Mit spor gennem kunsthistorier

  • Skulptur II er Justesens første og nu ikoniske værk indenfor kropskunsten

    Kirsten Justesen: Skulptur II, 1968

    Skulptur II er Justesens første og nu ikoniske værk indenfor kropskunsten

    Skulptur II er Justesens første og nu ikoniske værk indenfor kropskunsten

    Kort om Skulptur II

    • Skulpturen er en af Kirsten Justesens tidligste skulpturer.
    • Med Skulptur II kommenterer Kirsten Justesen på den klassiske skulpturs forhold mellem sokkel og en bestemt type kvindefigur. Justesen har i overført betydning taget kvinden ned fra soklen, og i stedet placeret hende i et fiktivt rum inden i soklen.
    • Udover at rumme formelle overvejelser omkring skulpturen, er Skulptur II også begyndelsen til Justesens arbejde med kropskunsten.
    • Skulptur II og dets makker Skulptur I blev produceret i forholdsvis ubemærkethed, men er siden blevet udstillet i talrige sammenhænge og har vundet anerkendelse som nogle af slut 1960’ernes vigtigste værker indenfor dansk avantgarde kunst.

    Kvinden i kassen

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    I en papkasse sidder en sammenkrøbet, nøgen kvinde. For at kunne være der, må hun bøje benene og læne sin krop ind over dem. Hendes lange hår falder ned over hendes ryg og over hendes ansigt, som vi ser i profil.

    Kvinden er kunstneren selv og fotografiet af hende, hvor hun sidder sammenkrøbet i kassen er indsat øverst i kassen. På denne måde leges der med beskuerens perception og der skabes en illusionen af, at kvinden befinder sig nede i kassen.

    Kassen som hun sidder i har fire klapper, som vi i princippet kan lukke omkring hende. I så fald ville kassen ikke adskille sig fra alle mulige andre papkasser, som vi for eksempel køber større genstande i. Kassen er en almindelig hverdagsgenstand tilføjet et fotografi.

    Kassen der rummede det hele

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Men denne kasse er ikke en almindelig papkasse længere, for Kirsten Justesen har omdannet den til værket med den neutrale titel Skulptur II, der slet og ret fortæller os, at der her er tale om en skulptur. Men det er måske i virkeligheden også det vigtigste. Titlen fortæller os, at vi skal forstå værket som en skulptur, og dermed sætte det i relation til skulpturens tradition.

    Ved at understrege vigtigheden af, at værket opfattes som en skulptur, henleder Kirsten Justesen samtidig vores opmærksomhed på den klassiske skulptur, der typisk har bestået af en tredimensional sten-, bronze-, gips- eller træfigur på en sokkel. Selvom værket hedder Skulptur II ligner det ikke en klassisk skulptur.

    I stedet minder Skulptur II med målene 50 x 60 x 60 snarere om en traditionel sokkel. Kirsten Justesen har forklaret at:

    ”Det svarer til en sokkel, som har bredde, dybde og højde. En ren formting. Og figuren oven på soklen har jo traditionelt ofte været en kvindeskikkelse, så jeg anbringer min egen krop på toppen af kassen i form af et fotografi taget af min krop nede i soklen (som en fiktiv performance).”

    Kassen kan i øvrigt klappes sammen og blive til en todimensionel ting, der kan hænge på væggen, hvilket får Justesen til i 2004 at konkludere:

    ”Så den dækker sådan set alle genrer i den diskussion, der på det tidspunkt er foregået om kunstbegrebet. Derefter kan jeg forlade Århus. Jeg er frit stillet.”

    SE FILMKLIP HVOR KIRSTEN JUSTESEN TALER OM SIT FORHOLD TIL TRADITION OG AVANTGARDE

    Dette er ikke en fælde

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    ”Et kvindepolitisk kunstværk har aldrig været skulpturens udgangspunkt”, sådan skriver kollegaen, konceptkunstneren og billedhuggeren William Louis Sørensen om Skulptur II. I stedet handler det ifølge Kirsten Justesen selv, som hun ser det i tilbageblik, udelukkende om formen:

    ”Overvejelserne var rent formelle, et notat af de klassiske skulpturelle grundbegreber jeg havde erhvervet – i hånden – 1965-68 hos Knud Nellemose: Sokkel, volumen, textur, tema/modelkroppen.”

