Michelangelo: Peterskirkepietà, 1498-99
Ved denne skulptur tænker du måske: Hvad er en pietà? En pietà er en fremstilling af Maria med Jesu døde krop. Motivet er et populært og velegnet motiv til gravmæler, fordi det rummer både fromheden og sorgen. For en billedhugger er udfordringen ved en pietà, hvordan liget af den voksne mand skal placeres i forhold til kvindefiguren, og hvordan Marias sorg skal fremstilles. Michelangelo har løst opgaven ved at lade Kristi døde legeme hvile over Marias knæ, sådan at den rummelige klædedragt danner et leje for den slappe krop. Maria er skildret nobel og fattet i sin sorg. Michelangelo forsvarede Marias ungdommelige udseende med, at hendes jomfruelighed havde sat en stopper for forfaldet. Michelangelo fremstillede flere pietàer, som kan ses i Afstøbningssamlingen. Alle anses de for at være blandt verdenskunstens bedste.
Tilbage til Afstøbningssamlingen


