Mit spor gennem kunsthistorier

  • Nolde har forklaret, at han skabte Nadveren i en trancelignende tilstand, hvor han steg ned i de mystiske dybder af menneskelig-guddommelig eksistens

    Emil Nolde: Nadveren, 1909

    Nolde har forklaret, at han skabte Nadveren i en trancelignende tilstand, hvor han steg ned i de mystiske dybder af menneskelig-guddommelig eksistens

    Kort om Nadveren

    • Med Nadveren finder Nolde det kunstneriske udtryk, som han holder fast i resten af sit virke. Det er med dette værk, at han for alvor bliver ekspressionist
    • Han bevæger sig væk fra naturen og tættere på et udtryk, der afspejler en indre, sjælelig tilstand
    • Noldes skildring af Nadveren undgår bevidst det sødladne, og koncentrerer sig i stedet om at gengive den intense stemning mellem den lidende Kristus og hans tolv diciple
    • Billedet er samtidig et udtryk for Noldes egen intense religiøse oplevelse på et tidspunkt, hvor han netop var kommet sig over en forgiftning, der nær havde taget livet af ham

    Nolde i trance

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    1909 var året, hvor Emil Nolde, 42 år gammel, var i færd med at gøre sig fri af et udtryk med naturen som forbillede. Han ønskede et mere følelsesbetonet udtryk, et udtryk med rod i sjælen. Midt i denne søgen drak han noget fordærvet vand og blev dødssyg af forgiftningen. Da han igen var klar til at arbejde, gik han i gang med at skildre den sidste nadver. Forgiftningen havde ifølge Nolde selv svækket hans forsvarsværker og nedbrudt hans hæmninger, hvilket muliggjorde den trancelignende tilstand, som han, ifølge eget udsagn, var i, mens han malede billedet. Værket kom på én gang til at markere overgangen til Noldes særegne udtryk og begyndelsen på en længere række af religiøse billeder.

    Om arbejdet med værket har Nolde skrevet:

    ”En uimodståelig trang til skildring af dyb åndelighed, religion og indre liv havde jeg fulgt, dog uden megen viden, vilje eller overvejelse. Tidligere havde jeg blot tegnet et par apostelhoveder og et Kristushoved. Næsten forskrækket stod jeg foran det skitserede værk, uden noget forbillede i naturen at ty til, og nu skulle jeg male den mest hemmelighedsfulde, dybsindigste hændelse i den kristne religion! Kristus med et helligt forklaret, helt indadvendt udtryk, og på begge sider af ham kredsen af hans disciple, dybt bevægede.”

    ”Jeg malede og malede og vidste knap, om det var dag eller nat, eller om jeg var menneske eller blot maler.”

    Nolde fortæller selv, at det var afgørende for værkets udførelse, at han følte sig fri af Bibelens bogstav og stivnede dogmer. Havde han været tynget af konventioner, havde han ikke kunne male Nadveren og det efterfølgende ligeledes religiøse Pinse med samme dybe følelse.

    ”Jeg måtte være kunstnerisk fri – ikke have Gud over for mig som en stålsat assyrisk hersker, men have Gud i mig, varm og hellig som Kristi kærlighed.”


    Emil Nolde, Pinse, 1909, Neue Nationalgalerie, Berlin © Nolde Stiftung Seebüll


    Begge billeder krævede en helt særlig tilstand, som han har beskrevet som, at han steg ned ”i de mystiske dybder af menneskelig-guddommelig eksistens.” Den trancelignende tilstand som maleren oplevede under sit arbejde slår stærkt igennem i værkerne, der fremstår nærmest ekstatiske i deres udtrykskraft.

    Det var med disse to religiøse billeder, at Nolde for alvor blev ekspressionist, i betydningen af en kunstner, der i sine værker giver udtryk for ”en indre kraft”. Selv siger han:

    ”Med billederne ”Nadver” og ”Pinse” kom vendepunktet fra den optiske, ydre skønhed til den følte indre værdi. De blev milepæle – og vel ikke blot i mit værk.”

