Mit spor gennem kunsthistorier

  • Er Rings malerier realistiske eller symbolistiske?

    Realisme eller symbolisme?

    Er Rings malerier realistiske eller symbolistiske?

    Realist i samtiden?

    • Symbolisme eller realisme? Sjælebilleder eller rå virkelighed? Der er delte meninger om, hvordan L.A... Læs mere

    L.A. Ring, <em>I Høst</em>, 1885, olie på lærred, 190,2 x 154,2 cm, DEP289, SMK

    L.A. Ring, I Høst, 1885, olie på lærred, 190,2 x 154,2 cm, DEP289, SMK

    Forstør

    Symbolist i nutiden?

    • I dag opfattes Ring fortsat som en vigtig repræsentant for realismen i dansk kunst. Samtidig regnes ... Læs mere

    L.A. Ring, <em>Forår i Hals</em>, 1892, olie på lærred, 78,5 x 103,5 cm, KMS3742, SMK

    L.A. Ring, Forår i Hals, 1892, olie på lærred, 78,5 x 103,5 cm, KMS3742, SMK

    Forstør

    I sandhedens interesse

    • Peter Nørgaard Larsen anerkender de symbolistiske træk i Rings arbejde, men han lægger vægt på, at d... Læs mere

    L.A. Ring, <em>Husmandsfolk. Enø</em>, 1898, olie på lærred, 122,5 x 97 cm, KMS3146, SMK

    L.A. Ring, Husmandsfolk. Enø, 1898, olie på lærred, 122,5 x 97 cm, KMS3146, SMK

    Forstør

    Et flygtigt øjeblik

    • Et af de værker, der både kan ses som en helt nøgtern skildring af virkeligheden, og samtidig rummer... Læs mere

    L.A. Ring, <em>I juni måned. Pige, der puster mælkebøttefrø</em>, 1899, olie på lærred, 88 x 124 cm, <link http://www.nasjonalmuseet.no/>Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo</link> © fotograf J. Lathion

    L.A. Ring, I juni måned. Pige, der puster mælkebøttefrø, 1899, olie på lærred, 88 x 124 cm, Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo © fotograf J. Lathion

    Forstør

    Solopgang og genfødsel

    • Kunsthistorikeren Finn Terman Frederiksen har gravet i informationer fra Danmarks Naturfredningsfore... Læs mere

    L.A. Ring, <em>Sommerdag ved Roskilde Fjord</em>, 1900, olie på lærred, 95,5 x 144,5 cm, <link http://www.randerskunstmuseum.dk/>Randers Kunstmuseum</link> © fotograf Niels Erik Høybye

    L.A. Ring, Sommerdag ved Roskilde Fjord, 1900, olie på lærred, 95,5 x 144,5 cm, Randers Kunstmuseum © fotograf Niels Erik Høybye

    Forstør

    ’Menneskelivsbilleder’

    • Maleriet Arbejdere ved en vandledning ved Søndersø, som umiddelbart ligner et stykke rendyrket reali... Læs mere

    L.A. Ring, <em>Arbejdere ved en vandledning ved Søndersø</em>, 1891, olie på lærred, 155 x 185 cm, <link http://www.fuglsangkunstmuseum.dk/>Fuglsang Kunstmuseum</link>

    L.A. Ring, Arbejdere ved en vandledning ved Søndersø, 1891, olie på lærred, 155 x 185 cm, Fuglsang Kunstmuseum

    Forstør
    L.A. Ring, <em>Teglværksarbejdere</em>, 1892, olie på lærred, 186 x 158 cm, <link http://www.vejenkunstmuseum.dk/>Vejen Kunstmuseum</link>

    L.A. Ring, Teglværksarbejdere, 1892, olie på lærred, 186 x 158 cm, Vejen Kunstmuseum

    Forstør

    Kunstnerens blik

    • Men hvad siger Ring selv om sit ståsted mellem realisme og symbolisme? I en samtale med Holger Jerri... Læs mere

    Fotografi af L.A. Ring, udateret, <link http://www.kb.dk/da/nb/materialer/billeder/index.html>Det Kongelige Bibliotek, København</link>

    Fotografi af L.A. Ring, udateret, Det Kongelige Bibliotek, København

    Forstør
    Træk i billedbåndet
    Er Rings malerier realistiske eller symbolistiske?

    Kort om Realisme eller symbolisme?

    • L.A. Ring er paradoksalt nok både en vigtig repræsentant realismen og symbolismen i dansk kunst
    • I Rings samtid fokuserede man især på den bemærkelsesværdige realisme i hans skildringer af bønders og fattigfolks liv
    • I dag er der kommet en øget interesse for de symbolske undertoner i hans værker

    Realist i samtiden?

