Mit spor gennem kunsthistorier

  • I værket Solsikker er farverne, formerne og den sanselige oplevelse i fokus, men værket kan samtidig ses som et udtryk for Noldes interesse for det oprindelige

    Emil Nolde: Solsikker, ca. 1932

    I værket Solsikker er farverne, formerne og den sanselige oplevelse i fokus, men værket kan samtidig ses som et udtryk for Noldes interesse for det oprindelige

    Kort om Solsikker

    • Nolde begynder at male blomster i 1906 og fortsætter med at beskæftige sig med motivet resten af sin karriere
    • Gennem blomsternes farveorgie finder Nolde frem til farven som sin kunsts vigtigste udtryksmiddel
    • Med akvarellen Solsikker går Nolde helt tæt på blomsten og tilbyder betragteren ro til at nyde den levende behandling af akvarelfarven
    • Værket kan forstås som et udtryk for Noldes optagethed af det oprindelige
    • Solsikker var en del af en gave, som Nolde gav til Statens Museum for Kunst i 1947
    • Gaven var sandsynligvis ment som en anerkendelse af danskerne indsats imod nazismen under 2. verdenskrig

    Uimodståelige farver

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    "Nolde var ikke blomstermaler, men blomsterbilleder indtager alligevel en vigtig plads i hans værk." Sådan starter kunsthistoriker og tidligere leder af Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst Chris Fischer sin præsentation af Emil Noldes smukke akvarel Solsikker. Men selvom Nolde ifølge Chris Fischer ikke kan kaldes for blomstermaler, så er det især denne del af hans værker, som er særligt kendt og elsket af publikum. Ligesom det gælder for kunstnere som Claude Monet og Vincent Van Gogh, hvis åkander, solsikker og blomstrende mandeltræer er gengivet i talrige sammenhænge.

    Men udover at være forførende smukke og udgøre en væsentlig andel af Noldes produktion, så spiller disse motiver også en central rolle i hans udvikling som kunstner. Det er igennem blomsternes regulære farveorgie, at han arbejder sig frem til farven som sin kunsts vigtigste udtryksmiddel.

    Nolde begyndte at beskæftige sig med prydhavens farverige blomsterflor i 1906. I sin selvbiografi skriver han:

    "Det var på Als midt om sommeren. Blomsternes farver virkede uimodståeligt tiltrækkende på mig, og nærmest pludseligt var jeg atter i fuld gang med at male. Mine første små havebilleder blev til. / Blomsternes levende og rene farver, dem elskede jeg. Jeg elskede blomsterne i deres skæbne: fremspirende, blomstrende, lysende, glødende, lyksaliggørende, bøjende sig, visnende, til sidst kastet i graven. / Ikke altid er vor menneskeskæbne lige så følgerigtig og smuk, men den ender også altid i ilden eller i graven."

    Det oprindelige

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Blomster og haver udgjorde en særlig inspirationskilde for Emil Nolde, men interessen var ikke botanisk. I 1950 skrev han til en museumsdirektør, der havde spurgt til nogle detaljer omkring nogle bestemte blomster i Noldes værker:

    ”Jeg var altid mindre interesseret i navnene på blomsterne end i blomsterne i sig selv”.

    Det var i stedet blomsternes æstetik og ikke mindst livscyklus, som interesserede ham. Som kunsthistorikeren William S. Bradley har gjort opmærksom på, så er Noldes blomsterbilleder ikke dekorativt intetsigende, men rummer i stedet udsagn om det, der vokser frem af jorden. Blomsterbillederne kan dermed ses som et udtryk for hans dybe interesse for det, som han opfattede som det oprindelige, som naturens urkraft. Som Bradley påpeger, så gengiver Nolde næsten altid blomsterne i fuldt flor, eller på hvad man kan kalde for deres livscyklus’ højdepunkt. Dette gælder også for Solsikker, der af samme grund er et billede spækket af energi, lys og livsglæde. Eftersom blomsternes kraft for Nolde samtidig var tæt forbundet med den guddommelige kraft, så kan de fuldt udsprungne blomster ifølge Bradley samtidig læses som repræsentanter for det guddommeliges udfoldelse.

