Mit spor gennem kunsthistorier

  • Den aldrende kunstner lavede en serie på fire malerier fuld af kærlighedssymboler som en gave til sin nye unge hustru

    N.A. Abildgaard: Pigen fra Andros, 1801-04

    Den aldrende kunstner lavede en serie på fire malerier fuld af kærlighedssymboler som en gave til sin nye unge hustru

    Kort om Pigen fra Andros

    • Abildgaards serie på fire malerier, Pigen fra Andros, er baseret på en kærlighedskomedie fra år 166 f. Kr. af den romerske digter Terents.
    • Maleriserien blev til i den samme periode, hvor Abildgaard mødte Juliane Marie Hauch, som han senere blev forlovet og gift med.
    • Komediens handling er indviklet og og svær at få styr på, men Abildgaard har trukket nogle bestemte scener frem og flettet sin private kærlighedshistorie sammen med komediens.

    Personerne i historien

    Terents' komedie Pigen fra Andros er en vaskeægte forviklingskomedie med en handling, der mildest talt er svær at hitte rede i. Abildgaard har i sine fire malerier valgt at fokusere på nogle bestemte personer, der kort skal præsenteres her, så man nogenlunde kan følge med i historien.

    • Simo: En adelsmand fra Arthen, far til Pamphilus
    • Sosia: Simos frigivne slave
    • Pamphilus: Simos søn, der officielt er forlovet med Chremes' datter Philomena, men hemmeligt har et forhold til Glycerium, som venter hans barn
    • Davus: Pamfilus' slave
    • Chremes: En adelsmand fra Athen, far til Philomena
    • Glycerium: Pamphilus' elskede - som viser sig at være 'pigen fra Andros'
    • Mysis: Glyceriums slave

    En klassisk kærlighedskomedie

    Af: Peter Nørgaard Larsen

    De fleste komedier, hvad enten de er undfanget af antikke digtere eller konstrueret af Hollywoods instruktører, handler om to unge elskende, som efter mange forviklinger når frem til den lykkelige afslutning, hvor alt falder på plads og bryllupsinvitationerne kan sendes ud. Det er også handlingen i den romerske digter Publius Terentius Afers komedie Pigen fra Andros fra år 166 f. Kr.

    Handlingen

    Af: Peter Nørgaard Larsen

    Terents og Abildgaard indleder Pigen fra Andros ved at lade patriarken Simo henvende sig til den frigivne slave Sosia med besked om at forberede sønnen Pamphilus’ bryllup med Philomena, en datter af Simos ven Chremes. Problemet, og det der bærer hele komedien, er at Pamphilus meget hellere vil giftes med den forældreløse Glycerium, pigen fra Andros.


    N.A. Abildgaard, Simo betror sin frigivne Sosia sine bekymringer over sin søns forhold til pigen fra Andros, 1803, olie på lærred, 157,5 x 142 cm, SMK, KMS587

    Simo kender godt sønnens følelser for Glycerium, men han håber at kunne tvinge Pamphilus til at ændre mening ved at indlede bryllupsforberedelserne. Fra indledningsscenen udvikler historien sig i flere parallelhandlinger, der samles og forklares til sidst, hvor det viser sig at Glycerium alligevel ikke er forældreløs, men hedder Pasibula og faktisk er datter af Simos ven Chremes. En datter som alle troede var forsvundet under en rejse. Både far og søn får det med andre ord som de ønskede sig.

    En slags bryllupsgave

    Af: Peter Nørgaard Larsen

    Abildgaard udførte 1801-04 fire malerier med motiver fra Terents’ komedie, angiveligt som en bryllupsgave til hans anden hustru Juliane Marie Hauch. Det er nok mere præcist at sige, at de blev påbegyndt kort tid efter Abildgaard havde mødt Juliane, og afsluttet da ægteskabet var en realitet. De fire malerier blev ophængt i Abildgaards professorbolig på Charlottenborg og de er daterede med hver sit årstal. Serien synes dog at være tænkt som helhed fra starten, idet holsteneren August Hennings ved sit besøg i Abildgaards atelier september 1802 havde set fire næsten afsluttede malerier med scener fra Terents.

    Et skifte i Abildgaards liv og kunst

    Af: Peter Nørgaard Larsen

    Udført i forlængelse af arbejdet med motiver fra en tragedie af Voltaire, Le triumvirat, betegner Terents-billederne et markant skifte i Abildgaards kunst. Fra tragediens tanketunge og blodige handlinger til et anderledes opløftende og livsbekræftende univers præget af såvel humor som et følelsesmæssigt overskud. At udviklingen kan kædes sammen med forelskelsen i Juliane og det, der synes at være et lykkeligt ægteskab, fremhæves af alle Abildgaard-kendere, og en række efterfølgende malerier med motiver fra antikke digteres kærlighedsliv synes at bekræfte antagelsen.

