Donatello: Rytterstatue af Gattamelata 1447-53
Du står nu over for den ene af samlingens to største skulpturer, der begge er fra renæssancen. Placeringen af rytterstatuerne giver dig mulighed for at betragte skulpturerne fra flere vinkler. Du behøver for eksempel ikke at stå nede og kigge op. Du kan placere dig, så du kommer i øjenhøjde med rytter og hest. Renæssance betyder genfødsel og hentyder til en genfødsel af antikken. I antikken mestrede man den kunstneriske og ingeniørmæssige bedrift, det var at skabe store rytterstatuer i bronze. I 1400-tallets Italien blev denne praksis genoptaget, og man skabte heste og ryttere i livagtig størrelse til torve og pladser. Men det var ikke kun motivet, renæssancekunstnerne genanvendte. I stedet for samtidens klædedragt valgte Donatello her at fremstille hærføreren Gattamelata barhovedet og iklædt en romersk uniform. Derved trækkes linjer tilbage til antikken.
Tilbage til Afstøbningssamlingen


