Mit spor gennem kunsthistorier

  • Med Skyggen har Hansen Jacobsen fremstillet døden i skyggens flygtige form

    Niels Hansen Jacobsen: Skyggen, 1897-98

    Med Skyggen har Hansen Jacobsen fremstillet døden i skyggens flygtige form

    Kort om Skyggen

    Med døden i hælene

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    ”Jeg har villet fremstille Døden ved Skyggens fantastiske og jordbundne Udseende, dette forekommer mig mere berettiget end at ville benytte den absolut menneskelige Form; det er jo ikke alene Mennesket, men alt i Universet, der er underkastet Forgængelighed.”

    Sådan skrev Niels Hansen Jacobsen til brygger Carl Jacobsen i 1901 og det fremgår her, at kunstneren har ønsket at give form til, ikke bare et enkelt abstrakt fænomen, men hele to abstrakte fænomener, nemlig både skyggen og døden. De to fænomener har fået form som en abstraktion over den menneskelige krop, der, med Sophus Michaëlis’ ord, ”lister sig hen over Jorden, lurende paa det sidste Solfald, med Timeglasset i venstre Haand, rede til at svulme i gigantiske Former.”

    Som det gælder for skyggen, ligger også døden lige i hælene på os og overrasker os, når vi mindst venter det. Dette er hvad Hansen Jacobsens skulptur fortæller os, og det er det, som han selv skriver i den tekst, som han knyttede til skulpturen:

    ”Døden, snart er den usynlig
    gjemmer sig i Vejens Støv
    men indhenter og dukker op igen
    naar vi mindst venter det
    snigende sig stadig i vort Fodspor
    umulig at undfly.”

    Indfangning af det flygtige

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Niels Hansen Jacobsen har med Skyggen indfanget øjeblikket. Den flygtige skygge, der konstant tegner sine omskiftelige former i hælene på mennesket, er her fastholdt og gengivet i fuld fart fremad. Det dynamiske udtrykkes i skyggens lange horisontale positur, der strækker sig fra den bagerste ekstremt udstrakte fod og til hagen, der formet som en pil peger fremad og understreger den fremadrettede bevægelse.

    Som kunsthistoriker Teresa Nielsen skriver, ligner figuren ”en drivende klat tåge, overfladen er gennembrudt af de nu typiske kantede furer, og selve figuren flyder sammen med den bølgende masse, der omgiver den.”

    Figurens udgangspunkt er menneskekroppen, som her er trukket så tæt på skyggens flade silhuet, som det er muligt med en tredimensionel form. De anatomisk korrekte træk, der stadig er delvist til stede i den nært beslægtede og to år ældre Natten, er her for alvor tilsidesat til fordel for abstraktionen.

    Form som en frossen karklud

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    ”Den, der stiller den strengeste plastiske Fordring, kan med Ret sige, at dette Værk ikke har mere Form end en frossen Karklud. Men for Fantasien er Skyggen der.”

    Sådan skriver Sophus Michaëlis om Skyggen i 1901, og selvom hans beskrivelse af skulpturens form måske er en anelse karikeret, så er det korrekt at Hansen Jacobsens fokus hverken har været på at skabe en klassisk tredimensionel form eller en figur udført i et naturalistisk formsprog.

    I stedet har kunstneren, som det er typisk for symbolisterne, prioriteret skulpturens stemning og ide. Og da ideen netop er at give form til den ukropslige skygge og ikke mindst til døden som fænomen, så synes den opløste og nærmest flade krop, at være ideel til at give form til fænomenet.

    Ukropslige kroppe og kroppe der undviger vores vante forestilling om kroppen, som en fast defineret form, ses også i andre symbolisters værker. Ved at gengive kroppen som konturløs og ujordisk markeres det, at kroppen hører til i en anden sfære end den materialistiske.

    Fænomenet findes ifølge litteraten Henrik Wivel både i litteraturen og i malerkunsten, og han har fundet eksempler på den symbolistiske krop hos blandt andre Johannes V. Jensen i Kongens Fald (1900), i Henrik Ibsens dramaer og hos malere som Ferdinand Hodler, Pierre Puvis de Chavannes og Edvard Munch. Med Hansen Jacobsens furede skulpturer, kan man føje disse til listen over værker, hvor kroppen nærmer sig det transparente og nærmest ulegemlige.

    Opgøret med den klassiske skulptur

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Som resten af symbolisterne havde Hansen Jacobsen et erklæret mål om, at bryde med den etablerede tradition og i stedet skabe kunst, der var et udtryk for sin tid. For Hansen Jacobsen var opgøret med Thorvaldsen, som repræsentant for den klassiske skulptur, særlig væsentlig:

    ”Thorvaldsen laante Antikens Guldmønter og betalte dem ofte tilbage i Sølv. Hans Idéer pegede tilbage, ikke frem; sjældent havde han en selvstændig Idé. Derfor betyder han saa lidet for den nulevende Slægt. Men hvorfor efterligne Antiken?”


