Kort om Venetiansk portræt
- Gengivelsen af kvindens ansigt er tydeligt inspireret af den italienske manieristiske kunstner Giuseppe Arcimboldo (1527-1593) og hans fantasifulde hoveder sammensat af grøntsager, frugter, blomster, grene og lign.
- Billedets opbygning med kvinden i profil og indramningen af motivet med det vandrette felt forneden, peger på inspiration fra italieneren og venetianeren Giovanni Bellini (1430-1516).
- Motivet er opbygget ved hjælp af farver. Udtryksformen henviser på denne måde til den venetianske stil, der i kunsthistorien karakteriseres som en sanselighedens stil. Her dyrkes farver, lys og atmosfære frem for linjen som det, der definerer form og komposition.
Dystert Venetiansk portræt
At dette dystre portræt er malet i den periode, som Freddie kalder for sin ”romantiske” periode, kan ligne et paradoks. Måske er det romantiske islæt, at han vender blikket tilbage i kunsthistorien og henter inspiration fra både hollandsk og italiensk malerkunst? Måske er betegnelsen et eksempel på hans brug af sort humor? Eller måske er det slet ikke meningen, at vi skal forstå, hvad betegnelsen egentlig skal sige os.
Sådan er det ofte hos Freddie. Rationelle sammenhænge er ikke en del af målsætningen. Tværtimod.
På lignende vis er motivet i Venetiansk portræt heller ikke sådan at få hold på. Derimod er stemningen ikke til at tage fejl af. Billedet er uhyggeligt.
En kvinde i opløsning
Den ellers så elegante kvindes ansigt har undergået en transformation, og er ved at gå i opløsning. Ud af øjenparti og kindben vokser frodige trækroner, midteransigtet er blevet til et klippeparti og ud af hendes mund vokser en gren, der bugter sig som en flerkløvet slangetunge.
Uhyggen understreges af den afrevne arm, der tager svømmetag i maleriets nederste brune panelfelt. Ellers er alt roligt, håret er smukt sat med guldbånd og tøjet og halssmykket sidder, hvor det skal. Kontrasten til det rolige og elegante understreger uhyggen og den dystre stemning, der sniger sig ind i dette smukt malede portræt.
Kvinden som natur - og omvendt
Nedbrydningen af grænser og opløsningen af det kendte er centrale elementer i surrealismen, der ønsker et opgør med den etablerede orden. Ligesom sammensmeltningen af naturen og mennesket er et centralt motiv. Ofte går naturen og mennesket i ét, og det er ikke til at sige, hvor det ene begynder og det andet slutter. Mennesket bliver til natur og naturen bliver til menneske, som om det hele var én stor organisme. Menneskets opløsning i naturen er samtidig en form for memento mori.
Fremstillingen af mennesket som natur hænger tæt sammen med surrealismens optagethed af mennesket som et driftsvæsen styret af drifter og instinkter. Mennesket som dyr er tættere forbundet med naturen end med civilisationen.
Inspiration fra Arcimboldo
I Venetiansk portræt har Freddie hentet inspiration hos den italienske kunstner Giuseppe Arcimboldo (1527-1593). En italiensk manieristisk kunstner kendt for sine menneskeportrætter, der er formet af naturens elementer som for eksempel frugter, grene og blomster.
Giuseppe Arcimboldo, Vinter, 1573, olie på lærred, Musée du Louvre, © RMN / Jean-Gilles Berizzi.
I 1936 blev Arcimboldos værker udstillet sammen med surrealistiske værker på Museum of Modern Art i New York, og surrealisternes kobling til maleren blev både slået fast og yderligere næret.
Litteratur
Rolf Læssøe, Wilhelm Freddie, København 1996.
WILHELM FREDDIE – Stik gaflen i øjet!, fagred. Dorthe Aagesen og Mette Houlberg Rung, Statens Museum for Kunst, København 2009.