SMK blogger
Ryggen på et af bindene fra Gottorfer Codex

Blomster | 18.mar.2013

Bogen får med kanylen

Når Hertug Frederik den 3. har gæster på Gottorp Slot i Nordtyskland i midten af 1600-tallet, viser han meget gerne sin pragthave frem. Den er stort anlagt og med et væld af blomster. Men hvad gør han i vintermånederne? Hvordan viser han sine smukke og sjældne blomster frem i december? På den tid af året står enkelte planter i drivhuse, og alt i selve haven er afblomstret.

For at kompensere for de grå haver og parker kan hertugen invitere sine gæster ind i en opvarmet sal og bede sin tjener hente pergamenterne med de hundreder af blomstermalerier fra slottets overdådige bibliotek. 

Fra år 1649 til 1659 har hertug Frederik nemlig ansat blomstermaleren Hans Simon Holtzbecker til at male pragthaven på håndterligt pergament, og Holtzbecker når op på 1180 blomster og nytteplanter over de 10 år, han er i gang. 

Når SMK får gæster til blomsterudstillingen fra marts 2013, kan vi vise de samme malerier i Gottorfer Codex frem.

I disse uger lægger papirkonservatorerne en sidste – og meget afgørende – hånd på bind 3 og 4, så bøgerne kan ses, og siderne vendes uden at gøre skade på maleriernes farvelag. I disse uger lægger papirkonservatorerne en sidste – og meget afgørende – hånd på bind 3 og 4.1600-tals bogbindene er meget stramme i ryggen, hvilket gør det svært at vende bladsiderne i bøgerne. Indbindingen skal derfor løsnes og gøres smidig igen, så hver bladside nemmere kan vendes. Samtidig kan vi reparere den ødelagte læderryg.

Boghjørnerne er stødt ud af facon, og de forgyldte bogrygge er ved at falde helt af. Hæftninger og syninger er blottede, og man kan se, hvordan bøgerne er sat sammen. Bøgernes omslag består hver af to tykke papstykker – et for og et bag – der har fået påklæbet et helt stykke kalvelæder.   



Bogbindene er godt slidte. Det fortæller, at de ikke kun har stået på hylden, men er blevet taget ud og er blevet vist frem mange gange. De er også blevet fragtet rundt under Store Nordiske Krig som en del af den danske konges krigsbytte i starten af 1700-tallet.




Der er lim i sprøjten, når kanylen stikkes ind i det knuste boghjørne og hen ad kanten. Paphjørnerne er stødt skæve og smuldrer. Med en streg af den flydende lim og lidt ekstra papir kan hjørnerne modelleres op igen. Kanten af bogen har fået samme behandling og holdes på plads af kartonstykker og små spændtvinger, mens den tørrer.




Den forgyldte læderryg er taget helt af, et nyt brunt skind er passet til og sat på bogryggen. Vi må tit og ofte bruge kreative løsninger for at håndtere og behandle et værk. Opstillingen med de hvide strimler i forgrunden er sådan en selvbygget hjælpeløsning.




Den ene af bøgerne i den kreative spændetrøje. Den gamle forgyldte bogryg er limet ned på den nye læderryg. Den nye læderryg ses som det lysere brune skind rundt langs kanterne. Bogen er blevet en smule bredere i ryggen under restaureringen, og det har hjulpet virkelig godt på bogens åbne- og lukkefunktion. De bløde bomuldsstrimler, velcrobåndene og snorene holder rygstykket på plads, mens limen tørrer.

  • Af: Anja Scocozza
  • 18.mar.2013
arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo