', men har altid været en kontroversiel figur i kunsthistorien

    Kort om Abildgaard

    • Professor på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København fra 1778 til sin død i 1809.
    • Betragtes som en 'faderskikkelse', men samtidig en kontroversiel og antiautoritær figur i dansk kunsthistorie.
    • Multikunstner – historiemaler, arkitekt, møbeldesigner, satirisk tegner, illustrator, kostumedesigner, politisk engageret og bogsamler.
    • Uhyre belæst kunstner med speciale i motiver fra den antikke og nordiske mytologi, Shakespeare, den skotske barde Ossian og danmarkshistorien.
    • Kendt for sin dramatiske stil med svulmende muskuløse og gestikulerende figurer – ofte med politiske eller erotiske undertoner.
    • Ivrig tilhænger af tidens oplysningsfilosofi og reformpolitik – og en skarp kritiker af samfundets ulighed og uretfærdighed.

    En udansk far til dansk malerkunst

    Af: Merete Sanderhoff  |  2 billeder

    ”Den danske Malerkunsts Fader” er Abildgaard blevet kaldt. Men samtidig er hans værker i mange år blevet set som kryptiske, manierede og 'udanske' set i lyset af de værdier, dansk kunst traditionelt tillægges: Det naturtro, ligefremme og uhøjtidelige. Abildgaard er alt andet. Han var historiemaler – datidens fornemste kunstneriske disciplin – og hans billeder er sprænglærde, fulde af referencer til antikkens litteratur og mytologi, Shakespeares og Holbergs skuespil, danmarkshistorien og samtidens filosofiske, religiøse og politiske debatter. Læg dertil hans brug af poserende, stærkt udtryksfulde figurer og højstemt patos, og du har opskriften på en outsider i dansk kunst.

    ”Abildgaards kloge og kolde Intelligens-Kunst”, som kunsthistorikeren A. Røder engang har kaldt den, er dog i de seneste årtier blevet taget op til fornyet overvejelse. I dag betragtes han som et usædvanligt internationalt indslag i dansk kunst omkring 1800. Abildgaard har som én af ganske få danske kunstnere været genstand for international interesse – både i sin egen levetid, hvor han var højt respekteret rundt om ved de europæiske hoffer og kunstakademier, og i dag, hvor hans værker for nylig har været udstillet på Louvre i Paris og Hamburger Kunsthalle.

    Oprørsk mønsterelev

    Af: Merete Sanderhoff  |  3 billeder

    Abildgaard var en af de mest talentfulde elever på Kunstakademiet i 1760’erne, og i 1767 modtog han den store guldmedalje for maleriet Samuel salves af David. Det udløste et rejsestipendium til Rom. Samtidig var den unge Abildgaard tændt af begejstring for de reformtanker, han mødte hos periodens franske oplysningsfilosoffer – blandt andre Voltaire, Montesquieu og Rousseau – som gjorde op med faste autoriteter og nedarvede privilegier.

    Den slags oplevede han også på egen krop på det hierarkiske akademi. Selvom han havde vundet guldmedaljen, måtte han sammen med andre præmierede elever vente i kø på, at et stipendium skulle blive ledigt. Da en af akademiets professorer ville lade sin nevø springe køen over, tog Abildgaard sagen i egen hånd. Han fik trumfet igennem, at alle kandidater i kø skulle konkurrere på lige vilkår om stipendiet. Abildgaard vandt konkurrencen, og i 1772 kunne han endelig høste frugterne af sin guldmedalje og tage på en flere år lang dannelsesrejse.

    I Rom blev han hurtigt del af en klike af unge kunstnere, der bl.a. talte Johan Tobias Sergel fra Sverige og Johann Heinrich Füssli fra Schweiz. Her malede han Den sårede Filoktet, en dramatisk figur, der er lige ved at sprænge billedrammen af bare indestængt kraft. Billedet anses for hans første hovedværk, men er samtidig et meget omdiskuteret værk i dansk kunsthistorie pga. Filoktets unaturligt forvredne krop og ukontrollerede smertesudbrud.

    Efter at være vendt hjem fra Rom blev Abildgaard i 1778 tilbudt posten som professor ved Kunstakademiet i København – et embede der betød at han bl.a. fik Bertel Thorvaldsen som elev.

