Landkortet

Museets samling er langt større end det, vi ser i salene. I præsentationen vil du kun se toppen af isbjerget. At arbejde med at præsentere en samling er på mange måder at sammenligne med at fortælle en historie. Man vælger ud, fortolker, skaber sammenhænge eller fremhæver modsætninger.

Det sker ikke så ofte, at museet hænger hele sin samling om. Herunder kan du læse nogle af de overvejelser, som museets direktør og med arbejdere har gjort sig om processen og resultatet.

– i samtale med Karsten Ohrt, direktør

Hvad betyder den nye ophængning for dig som direktør?

Når man kommer som ny direktør, overtager man en ophængning, der allerede er formuleret. Den ophængning, der eksisterede, var jeg ikke enig i. Derfor er det en stor glæde for mig, at huset nu bliver forvandlet på en måde, som jeg kan identificere mig med. I denne præsentation arbejder vi med en overordnet kronologisk struktur, der følger hovedfortællingen om den ældre danske kunst med rum til monografiske præsentationer af Abildgaard, Eckersberg, Købke, Ring og Hammershøi. Ved siden af hovedvejen er der overraskende biveje i form af bl.a. tematiske sale, der giver plads til det mere skæve og uforudsigelige. Her er med andre ord både plads til gamle kendinge og nye fortolkninger. Det er også en stor glæde atter at få farve på væggene. Det er simpelt hen blevet en smukkere æstetisk oplevelse af at gå rundt på Statens Museum for Kunst.

- i samtale med Berit Anne Larsen, formidlingschef

Hvad har ligget dig særligt på sinde i forbindelse med præsentationen af samlingen?

I et hus med mange specialer, mange historier, er en af udfordringerne, hvordan historierne bliver lagt sammen. En vigtig komponent i det billede er rumforløbene. At sætte nye vægge ind i gamle sale er jo en indgriben i noget eksisterende, men jeg er utrolig glad for resultatet, fordi man klart kan skelne mellem det oprindelige og det nye. Væggene foregiver ikke at passe ind. De er sat ind, så man kan se, at det er et indgreb. De står i nutid, mens  salen står i datid. Sådan mener vi bedst, vi bærer vores historie frem. Det forløb, vi har sat ind, sætter en rytme i oplevelsen, som jeg rigtig godt kan lide.

– i samtale med Louise Springborg, digital onsite-medarbejder

Hvordan bidrager det digitale bord til præsentationen af samlingen?

På bordet tilegner du dig masser af viden ved kun at bruge øjnene. Nogle af de mønstre, sammenhænge og sammenstød, som de 200 udvalgte værker tilsammen danner på bordet, ville det have krævet mange ord at forklare. Her ser du det med ét. Bordet bidrager med nye syn på og spørgsmål til samlingerne. Rent fagligt er jeg særligt glad for de sensorer i bordet, der registrerer folk i rummet. Det betyder, at de udvalgte værker ligesom kommer svømmende imod dig, når du nærmer dig bordet. Det er en fin måde at byde velkommen på. Mit håb er, at folk vil tage imod invitationen og gå på opdagelse i bordene.

– i samtale med Kasper Monrad, overinspektør

Hvilke forhold skal man være opmærksom på, når man præsenterer ældre dansk kunst?

Samlingen af dansk kunst før 1900 er i alle henseender den mest betydningsfulde overhovedet på noget museum, dansk og internationalt. Det er enormt vigtigt, at enhver kunstner og ethvert kunstværk præsenteres
på den bedst mulige måde. Denne ophængning fremhæver de virkeligt store danske kunstnere som fx Købke, som i forrige ophængning ikke var særlig synlig. Købke var en fremragende maler med en udsøgt sans for at finde uventede motiver og synsvinkler. Og hans koloristiske sans var uovertruffen. Det glæder mig, at hans værker nu kan nydes og beundres i en sal for sig.

– i samtale med Marianne Grymer Bargeman, kunstformidler

Hvilket formidlingsgreb holder du særligt meget af?

Min opmærksomhed retter sig mod det, der sker mellem værk og beskuer. For et værk er ikke bare et værk. Meget afhænger af øjnene, der ser. PÅ DEN ENE SIDE OG PÅ DEN ANDEN SIDE er et enkelt formidlingsgreb, som handler om netop det. To af museets forskere har givet hver deres bud på analyser af samme værker. Det er der kommet nogle virkelig interessante, sjove og meget forskellige læsninger ud af. Jeg blev i hvert fald klogere og opdagede nye veje ind i velkendt stof.