    Helt tæt på

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Der er en generel tendens til, at man i Nolde litteraturen taler i overordnede vendinger om Noldes blomsterbilleder i stedet for at fortolke det enkelte blomstermotiv. En del af forklaringen kan være, at mange af Noldes tidlige blomstermotiver ikke fortæller om meget andet end glæden ved blomsternes fantastiske farver og former, det smukke motiv og de mindelser om sommer og sol, som det vækker i os. Motiverne mangler samtidig typisk elementer, der kan anslå en handling, og har hverken himmel eller jord, vejr eller vind, der tilføjer noget til billedets stemning, således som det ofte ses i Noldes senere blomstergengivelser.

    Dette gælder sådan set også for Solsikker, der er fra 1932. Her er det eneste vi ser solsikkernes hoveder i close-up. Vi er helt tæt på, nærmest helt inde i blomsten. Og fordi blomsternes hoveder fylder hele billedfladen, tilbydes vi ikke et indtryk af omgivelserne. Bortset fra tre mindre solsikker i højre baggrund er omgivelserne udefinerede. På denne måde undgår Nolde at gøre billedet fortællende, ligesom det ensidige fokus på forgrundens motiv giver en oplevelse af billedet som fladt. Så meget desto mere fokus har vi som betragtere på oplevelsen af farve og form, og vi får ro til at nyde den levende, nærmest kødelige behandling af akvarellen, der giver værket en særlig sanselighed. Og gør farven til et formelement i sig selv. Derfor er det også nemt at overse det symbolske lag, som billedet også indeholder. Læs mere om blomsterbilledernes betydninger i historien om ”Noldes forførende blomster”.

    Blandt venner

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Solsikker var en ud af i alt otte akvareller, som Emil Nolde forærede Den Kongelige Kobberstiksamling i 1947. Gaven var angiveligt tænkt som en anerkendelse af Danmarks indsats imod nazismen under 2. verdenskrig, og den tidligere leder af Kobberstiksamlingen Chris Fischer gætter på, at dette kan have formildet museets daværende direktør Leo Swane til at modtage gaven. Det var sandsynligvis daværende leder af Kobberstiksamlingen, Jørgen Sthyr, der måtte arbejde for at få overtalt direktøren, der blandede sig i alt og bestemt ikke var begejstret for ekspressionismen og især ikke for den tyske del.

    Gaven gik dog igennem, og at dømme efter et brev fra Emil Nolde skrevet i juni 1950, hvor han svarer Kobberstiksamlingens Jørgen Sthyr (leder i perioden 1935-1956), har Kobberstiksamlingen taget pænt imod gaven. I brevet af 21. juni 1950, hvor hovedformålet øjensynligt var at datere de otte akvareller, som Kobberstiksamlingen havde modtaget i 1947, skriver Emil Nolde:

    ”Herr Jørgen Sthyr! Det glæder mig meget, at mine Aquareller hos dem finder Venner og Forstaaelse. Det er mig ikke muligt at give nøiagtige dater hvornaar de ere malte, jeg har angivet det saa godt som mulig. Deres aerbødige Emil Nolde”.

    Historien om Noldes gave fra 1947 er bemærkelsesværdig, idet der allerede 9 år senere udspiller sig en noget anderledes historie. I forbindelse med Noldes død i 1956 får Statens Museum for Kunst tilbudt en testamentarisk gave bestående af i alt otte malerier. På grund af den nye direktør Jørn Rubows antityske holdning, var denne gave nær aldrig blevet modtaget. Læs mere om den utaknemmelige direktør og om danskernes germanofobi her.

    Litteratur

    William S. Bradley, Emil Nolde and German Expressionism. A Prophet in His Own Land, UMI Research Press 1986.

    Chris Fischer om Emil Noldes Solsikker i Øjenlyst. 53 tegninger fra Den Kongelige Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst 1993.

    Finn Terman Frederiksen, I Citronhaven. Studier i Emil Noldes forestillingsverden, Randers 1993.

    Thomas Lederballe, Tyske verdensbilleder 1890-1930, Statens Museum for Kunst 2012.

    Tilman Osterwold og Thomas Knubben ed., Emil Nolde. Unpainted Pictures, Hatje Cantz 2000.

    Emil Nolde, Mit liv, Gyldendal 1996.

    Manfred Reuther, Mein Garten voller Blumen / My Garden full of Flowers, Nolde Stiftung Seebüll og DuMont Buchverlag 2009.

    Senest opdateret: 18.Dec.2014