    Traditionen: katalysator og spændetrøje

    Af: Merete Sanderhoff  |  3 billeder

    I slutningen af 1700-tallet føltes traditionen tung som en våd vinterdyne. Kunstnere havde astronomiske forbilleder at leve op til: Antikkens kunst og dens store arvtagere Rafael, Michelangelo og Poussin blev anset for kunsthistoriske højdepunkter, som hver ny generation ydmygt måtte efterfølge, vel vidende at ingen nogensinde ville kunne svinge sig op til fortidens højder.

    Tyskeren Johann Joachim Winckelmann, som regnes for den første moderne kunsthistoriker, var med til at cementere denne situation. Ud fra studier af Roms antikke fortidslevn i 1750’erne og 60’erne skabte han myten om antikkens 'ædle enkelhed og stille storhed', baseret på klassikere som Venus fra Milo og Apollon Belvedere. Allerede i samtiden var der dog nogle, der henledte opmærksomheden på, at der også fandtes mange eksempler på antik kunst, der var uharmonisk og fuld af drama. Men det blev Winckelmann, der fik patent på antikken som rolig, ren og regelmæssig – et billede der har holdt sig helt op til nutiden, hvor det kun er få år siden at forskere afslørede, at antikkens skulpturer som regel var malede i kraftige farver!

    Winckelmanns nyklassicisme dannede skole for generationer af kunstnere. Men frem for lydigt at følge traditionens forskrifter, brugte Abildgaard dem som en mur at spille op ad. Ikke at han brød med traditionen – han var dybt betaget af Roms kunstskatte både fra antikken og renæssancen – men han udfordrede bevidst dens dogmer for at vriste sig fri og bemægtige sig et selvstændigt kunstnerisk ståsted på skuldrene af fortidens kæmper.

    Den strategi, som Abildgaard ikke var ene om, er blevet udlagt som et forsøg på at skabe en ny norm for kunstnerisk geni: Den virkeligt geniale kunstner fulgte ikke nogle tillærte regler, men skabte frit og uafhængigt, som noget helt naturligt. Det er også en af grundene til at Shakespeare kom på mode i 1770’erne. Han var kendt for at overtræde skuespilkunstens regler og dyrke det uventede. Abildgaard var blot én af mange kunstnere i tiden, der identificerede sig med Shakespeare og omsatte hans dramaer til olie på lærred. En anden digter, der blev kult i slutningen af 1700-tallet, var den skotske barde Ossian fra det 3. århundrede. Han blev kaldt nordens svar på Homer, og hans mytologiske heltekvad, der er hjemsøgt af genfærd og måneskin, inspirerede digtere, komponister og kunstnere over hele Europa – heriblandt Abildgaard.

    Det placerer ham lige i vadestedet mellem to epoker: Oplysningstiden på den ene side, med dens ophøjelse af fornuft, dannelse og orden, og romantikken på den anden, med dens dyrkelse af det sanselige, intuitionen og det sublime.

    Politiske spændinger

    Af: Merete Sanderhoff  |  4 billeder

    Anden halvdel af 1700-tallet var en politisk omtumlet tid. I Danmark herskede enevælden, samtidig med at reformister kæmpede for at skaffe borgerne frihed til at tale og handle frit, inspirerede af tidens oplysningsfilosofi. De politiske spændinger prægede også kulturlivet, og Abildgaard var en af dem, der fulgte engageret med i samtidens filosofiske og politiske debatter. Ikke mindst den franske revolution optog ham og fyldte ham med begejstring, og Trikolorens farver rød-hvid-blå går symbolsk igen i flere af hans politisk farvede allegorier.

    Selvom han flere gange lavede bestillingsarbejder for kongehuset, opførte han sig ikke som lakaj for enevælden. Tværtimod var han ivrig tilhænger af Struensee og hans politiske reformer. I 1771 indførte Struensee ytringsfrihed i Danmark, og Abildgaard greb bolden og producerede i årene frem mod 1800 en række politiske satirer sammen med sin ven, kobberstikkeren Johann Friderich Clemens under fællesnavnet ”Jonas”.

    Billederne gik i kødet på tidens samfundsmæssige uretfærdigheder, såsom stavnsbåndet og hoveriet, der tvang de danske bønder til at pukle for rige godsejere i stedet for selv at høste frugterne af deres arbejde. Tidens politiske stemning bølgede frem og tilbage mellem reform og magtfuldkommenhed: Stavnsbåndet blev ophævet i 1788, men ytringsfriheden blev kraftigt indskrænket i 1799 efter 18 år med større frihed.