– i samtale med Henrik Holm, museumsinspektør

Hvorfor ønsker du at fremhæve salen om nationalfølelse?

Jeg synes, denne sal rummer elementer, som er meget vigtige for et museum i dag. Den sætter nemlig  problemer til debat. Spørgsmålet om nationalfølelse er en relevant og interessant diskussion, dengang som nu. I salen kan man bl.a. se et portræt af N.L. Høyen, som mente, at dansk maleri skulle bidrage aktivt til opbyggelse af den nationale selvbevidsthed. Både Høyen og Haugen Sørensen sætter kunsten til at spille en bestemt rolle, selvom deres holdninger er milevidt fra hinanden. Om kunsten skal bindes til et bestemt formål er et af de spørgsmål, som salen rejser.

Læs mere om sal 218A

– i samtale med Annette Rosenvold Hvidt, kunstformidler

Hvilke udfordringer ser du i arbejdet med det digitale i museets rum?

Udfordringen er at få det fysiske og digitale til at spille sammen. KUNSTHISTORIER – ONLINE er en allerede eksisterende digital platform, men her i salen giver vi mulighed for at KUNSTHISTORIER ONLINE kan spille sammen med originale værker. Her er et klart fokus på et enkelt værk, som vi folder ud. Vi kunne kalde det slow museum. Ofte placerer museer skærme i fjerne afkroge af museet. Her forsøger vi derimod at skabe et rum, hvor den digitale formidling er i kontakt med værkerne. Nu bliver det spændende at undersøge, om folk så også har lyst til at bruge salen på den måde, som vi har lagt op til.

Gå til Kunsthistorier - Online

– i samtale med Peter Nørgaard Larsen, Samlings- og forskningschef

Hvorfor har du valgt at fremhæve denne sal?

Udover at salen søger at fortælle hele 1800-tallets kunsthistorie gennem et enkelt motiv, mennesket, så rummer salen også nogle af museets vigtigste billeder. Joakim Skovgaards Kristus i de dødes rige er et godt  eksempel. Og det hænger sindssygt flot der. Museet købte det i 1911. Inden da havde det fungeret som altertavle i kort tid, men folk blev hurtigt trætte af det. Det var for makabert og voldsomt. En slags kunstnerisk dødsmetal. Maleriet hang fremme på museet, indtil man i 1965 syntes, den slags kunst var for meget. Så blev det rullet sammen og sat i skammekrogen i flere generationer. I dag er der slet ingen tvivl om, at billedet hører til i museets sale. Det har haft en kolossal stor betydning i samtiden og markerede sammen med Hammershøis asketiske ARTEMIS hver sit yderpunkt i symbolismen. Dengang hyldede man enten det ene maleri eller det andet. Sådan er det vist også i dag. Det er sjældent billeder har den effekt!

Læs mere om sale 221

– en samtale med Louise Wolthers, forskningsstipendiat

Hvilke udfordringer synes du, det er lykkedes at overvinde i denne sal?

Det er en udfordring overhovedet at skulle formidle kønnets betydning i kunsthistorien. Umiddelbart kunne man måske fristes til at fylde salen med kvindelige kunstnere, men så ville salen let komme til at virke som et appendiks til en i øvrigt kønsneutral kunsthistorie. Og det er jo ikke kun kvinder, der har et køn. Udvalget i salen tematiserer derfor køn på flere niveauer – fra produktionsvilkår til motiver, der også peger ud i de andre sale. I lytteposten trækker billedkunstneren Marianne Jørgensen og kunsthistorikeren

Læs mere om sal 222

– en samtale med Pernille Jensen, udstillingsarkitekt

Hvilken sal synes du er lykkedes særlig godt?

Tegnesalen vil jeg gerne fremhæve, da den adskiller sig markant fra de andre rum. Udgangspunktet for salen har været at opleve skulpturer igennem tegning. Her skal publikum ikke kun se kunst – de skal motiveres til selv at være kreative. Den måde vi har prøvet at imødekomme dette, er gennem en helhedsløsning af rummet. Alt fra de
mør ke baggrundsfarver, den turkise tegnestreg, forskellige stole, tegnepapir på sokler og bort, reol man kan gå på opdagelse i, tegninger, redskaber, skulpturer og film har en betydning. Og disse rammer skulle gerne give en ny og anden tilgang til kunsten. Først og fremmeste håber jeg, at folk kan lide at være i rummet. At det overrasker
positivt med sin uhøjtidelige og uformelle stemning. Det vil selvfølgelig være det optimale at se folk tegne og udtrykke sig herinde – og det er målet – men for mig er det faktisk.

Læs mere om Tegnesalen, sal 226