    Da Nolde blev Nolde

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Før Nolde fandt sit eget udtryk, havde han oplevet nogle år med en uforløst søgen efter et udtryk med bund i ”noget dybere liggende”:

    ”Den måde jeg de sidste år havde tegnet og malet på – med naturen som forbillede, og helst færdigt med den første streg og den første farve – tilfredsstillede mig ikke længere. Når jeg tegnede, havde jeg visket og kradset på papiret, til det var helt gennemhullet, for at fange noget andet og mere, end hvad der hidtil var lykkedes mig, jeg søgte at finde den dybest liggende. Med impressionismens midler havde jeg kun fundet en vej, ikke et mål, der kunne stille mig tilfreds.”

    Med motiverne fra det nye testamente fandt Nolde ikke bare et nyt indhold med rod i sit sjælelige indre, men også sit stilistiske udtryk. Værkerne er kendetegnet ved en voldsom og til tider ret grel farvebrug. Malemåden er grov med brede, synlige, urolige penselstrøg. Motiverne fylder billedfladen helt ud, så man kan have en oplevelse af, at motivet fortsætter bag billedets kant. Dette gælder for både Nadveren og Pinse, hvor der hersker en nærmest kaotisk trængsel af figurer og hoveder. Rummet og bordet i midten af begge billeder er kun sparsomt synligt. Manglen på rumskabende elementer bidrager til oplevelsen af et fladt, lavt billedrum, der understreger værkernes fortættede stemning.

    Resultatet er nogle meget kraftfulde billeder, der afspejler motivets intense situationer og stemninger, og hvor farven er udtrykkets bærende kraft.

    Kærlighed og forræderi

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Som midtpunkt for de tolv disciple sidder Kristus med hænderne foldet omkring et drikkekrus. Hans gustne ansigtsfarve, næsten lukkede øjne og halvt åbne mund synes at bringe anelser om de lidelser, som han i fremtiden skal gennemleve for menneskenes skyld. Med sine sammenfaldne kinder og sit indadvendte udtryk, ligner Kristus næsten allerede en døende. Samtidig er billedet fyldt med disciplenes kærlighed til Kristus, som de flokkes tæt omkring, alt imens de holder hinandens hænder eller holder beskyttende om hinandens skuldre. Det er en skildring af dybfølt kærlighed og sammenhold.

    En enkelt er dog udenfor, og vender i stedet sin opmærksomhed ud mod betragteren. Figuren ses i billedets venstre hjørne, næsten skjult bag de andre. Alfred Hentzen har peget på, at denne 13. figur formodentlig er Judas, der allerede på dette tidspunkt har forladt, eller er på vej til at forlade flokken, for at forråde Jesus. Dermed beretter billedet samtidig om det forræderi, der vil finde sted, og som vil splitte gruppen.

    Udover Kristus og Judas er Johannes den eneste anden figur, som er identificerbar i billedet. Ud fra en navngivet skitse af et apostelhoved, kan figuren med hovedet hvilende på Kristi skulder udpeges som Johannes. Antagelsen underbygges af, at Johannes betragtes som "den discipel, Jesus elskede" (Johannesevangeliet) og som Jesu særlige fortrolige, hvorfor det giver mening, at det er netop Johannes, som er gengivet i en så hengiven relation til ham. Det kan være svært at afkode Johannesfigurens udtryk, men som jeg oplever det, udtrykker figuren en fin dobbelthed mellem hengivenhed til Jesus og sorg, over det der skal ske.

    Noldes skildring af Nadveren er barsk. Ikke kun i kraft af den voldsomme farvebrug, den grove skildring af de alvorlige, bondske disciple og den lidende Kristus, men i kraft af billedets stemning, der i lige så høj grad er præget af utryghed og mistro, som af sammenhold. Det var Noldes bevidste valg at undgå det sødladne, som havde præget det forrige århundredes mange Kristus-skildringer. Formålet var ikke at behage, men i stedet at levere en sanse- og følelsesmættet skildring af en dyb åndelig oplevelse. Som kunsthistorikeren Gertrud Købke Sutton har skrevet, er der tale om ”en trosbekendelse i både religiøs og malerisk forstand.”

