Laokoon og hans sønner dræbes af slanger, 1. århundrede f.Kr.
Dette er en af Afstøbningssamlingens mest dramatiske skulpturer. Ifølge en antik fortælling blev præsten Laokoon og hans sønner kvalt af et uhyre som straf for, at Laokoon havde advaret trojanerne mod grækernes plan om at snige soldater ind i Troja gemt i en træhest. Skildringen af gruppens dramatiske dødskamp er meget betagende. Da originalen blev fundet i Rom i 1506, manglede Laokoons højre arm og sønnernes højre hænder. Dengang valgte man at påsætte erstatninger, så skulpturen igen tog sig hel ud. Som det fremgår af afstøbningen, er Laokoons arm udstrakt i den rekonstruerede version. Langt senere dukkede en bøjet arm op, der passede til skulpturen, og kunsthistorikerne ændrede derfor opfattelse. En kopi af den bøjede arm ligger ved siden af skulpturen. Læg mærke til, hvordan valget af den ene eller den anden arm får skulpturen til at ændre udtryk.
Tilbage til Afstøbningssamlingen