    Familien Abildgaard er med i billedet

    Af: Peter Nørgaard Larsen

    At Terents-billederne vitterligt kan knyttes til Abildgaards private historie understreges i billedet Davus taler med Mysis, seriens sidste scene fra fjerde akt, hvor han i baggrunden har indføjet sig selv og sin hustru med deres første barn, datteren Julie. En idyllisk familiescene med Abildgaard i døråbningen, familiens hund sovende ved fødderne og hustruen med barnet siddende på en bænk til venstre. Til at fuldende idyllen er der anbragt duepar både over døren og på taget.

    Merete Sanderhoff har et bud på, hvorfor Abildgaard har sat sin private familielykke ind i komedien netop her:

    "Den harmoniske familiescene udgør en kontrast til komediens forviklinger, der her i næstsidste akt er ved at nå et klimaks. Som et led i intrigerne har Davus fået Mysis til at lægge Glyceriums nyfødte barn på Simos dørtrin for at forhindre brylluppet mellem Pamphilus og Philomena. Barnet ligger nøgent og hjælpeløst på gaden, nødtørftigt placeret på en klud. Det står i skærende kontrast til den tryghed og ro, Abildgaard omslutter sin egen familie med i skildringen til højre for komediens handling. Det er nået så vidt, at et forsvarsløst spædbarn bliver taget som gidsel i en intrige, der har som mål at afværge et ægteskab mellem to mennesker der elsker hinanden, men ikke må få hinanden, fordi de er for forskellige: Pamphilus er søn af en adelsmand, mens Glycerium (tilsyneladende) er af lavere byrd. Denne problemstilling havde Abildgaard selv tæt inde på livet i forholdet til Juliane, der var over 30 år yngre end han. Han placerer nærmest demonstrativt sin egen harmoniske familie som en slags kommentar til komediens intrige: Trods alle forsøg på at tvinge 'fornuftige alliancer' igennem, sejrer kærligheden over samfundets konventioner."

    Ligesom intrigens hovedpersoner måtte Abildgaard og hans hustru gennemgå en del besværligheder før de kunne blive gift. Hun måtte således igennem en fire år lang skilsmisse, men som Pamphilus og Glycerium valgte de at flytte sammen før ægteskabet. I stedet for at male den sidste og forklarende scene fra komediens femte akt, hvor Pamphilus og Glycerium kan invitere til bryllup, indsætter han sin private lykke i fjerde akt som foregribelse af komediens afslutning. Abildgaards private historie er på den måde tæt sammenvævet med komediens.

    Flere forviklinger

    Af: Peter Nørgaard Larsen

    I andet billede har Abildgaard udvalgt den tredje scene i anden akt, hvor Pamphilus ses sammen med sin slave Davus, der bærer en grotesk maske. Davus ved godt at bryllupsforberedelserne er fingerede, og for at bidrage yderligere til komediens forviklinger opfordrer han Pamphilus til at narre Simo ved at lade som om han accepterer faderens ønske.


    N.A. Abildgaard, Elskeren Pamfilus i samtale med sin forslagne tjener, 1802, olie på lærred, 157,5 x 128,5 cm, SMK, KMS588

    En overspillet farce

    Af: Peter Nørgaard Larsen

    Som tredje motiv valgte Abildgaard åbningsscenen til tredje akt. Her lytter Simo i billedets midte til Androspigens tjenestepige, der stående ved vinduet sender bud efter jordemoderen.


    N.A. Abildgaard, Jordemoderen forlader Androspigens hus. Simo siger til Davus, at han regner barselfærden for rent bedrageri, 1801, olie på lærred, 157,5 x 128,5 cm, SMK, KMS589

    For Simo er fødselspostyret blot endnu et bevis på, at det hele er en overspillet farce. Det får Davus til med stor skadefryd at udpege Simo som den virkelige nar.

    Terentsbillederne hører til Abildgaards mest komplekse i deres referencer til såvel ældre kunst, litteratur og arkitektur som samtidige bygningsværker. Ydermere arbejder Abildgaard konsekvent med modstillingen af idealbyens kulissearkitektur over for hverdagsoptrinets virkelighedsnærhed. En virkelighedsdistancering som understreges ved at intrigemageren Davus lig antikke skuespillere bærer en grotesk ansigtsmaske.

    Efter Abildgaards hustrus død i oktober 1848 tilbød arvingerne at staten kunne erhverve, hvad der fandtes i Abildgaards bo. Den kgl. Malerisamling (i dag SMK) erhvervede ved den lejlighed bl.a. de fire Terents-billeder.

    Uddrag fra SMK publikation: Nicolai Abildgaard. Kroppen i oprør, 2009

    Vidste du at

    Abildgaard benyttede meget ofte hunde i sine billeder som et symbol på den antikke græske filosofi, han bekendte sig til: Kynismen, opkaldt efter 'kyne', det græske ord for hund. I alle fire billeder til Terents' komedie optræder der hunde. De er blevet tolket som stedfortrædere for Abildgaard. Det understreger, hvordan maleren har identificeret sig med komediens historie.

    Litteratur

    Andersen 1989, 233-243; Christensen 1999, 209-231; Kragelund 1982, 68-70; Kragelund 1987, 170-177; Kragelund 1999, 525-537, København 1990, 49-50, 126-127; Riis 1974, 10-20.

    Senest opdateret: 23.Dec.2014