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    Symbolisme eller realisme? Sjælebilleder eller rå virkelighed? Der er delte meninger om, hvordan L.A. Rings kunst placerer sig indenfor dette spektrum. Mens Ring selv levede, blev der næsten udelukkende fokuseret på den bemærkelsesværdige realisme, som han skildrede bønders og husmandsfolks fattige liv med. Kunsthistorikeren Karl Madsen skriver i en anmeldelse af Ring fra 1889:

    ”Han har staaet helt frisk, naiv og ufordærvet overfor sine Opgaver; uden dette vilde han næppe have formaaet at give os en saa dybt træffende Karakteristik af den sjællandske Landalmues Fysiognomi…”og han fortsætter med at fremhæve ”…denne vidunderligt betagende Duft fra Landet, dette saa ubeskriveligt overbevisende sandhedstro, saa man overfor mange af Rings Billeder virkelig føler sig hensat til Landsbyen eller Markerne og ser de Mennesker, han har malt.”

    Billedet I høst kunne være et af de billeder, Karl Madsen havde på nethinden, da han skrev disse ord. Men nyere tolkninger understreger, at der også er mere symbolske  betydninger på spil. Fx er det ifølge Peter Nørgaard Larsen muligt i dette motiv at ane en skildring af 'manden med leen'.

    Det er interessant, at nogle af de billeder, der i dag anses for at være Rings absolutte hovedværker, fordi der bag den nøgterne realisme gemmer sig andre og mere komplekse betydninger, slet ikke blev bemærket i samtiden. Sommerdag ved Roskilde Fjord blev overset af anmelderne, da Ring udstillede det i 1901. Peter Hertz nævner det heller ikke med et ord i sin biografi om Ring fra 1934. I 2006 var det et af de 12 kunstværker, der fik en plads i den danske Kulturkanon, og i dag regnes det for ”Et af de ypperste billeder i dansk kunst overhovedet.”

    Symbolist i nutiden?

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    I dag opfattes Ring fortsat som en vigtig repræsentant for realismen i dansk kunst. Samtidig regnes han blandt en af de mest markante malere indenfor dansk symbolisme. Normalt vil man skelne skarpt mellem disse to strømninger, men i Rings tilfælde er de to modpoler ofte til stede i samme billede. Men er Ring så realist med symbolistiske undertoner eller symbolist i realistisk forklædning?

    Kunsthistorikeren Henrik Wivel har i mange af sine artikler om Ring valgt at lægge vægt på den del af hans billeder, der er mest symbolistiske – malerierne fra tiden op mod århundredskiftet, der bærer præg af uro og spændinger både i kunstnerens sind og i det omgivende samfund – og ser dem som hans mest betydningsfulde arbejder. I hans øjne gennemgår Ring en udvikling, der kulminerer med at han bliver symbolist.

    ”De sociale, religiøse og psykiske spændinger skulle ikke længere manifestere sig som tydelige hensigter i Rings maleri, men derimod afsløre sig i selve hans kompositioners dobbelte følelse. Dette betød for Ring en bevægelse fra det ydre til det indre, fra realisme til symbol.”

    I sandhedens interesse

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    Peter Nørgaard Larsen anerkender de symbolistiske træk i Rings arbejde, men han lægger vægt på, at det ikke er hele sandheden.

    For ham at se svarer Ring netop igen på de ”sociale, religiøse og psykiske spændinger” i samtiden og i sig selv ”… ved skabelsen af en eksakt, præcis, ciseleret verden, skildret med nøgtern saglighed, der lader alt fremstå med en overnaturlig realisme, som en insisteren på den håndgribelige virkelighed, på nuet, som den eneste virkelighed.”

    Kunsthistorikeren Mikael Wivel bakker op om den synsvinkel. Han betoner Rings sociale samvittighed som årsag til at han malede så realistisk som han gjorde, og tilføjer at ”når han tangerede symbolismen, skete det umærkeligt og kun i sandhedens interesse – fordi han ville udsige noget mere end det, realismen i sig selv kunne rumme. Noget grundlæggende om tilværelsen i almindelighed og moderniteten i særdeleshed.”

    Et flygtigt øjeblik

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    Et af de værker, der både kan ses som en helt nøgtern skildring af virkeligheden, og samtidig rummer muligheder for at blive tolket i symbolistisk retning, er I juni måned. Det forestiller en ung kvinde, der afslappet læner sig op af et frønnet hegn. Hun er fanget øjeblikket før hun puster frøkronen af en mælkebøtte – et realistisk malet, sanseligt øjebliksbillede. Men Ring har gjort sommerdagen tung og trykkende, kvinden er klædt i sort, og mælkebøtterne er allerede afblomstrede. Midt i den tilsyneladende ubekymrede sommeridyl indsniger der sig en stemning af melankoli over altings flygtighed og død. Det gør at billedet også kan tolkes som et memento mori – en påmindelse om døden.