    Nybrud og tilbageblik

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Ligesom værket i Noldes egen produktion markerede et vendepunkt, markerede det også et nybrud indenfor nyere tids religiøse billeder. Samtidig trækker værket tråde tilbage til ældre malerkunst, blandt andet til Rembrandt.


    Emil Nolde, Kristus i Emmaus, 1904, altertavle i Ølstrup Kirke.
    Foto: Gitte Volsmann, Videbæk Bogtrykkeri A/S.


    Fem år tidligere, i 1904, udførte Nolde Kristus i Emmaus, som altertavle til Ølstrup kirke i Jylland. Også her er Kristus hovedperson og maleriets omdrejningspunkt, ligesom Kristus er omgivet af et særligt lys uden tydelig lyskilde, men ellers er de to billeder radikalt forskellige. Nolde har fortalt, at han i det tidlige værk var stærkt inspireret af Rembrandts Emmaus billede fra 1648. Som flere forskere, her i blandt Alfred Hentzen, har peget på, er det sandsynligt, at Nolde stadig havde værket i tankerne, da han malede Nadveren 5 år efter.


    Rembrandt, Kristus i Emmaus, 1648, Louvre.


    Derudover viser skildringen af Kristus og disciplene blandt andet inspiration fra tyske Matthias Grünewald, mens der i værkets komposition ses stærke paralleller til Rembrandts Batavernes ed. Maleriet, der ligeledes forestiller en gruppe samlet i en fælles handling omkring et bord, havde Nolde set i Stockholm i 1908. I Mit liv fremhæver han værket som langt det bedste billede på rejsen til byen. Rembrandts billede er præget af den samme intense koncentration omkring en stærk og dominerende hovedperson og en fælles handling som Noldes, ligesom lyset også her synes at strømme op på figurernes ansigter fra en mystisk og uidentificerbar lyskilde på bordet.

    Kunsthistorikeren Gertrud Købke Sutton har skrevet om slægtskabet de to billeder imellem og om hvordan begge billeders ånd personificeres i hovedpersonerne Claudius og Kristus:

    ”De er målt med samme alen; begge dominerer scenen med næsten dæmonisk magt. De er billedernes egentlige indhold, og takket være deres udstråling formidles og opfanges handlingens budskab. Claudius er vagtsom, selvbevidst og handlekraftig, egenskaber som også Kristus besidder, men som han administrerer anderledes ifølge sit kald som religionsstifter. I en ekstase-lignende tilstand udtaler han 'de dybest følte ord, som er os bevarede i hans sakramenter'.”

    Proveniens

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    I Mit liv skriver Nolde om modtagelsen af Nadver og Pinse:

    ”Længe varede det ikke, før jeg foran mine billeder skulle opleve de let henkastede ord: ’bespottelse og blasfemi’”.

    Og Nadveren har da også levet et noget omtumlet liv, der blandt andet kan aflæses i dets provenienshistorie, her opstillet i punkter:

    1913: Købt af Städtisches Museum, Halle

    1937: Konfiskeret af nazisterne som ”entartete”. Link til historie.

    1939: Købt tilbage af Nolde selv, med svogeren Aage Vilstrup som mellemmand

    1956: Givet som testamentarisk gave til Statens Museum for Kunst, der i første omgang ikke ønskede at modtage maleriet, men endte med at acceptere gaven i 1959. Læs mere om denne historie her…

    Litteratur

    Emil Nolde og Danmark, Aase Bak og Gitte Ørskov red., KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg 2009.

    Alfred Hentzen, Emil Nolde. Das Abendmahl, Philipp Reclam Jun. Stuttgart 1964.

    Emil Nolde, Mit liv, København 1996.

    Gertrud Købke Sutton, ”Noldes nadver. En kunstners beretning”, Louisiana Revy 27. årgang nr. 2, december 1986.

    Senest opdateret: 23.Jul.2014