    Abildgaard oplevede det hele. Han begræd dybt, at Struensee blev halshugget i 1772. Han var en af initiativtagerne til Frihedsstøtten ved Vesterport, der hylder stavnsbåndets ophævelse. Han resignerede og holdt inde med at lave politiske satirer og allegorier omkring 1800, som en konsekvens af den indskrænkede ytringsfrihed – og i skuffelse over at Napoleon havde fået et diktatur ud af folkets revolution i Frankrig.

    Abildgaards malerier fra omkring 1785 frem til 1800 flyder over af samfundskritik. I dag kan det være svært at forstå, hvor politisk sprængfarlige Abildgaards allegoriske malerier rent faktisk var. De ser ret tilforladelige ud, nærmest lidt tørre, når man ikke kender koderne. Men for samtidens publikum var den politiske situation, som billederne fabulerer over, helt tæt på i hverdagen. Billeder som Lykkens Tempel og serien med Ludvig Holbergs romanfigur Niels Klim er satiriske udfald mod enevælden og samfundets dogmatiske indretning generelt. Som den oplysningsmand Abildgaard var, stred han mod nedarvede, ubegrundede love og privilegier, og brugte sin pensel til at spidde dem med.

    Enevældens revolutionsmaler

    Af: Merete Sanderhoff  |  4 billeder

    Det kan lyde som et paradoks, at Abildgaard i samme periode også påtog sig bestillingsopgaver for kongehuset, bl.a. at udsmykke riddersalen i det første Christiansborg Slot med allegorier over Danmarks historie og kongerække. Men hans evner var eftertragtede, og for ham var det både en prestigefyldt og interessant opgave. Abildgaards politiske holdninger får også lov at skinne igennem flere steder, fx når han skildrer nogle af de danske konger som jævnbyrdige med folket frem for hævet over det. Abildgaard blev afskediget før han var færdig med opgaven, angiveligt pga. besparelser, men sikkert også fordi der var uenighed om et af motiverne: Den kongelige mæcen modsatte sig, at Christian 7. blev skildret som stavnsbåndets ophæver.

    Christiansborg-billederne betragtes som et af Abildgaards hovedværker, men i dag er kun tre malerier og skitserne tilbage. Den 26. februar 1794 udbrød der nemlig brand på Christiansborg Slot og størstedelen af Abildgaards store malerier blev ædt af flammerne.

    ”Der brænder mit navn!” siges det at han udbrød ved synet af branden.

    Efter branden blev Abildgaard hyret af kongen igen, denne gang for at indrette Levetzaus palæ på Amalienborg til kongelig bolig. Det var endnu en omfattende opgave for kongehuset, hvor Abildgaard både fungerede som arkitekt, bygningskonstruktør og indretningsarkitekt.

    Kynikeren

    Af: Merete Sanderhoff  |  3 billeder

    Kynisk. Menneskefjendsk. Indesluttet. Det er nogle af de ord, som Abildgaard har fået hæftet på sig. Faktisk opfattede han også sig selv som kyniker, men i en anden forstand end vi bruger det i dag. Han bekendte sig til den antikke græske filosofi kynismen opkaldt efter 'kyne' der betyder hund. En filosofi der ifølge kunsthistorikeren Thomas Lederballe gik ud på ”en afsværgelse af alt, som ikke var strengt nødvendigt til livets opretholdelse” – et enkelt fordringsløst liv, ligesom en hunds.

    Kynismens hovedfigur Diogenes sammenfatter filosofiens grundidé med ordene:

    ”Jeg logrer for dem, som giver mig noget; jeg gør af dem, som ikke giver, og jeg bider de slemme.”

    En sætning, der meget fint rammer den dobbelthed, der ligger i Abildgaards rolle som 'enevældens revolutionsmaler', som Christian Kronman har kaldt kunstneren. Diogenes blev opfattet som et ideal i oplysningstiden, fordi han turde tale magten midt imod, så det er ikke mærkeligt at Abildgaard identificerede sig med ham og hans kynisme.

    Bøger og erotik

    Af: Merete Sanderhoff  |  5 billeder

    Om Abildgaard opfattede sig selv som menneskefjendsk og indesluttet, er ikke godt vide. Han var dog et eksklusivt gemyt, der kun var værdsat af en snæver kreds. Til gengæld ejede han en omfattende bogsamling, hvor han dyrkede og udbyggede sin store viden indenfor litteratur, mytologi, historie, filosofi, kunst, arkitektur, numismatik m.m. Abildgaards første ægteskab bliver ofte nævnt som en medvirkende årsag til, at han holdt sig på afstand af det offentlige liv. Hustruen Anna Maria Oxholm forlod ham efter 3 års samliv til fordel for en anden, og den efterfølgende retssag blev en overgang et hedt emne i den københavnske sladder.