    Solopgang og genfødsel

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    Kunsthistorikeren Finn Terman Frederiksen har gravet i informationer fra Danmarks Naturfredningsforening og DMI og påvist, at Rings maleri Sommerdag ved Roskilde Fjord er en meget nøjagtig gengivelse af en eksakt plet på landkortet, skildret i løbet af en usædvanlig varmeperiode i august 1900. Lige fra strandengens blåligt grønne strand-annelgræs og brunlige haril-græs i forgrunden, over de såkaldte åledrivkvaser der ligger forbundne ude på fjorden, til de solafsvedne bakkedrag i baggrunden, er alt gengivet med yderst samvittighedsfuld realisme. Men billedet som helhed er flere steder blevet tolket som et symbol på livets cyklus fra nat til dag, fra død til liv – og som et billede på ”Rings egen 'genfødsel' til et nyt liv i forbindelse med hans ægteskab med Sigrid Kähler”.

    ’Menneskelivsbilleder’

    Af: Merete Sanderhoff  |  2 billeder

    Maleriet Arbejdere ved en vandledning ved Søndersø, som umiddelbart ligner et stykke rendyrket realistisk kunst både i valget af motiv og i skildringen af det, rummer ifølge Henrik Wivel en skjult symbolik. Han zoomer ind på de korslagte bjælker og tolker billedets prosaiske handling som en slags ateistisk manifest – en demontering af troen på gud:

    ”Arbejderne er i færd med en dekonstruktion, ikke af det politiske, men af det religiøse. Vejen til Golgata er ikke længere farbar, men lagt i med dræn, og hvad er så mere opportunt end at save korset op. Det ligger dér på jorden, hvor Kristus har tabt det på sin møjsommelige færd op mod nutiden.”

    I Wivels øjne betyder billedet altså noget helt andet, end det umiddelbart foregiver. Bagved en tilsyneladende og tilforladelig realisme skjuler sig den egentlige pointe.

    Peter Nørgaard Larsen mener, at Wivels tolkning af det korslagte træ bliver for håndfast. Han vælger at se maleriet i et mere alment eksistentielt lys, i sammenhæng med en række andre af Rings skildringer af arbejdere, som Larsen kalder ’menneskelivsbilleder’ – blandt dem er værker som Arbejdere ved en vandledning og Teglværksarbejdere.

    ”Vandledningsarbejdernes og teglværksarbejdernes hud og klæder følger materialernes og sommerens støvede sandfarver, mens drænrørsgraverne og sædemanden har taget farve efter den tunge jord. Drænrør, opgravede sten, tegl, træsko, støvler, stolper og brædder, alt gengives med samme detaljerealisme og samme gyldighed som personerne. Arbejderne er i enhver forstand indrammet af og prisgivet de begrænsninger, jordelivet nu engang sætter for menneskets udfoldelsesmuligheder.”

    Her er symbolikken ikke 'skjult' bag en realistisk overflade. Arbejdernes symbolske symbiose med jorden og støvet er sanset og virkelighedsnær. Ring har iagttaget virkeligheden og destilleret den til en almen fortælling om livets vilkår.

    Kunstnerens blik

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    Men hvad siger Ring selv om sit ståsted mellem realisme og symbolisme? I en samtale med Holger Jerrild kort før sin død udtalte han:

    ”Jeg malede jo blot Tingene, som jeg saa’ dem.”

    Med sine egne ord understreger Ring, at virkeligheden – selvom den tydeligvis har været en fundamental motor for hans arbejde – altid bliver omsat til noget subjektivt sanset og erfaret gennem kunstnerens blik og malemåde.

    Derfor kan man heller ikke nå frem til noget entydigt svar på, om Ring er realist eller symbolist, og det er heller ikke meningen. Men det er værd at holde et vågent øje med de mulige lag af betydning, der gemmer sig i nogle af hans tilsyneladende helt saglige virkelighedsskildringer. Samtidig peger de til tider modstridende tolkninger af Rings billeder på, at det er muligt at læse betydninger ind, som ikke nødvendigvis siger noget om kunstnerens intentioner – men mere om øjnene der ser.

    Litteratur

    Mikael Wivel, Dansk kunst i det 20. århundrede, Gyldendal 2008

    Finn Terman Frederiksen, Før solopgang. Omkring et billede af L.A. Ring, Randers Kunstmuseums Forlag 2006

    Kulturministeriet, Kulturkanon, Politikens Forlag 2006

    Henrik Wivel, ”Den realistiske uhygge” i Symbolisme og impressionisme. Ny Dansk Kunsthistorie bind 5, Forlaget Palle Fogtdal 1994,

    Peter Nørgaard Larsen, L.A. Ring. På kanten af verden, Statens Museum for Kunst 2007

    Holger Jerrild, Hos maleren L.A. Ring, Gads danske Magasin 1933

    Senest opdateret: 22.Oct.2014