    I et interview med Katy Deepwell i 1999 fortæller Kirsten Justesen om Skulptur II og uddyber, hvorfor værket som udgangspunkt ikke er feministisk, selvom hun samtidig indrømmer, at enkelte overvejelser er formet af en feministisk tankegang. Deepwell kommenterer, at hun i sit første møde med Skulptur II opfattede det som om, kvinden var repræsenteret som et objekt og gengivet i en form for fælde. Til dette kommenterer Kirsten Justesen, at værket bestemt ikke handler om en indespærret kvinde:

    ”Jeg ville aldrig nogensinde lave en indespærret kvinde. Fordi hvis jeg ser en indespærret kvinde, så ville jeg være nødt til at hjælpe hende ud! Jeg ville politisk, som en feminist, vise dette synspunkt, hvis jeg blev spurgt om det, men ikke på sådan en ekspressiv måde. Jeg har arbejdet politisk som feminist, men aldrig på den måde[...]”.

    Om at insistere på sin ret

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    At værket så har haft et langt liv på udstillinger om feministisk kunst står sådan set ikke for Kirsten Justesen egen regning. Ifølge Justesen, er den feministiske kontekst en ændring af værkets betydning. Men der er tale om en ekstra gevinst, som hun betegner som interessant og ikke er ked af.

    På den anden side forklarer Justesen, at der bag beslutningen om at bruge sig selv og ikke en model, lå en feministisk ladet beslutning om at insistere på sit eget, også immaterielle, rum. Kvinder havde stadig på dette tidspunkt svært ved at blive accepteret på lige fod med de mandlige kunstnere, og Justesen fortæller, hvordan hun var meget frustreret over ofte at blive reduceret til ”husmoder” sammen med sine mandlige kollegaer, der trods deres arbejdsfællesskab forventede, at Justesen var den, der gik i køkkenet for at tage opvasken.

    Kirsten Justesen forklarer desuden, at hun på dette tidspunkt ikke var særlig bevidst omkring feministiske overvejelser, og heller ikke omkring køns-overvejelserne. Forståelsen af køn kom senere. Ikke desto mindre slår værket mange toner an, som siden viser sig at blive gennemgående for hendes produktion. Blandt andet skal de slørede grænser mellem subjekt og objekt vise sig at blive et gennemgående element i Justesens kunst, som bliver tydeligt igen og igen i forbindelse med at hun bruger sin egen krop som materiale i sine værker.

    Justesen er både kunstner og model og peger med værket på, at hun er i sin gode ret til at bestride begge positioner.

    Som Deepwell formulerer det, så handler Skulptur II også om ”hvordan kvinder afvises af andre og bruger sig selv til at stå imod den objektificering som andre udsætter dem for, samtidig med at de viser deres subjektivitet”.

    En kølig modtagelse

    Af: Liza Burmeister Kaaring

    Selvom dette værk siden har fået noget nær ikon-status indenfor den danske 60’er avantgardes kunst, skabte det og dets makker, Skulptur I, ikke særlig meget opmærksomhed i 1968.


    Kirsten Justesen, Skulptur I, 1968, MDF-plader, fotostater og spejl, tre plader af 96 x 96 x 10 cm, KUNSTEN Museum of Modern Art, Aalborg.

    Justesen antyder selv, at det kun var med nød og næppe at Skulptur I blev optaget på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1968. Ligesom hun i 2004 fortalte til lektor Tania Ørum, at hvis der dengang var kommet en kunsthandler, der havde set noget i Skulptur I og II og havde villet føre hende frem, ville hun måske have fortsat med at udvikle en formeksperimenterende, minimalistisk orienteret skulptur.

    Imidlertid følte hun, at hun skulle videre til nye problematikker. Problematikker, der også allerede kan anes i Skulptur II. Og hun gik hurtigt herefter i gang med de krops- og kvindepolitiske emner, der dominerede hendes kunst i 1970’erne.

    Vidste du at

    den londonbaserede kunstner Carey Young (f.1970) har udført en fotoserie, hvori hun gennemspiller eller genopfører en række af body art og performancekunstens væsentlige værker, heriblandt Kirsten Justesens Skulptur II?

    Carey Young kalder serien for Body Techniques og værkerne kan ses på Carey Youngs hjemmeside.

    Litteratur

    Kirsten Justesen og Nina Hobolt red., Re Kollektion. Kirsten Justesen, Nordjyllands Kunstmuseum 1999.

    ”Kirsten Justesen”, Interview with Katy Deepwell, n.paradoxa vol.3, 1999. De gengivne passager fra interviewet er oversat til dansk af Liza Burmeister Kaaring.

    Tania Ørum, De eksperimenterende tressere, København 2009.

    Senest opdateret: 20.Apr.2014