    Der gik ti år før Abildgaard giftede sig igen. Da var han 60 år, og Juliane Marie Ottesen kun 27, men aldersforskellen til trods blev det et meget lykkeligere ægteskab end det første. Det smitter af på nogle af Abildgaards sene værker, fx de fire scener fra Terents’ komedie Pigen fra Andros, hvor han flere steder hentyder til sin nye familielykke. Læg i øvrigt mærke til, at en hund går igen i alle fire billeder – den ligner efter sigende Abildgaards egen hund Giordano, men er også blevet tolket som en slags selvportræt, i forlængelse af hans bekendelse til kynismen.

    I det hele taget bevæger Abildgaards sene værker sig i en helt anden sfære end de lærde historiemalerier og politiske satirer fra ytringsfrihedens tid. Flere Abildgaard-forskere mener, at den politiske skuffelse, kunstneren oplevede, fik ham til at fortrække til et 'indre eksil'. De sidste fire somre tilbragte Abildgaard med sin familie på landstedet Spurveskjul.

    En anden dansk maler, Vilhelm Hammershøi, boede også en overgang i Spurveskjul.

    Her dyrkede han – udover haven – nogle nye og lettere motiver, ofte med kærlighed og erotik som omdrejningspunkt. Motiverne hentede han i den antikke mytologi og litteratur, som han i årevis havde fordybet sig i ved kakkelovnen i sit bibliotek.

    Abildgaards eftermæle

    Af: Merete Sanderhoff

    Allerede kort efter hans død stod det klart, at der ikke for alvor var nogen arvtagere til hans komplekse, intellektuelle malestil – selvom han havde haft talrige elever på akademiet og været en indflydelsesrig figur i dansk kunstliv. Romantikkens kunstsyn vandt frem og forskød snart den kunstneriske interesse i retning af større enkelhed, naturlighed og følelse. Det er i høj grad takket være Juliane Maries ihærdige indsats i årene efter sin mands død, at hans eftermæle er blevet bevaret.

    Oehlenschläger skrev dette vers om Abildgaard, der netop sætter spørgsmålstegn ved, om kunstneren egentlig blev værdsat og forstået af sin samtid:

    ”Abildgaard taler Steds naar han maler; Mørk var han Sjæl, men høitidelig stor. Skjønte du paa ham, du taagede Nord? Ild var hans Aand; du dens Mærke nu skuer Sjelden, thi Luen fortæred hans Luer.”

    Inspirationskilder og netværk

    Af: Merete Sanderhoff

    Abildgaard fik klassicismen og historiemaleriet ind med modermælken på akademiet, hvor hans væsentligste lærere var Johannes Wiedewelt og Johan Edvard Mandelberg. I Rom studerede han indgående renæssancens kunstnere og knyttede venskaber med andre jævnaldrende kunstnere, der også var på dannelsesrejse til den evige stad – heriblandt Johan Heinrich Füssli og Johan Tobias Sergel, som forblev hans gode ven livet igennem.

    Tilbage i Danmark omfattede hans omgangskreds billedkunstnere som Jens Juel og C.F. Høyer, højtuddannede folk som Torkel Baden og Peter Andreas Heiberg (der blev landsforvist 1799 pga. sin udstrakte brug af ytringsfriheden), digterne Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger, og ikke mindst de elever Abildgaard underviste som professor på akademiet, Bertel Thorvaldsen og Asmus Jacob Carstens, Caspar David Friedrich og Philipp Otto Runge. Et af Abildgaards mere eksotiske bekendtskaber var den franske republiks udsending Philippe-Antoine Grouvelle, som var manden der overbragte den franske konge Ludvig 16. hans dødsdom.

    Vidste du at

    Abildgaard dannede forbillede for figuren professor Appius Herdonius i nøgleromanen Maleren, eller Kun i Graven er Fred (1811) om kunstnere på Akademiet i København omkring 1800. Romanen blev udgivet af en anonym forfatter, men det var tydeligt for samtidens kunstliv, at det var en af Abildgaards mange uvenner, der stod bag bogen. Appius Herdonius er skildret som en lærd og politisk engageret, men usympatisk person, der bliver den indirekte årsag til en ung, fattig akademielevs død.