    Bertel Thorvaldsen, Venus med æblet, 1809, marmor, 109,6 x 48 x 41 cm, SMK, KMS6004.


    Med Skyggen har Hansen Jacobsen, som kunsthistoriker Flemming Friborg udtrykker det, valgt at give form til et fænomen, ”der er helt uegnet for en klassisk billedhuggerkunst.” Friborg skriver uddybende:

    ”I den ekspressive Skyggen giver kunstneren afkald på den atletiske, genstandslige krop og kropsliggør i stedet dens uklassisk flydende tvilling. Skyggen kryber langs jorden og sletter alle spor af Thorvaldsens evigt oprejste helte.”

    Sammenfattende kan man sige, at Hansen Jacobsen med Skyggen bryder med tre grundprincipper for den klassiske skulptur, nemlig:

    • Traditionen for den opretstående skulpturelle form.
    • Traditionen for en sluttet form.
    • Traditionen for at gengive en blivende form.

    I stedet for den klassiske form opfinder Hansen Jacobsen sit eget både ekspressive og dekorative sprog, med klare linjer tilbage til H.E. Freunds Loke fra 1822, der ifølge Flemming Friborg ”på samme måde var udsprunget af en fascination af lysets og det rationelles fjender.” Og til samtidens abstrakte linjeforløb som eksempelvis i vennen Jens Lunds tuschtegninger.


    H.E. Freund, Loke farende frem i vrede over ikke at være indbudt til Ægirs bryllup, 1822, bronze, 31,3 x 20, 25 cm, SMK, KMS5331.

    Skrevet om Skyggen

    ” Hvordan modellerer man noget så flygtigt som en skygge? Lettest ville det være blot at male den på gulvet, men som billedhugger skal den stå tredimensionelt i det fugtige ler. Hansen Jacobsen vælger at tage afsæt i den, der kaster skyggen, mennesket. Han gengiver kroppen så langt nede mod jorden som muligt, lige før den blot bliver til en uformelig klat. Han ser bort fra anatomisk nøjagtighed, og trækker alle legemsdele til det yderste. Hovedet bliver ovenfra set til en oval, hagen til en spydspids, albuerne til flammer. Skulpturens højdepunkt bliver den bageste fod, der står som en anatomisk umulig spændt bue. Fjedringen kommer til at understrege bevægelse, for der er ingen tvivl om, at det næste øjebliksbillede vil være, at foden lettes, så skyggen kan stryge videre i sin evige bevægelse i sin herres fodspor.”

    Teresa Nielsen, om Niels Hansen Jacobsen, www.vejenkunstmuseum.dk

    ”Et større paradoks end ”Skyggen” (1898) er vel næppe nogensinde skabt. […] Og dog har Hansen-Jacobsen modeleret den i en Skikkelse, som enhver forstaar uden Kommentar.”

    Sophus Michaëlis, Niels Hansen-Jacobsen, Kunst 3. årgang, hæfte 8 og 9, 1901.

    Som krop er figuren næsten mere død end levende. Huden er slap og ligger i et utal af stiliserede folder tæt til den afpillede, langstrakte krop. Ansigtet udtrykker fortvivlelse. Øjenhulerne er store som på et kranie, ligesom resten af ansigtet er præget af opløsning. - Formen er på en gang både flydende og blafrende.

    Aksel Rode i en artikel i tidsskriftet Danmark nr.2, 1941.

    Vidste du at

    Skyggen efter al sandsynlighed er et ud af flere værker, hvor Niels Hansen Jacobsen har fundet inspiration i en af H.C. Andersens fortællinger. Koblingen er dog ikke så entydig som med for eksempel Døden og moderen, som er en direkte illustration af Andersens Fortællingen om en moder.

    I tilfældet med Skyggen er der formodentlig i stedet tale om en mere generel inspiration fra Andersens fortælling Skyggen fra 1847. Her handler det i højere grad om, at Hansen Jacobsen inspireres til at beskæftige sig med skyggen som fænomen og ikke som en specifik litterær figur.

    Litteratur

    Flemming Friborg, ”Fra myte til psyke”, i Jens Erik Sørensen (red.), Dansk skulptur i 125 år, København 1996.

    Sophus Michaëlis, Niels Hansen-Jacobsen, Kunst 3. årgang, hæfte 8 og 9, 1901.

    Teresa Nielsen, om Niels Hansen Jacobsen, www.vejenkunstmuseum.dk

    Henrik Wivel, ”Den metafysiske krop”, i Peter Nørgaard Larsen (red.), Sjælebilleder, Statens Museum for Kunst 2001.

    Senest opdateret: 31.Oct.2014