Værker

Opgør med en skulptur i balance

Af: Liza Burmeister Kaaring  |  2 billeder

I symbolisternes kunst kom følelserne og fantasien i centrum. Et indhold, der hos Niels Hansen Jacobsen ofte blev iblandet sære og groteske elementer. Denne kombination af det sjælelige og det groteske var svær at forene med den klassiske form, som den Thorvaldsen stod som hovedeksponent for i Danmark, og som indtil symbolismen havde domineret skulpturens udtryk. En skulptur, der med rod i den antikke græske skulptur, var kendetegnet ved ro, balance og harmoni.

Prototypen på den thorvaldsenske skulptur er en opretstående idealiseret menneskefigur, præget af både indre og ydre balance, der finder sit udtryk i følelsesmæssigt glatte ansigter og en form, der pænt holder sig indenfor soklens afgrænsning. Niels Hansen Jacobsen måtte derfor udvikle et formudtryk, der kunne rumme og udtrykke hans nye indhold. Om behovet for et nyt udtryk sagde Hansen Jacobsen selv:

”Vi kunstnere har ikke længere Lov til, som Thorvaldsen, at sidde i Rom og eftergøre Antiken, vi maa med Liv og Sjæl og al vor spændte Evne være med i moderne Kamp og Fremskridt og give det nye Livs Nederlag og Sejre nye kunstneriske Udtryk!”

Niels Hansen Jacobsen var ikke alene om sit oprør mod det etablerede og dets formsprog. Oprøret mod traditionen var en af grundpillerne i symbolisternes selvforståelse. I Frankrig havde et af Hansen Jacobsens forbilleder, forgængeren for den moderne skulptur, Auguste Rodin, siden begyndelsen af 1880’erne arbejdet med et personligt, skulpturelt udtryk, der kombinerer realistiske former med et stærkt sjæleligt indhold.

Den bundne Loke

Af: Liza Burmeister Kaaring  |  3 billeder

Forløberen for den nye skulptur i Hansen Jacobsens værk var hans debutværk Loke, lænket til klippen fra 1888. Skulpturen med motiv fra den nordiske mytologi, er et klassisk modelstudie med tydelig inspiration fra Michelangelos Døende slave fra 1513-16. Men selvom værket på mange måder indskriver sig i den klassiske tradition, anes i den liggende figur samtidig kimen til Hansen Jacobsens senere opgør med traditionens opretstående heltefigurer, og i figurens stærke følelsesmæssige udtryk kimen til hans senere vægt på figurernes indre stemninger. Som han sagde i en tale til sin 70 års fødselsdag skulle figuren være bundet, som han selv havde været det.

Ifølge forfatteren Niels Th. Mortensen var Hansen Jacobsen allerede i sin akademitid opsat på at gøre op med den klassiske skulptur og holdt sig kun indenfor de foreskrevne normer for at få muligheden for at tilrane sig legatpenge, så han kunne rejse ud i verden:

”Hansen Jacobsen ventede kun paa at slippe udenfor Akademiets Domæne for at kunne udfolde sig frit. For at opnaa de for Rejsen [Paris 1891] nødvendige Legater havde det været paakrævet af ham at udforme sine Skulpturer i Overensstemmelse med den herskende Tradition. Men den tilfredsstillede ham ikke.”

Grotesker

Af: Liza Burmeister Kaaring  |  5 billeder

I 1890’erne udformede Hansen Jacobsen flere skulpturer, der gengiver bevægelse. Adskillige kunsthistorikere har henvist til, at en af de væsentligste inspirationskilder for de sære snigende figurer, der findes i for eksempel Døden og moderen (1892), Natten (1895) og i Skyggen (1897-98) har været H.E. Freunds figurer af Loke, som han udfører til sin Ragnarokfrise (1826-41).

Freunds bevingede Lokefigurer er kendetegnet ved en fremadskudt, snigende bevægelse og et snedigt, grotesk udtryk, som genfindes i Hansen Jacobsens figurer fra midten af 1890’erne. De to billedhuggere deler desuden ønsket om at bevæge sig ud af den klassiske traditions slagskygge.

Inspiration til det groteske indhold kan Hansen Jacobsen også have hentet hos den franske billedhugger og keramiker Jean Carriès, som var hans nabo på Boulevard Arago i Paris. Carriés, der døde ung i 1894, dyrkede det groteske i en række rædselsmasker og i sine fantastiske dyrefigurer.

Bevægelsen væk fra traditionen betyder i flere tilfælde også en bevægelse væk fra den vertikale skulptur og udover soklens rum. Mest radikalt udtrykt i Friheden i århundredets afslutning fra 1896-98, hvor den krumryggede, benede gamle mand, der repræsenterer friheden, er snublende nær på at falde forover. Hermed markerer Hansen Jacobsen tydeligt, at den klassiske ro og harmoni ikke længere er en norm, som han finder det nødvendigt at forholde sig til. Kunsthistorikeren Flemming Friborg skriver om traditionsopgøret:

”I den ekspressive Skyggen giver kunstneren afkald på den atletiske, genstandslige krop og kropsliggør i stedet dens uklassisk flydende tvilling. Skyggen kryber langs jorden og sletter alle spor af Thorvaldsens evigt oprejste helte.”