    Abildgaard med egne ord

    1 billede

    ”En Historie-Maler uden Kundskab, uden Skiønsomhed og Følelse er med den konstigste Pensel det samme, som en Skribent, der ikke har anden Fortieneste, end at han skriver zirlige Bogstaver.”

    Fra skriftet Til mine Landsmænd, 1785

    ”…da enhver, som kiender Rom, veed, at der i det mindste udkræves et Aar for at kunne sige: man har seet hvad der er at see af Betydenhed, og hvor ofte maae man ikke igientage mange Ting, og hvad seer man første, anden og tredje Gang i Rafaels Arbeid? man er som den Stodder, der aldrig har seet 10 Daler samlet, og med et faaer 10000. Hvad Tanke kan han giøre sig om Brugen af disse Penge første, anden og tredie Gang, han beskuer dem?”

    Om betagelsen af Rafael og Roms øvrige kunstskatte, 1786

    Sagt om Abildgaard

    1 billede

    ”[Han] var saa lærenem, at han fra anden Frihaandstegningsskole sprang lige over i Modelskolen, uden at have tegnet efter Gypsfigurer, og uden at oppebie Akademiets Kiendelse om hans Duelighed til at tegne en Figur efter Naturen. Saly, som da var Directeur, studsede over Ynglingens Dristighed, men denne retfærdigede sig fuldkomment ved sin første Prøvetegning.”

    Filolog Torkel Baden, om vennen Abildgaards rekordhurtige vej gennem akademiet

     

    ”… denne Kunstners egne, ofte meget bizarre Ideer var lutter Hieroglypher for de unge Efterlignere.”

    H. Hansen, om Abildgaard i rollen som professor på kunstakademiet, 1827

     

    ”Da han blev begraven (…) forlangte Akademiets Disciple, som Tegn paa deres Høiagtelse og Kjærlighed, at bære ham derfra ligetil Kirkegaarden, og Øienvidner erindre endnu, at de ikke vilde slippe Kisten, da Folk paa Gaden kom til og tilbød at ville bære.”

    P.L. Møller, om Abildgaards begravelse, 1847

     

    ”[Han erstattede] den umiddelbare Følelse ved spidsfindig udspekulerede Hentydninger, saa at til Slutningen Forklaringen i Katalogen blev mere vigtig end Malerierne selv.”

    Kunsthistoriker Julius Lange, 1887

     

    ”… [en] Eklektiker, der paa Skyer af Bogstøv svævede til den ophøiede Verden, hvor man keder sig.”

    Kunsthistoriker Karl Madsen, 1906

     

    ”… hans mythologiske Guddomme og allegoriske Figurer er stive i Lemmerne af Sagens Højtidelighed og bærer deres Værdighed og deres ”Idé” med den upaaklageligste, tørreste, ceremonielle Alvor”

    Kunsthistoriker A. Røder, om Abildgaards allegorier til riddersalen på Christiansborg Slot, 1907

     

    ”Som fortolker og formidler af den klassiske tradition indtager Abildgaard en fremtrædende plads blandt oplysningstidens europæiske kunstnere.”

    Professor Patrick Kragelund, om Abildgaards position i europæisk historie, 1999

     

    ”… jeg spørger, hvorfor man ikke har været i stand til at se på dette billede, der forener skildringen af smerte med en homoerotisk lyst, og i stedet har begravet det og kunstneren under litterære studiers støv.”

    Kunsthistoriker Henrik Holm, om det provokerende i Abildgaards Den sårede Filoktet, 2005

    Litteratur

    Thomas Lederballe, Nicolai Abildgaard: Kroppen i oprør, Statens Museum for Kunst 2009.

    Patrick Kragelund, Abildgaard. Kunstneren mellem oprørerne, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet 1999.

    Charlotte Christensen, Maleren Nicolai Abildgaard, Gyldendal 1999.

    Christian Kronman, ”Enevældens revolutionsmaler: historiemaleren Nicolai Abildgaard”, Forskning & samfund nr. 1, 1991.

    Kasper Monrad i samarbejde med Peter Nørgaard Larsen, Mellem guder og helte. Historiemaleriet i Rom, Paris og København 1770-1820, Statens Museum for Kunst 1990.

    P.L. Møller, ”Om maleren Abildgaard”, Gæa: Æstetisk Aarbog, 1847.

    A. Røder, ”Malerkunst på Abildgaards og Juels Tid”, Karl Madsen (red.), Kunstens Historie i Danmark, Alfred Jacobsens Grafiske Etablissement 1901-1907.

    Senest opdateret: 22.Dec.2014