SMK blogger
Niels Hansen Jacobsen, Skyggen

Niels Hansen Jacobsen, Skyggen, 1897-98, KMS5806

Kunsthistorier | 23.sep.2009

En kropsblog

Det kan godt være svært at komme uden om kroppen. Måske har det altid været sådan, men særligt i disse år synes kroppen at være mere påtrængende end nogensinde. I medierne hører vi hele tiden om at folk bliver federe og federe, bruger flere og flere penge på at ændre deres kroppe via kirurgi og vi opfordres konstant til at spise sundere og til at motionere mere. Der er et enormt fokus på og fascination af kroppen både som skræmmebillede, som begærsobjekt og som vores ansigt ud ad til.

På mit arbejde er der også konstant kroppe, der trænger sig på. For eksempel viser Statens Museum i øjeblikket en udstilling om den danske kunstner Nicolai Abildgaard, der i slutningen af 1700-tallet arbejdede med at bryde med de klassiske idealer. Et opgør der blandt andet kommer til udtryk i hans fremstillinger af kroppe i forvredne positurer. Udstillingen har i øvrigt undertitlen ”Kroppen i oprør”.

Samtidig har museet netop deltaget i Golden Days festivalen med titlen Kroppens præstationer, hvor kroppen var omdrejningspunkt for danseforestillinger, foredrag og debatter. Tager man en tur rundt i museets sale er der ligeledes kroppe over det hele. Nydende kroppe, lidende kroppe, struttende kroppe, ensomme kroppe og kroppe i bunker.

Derfor er det en hel befrielse at arbejde med en kunstner, som jeg gør i øjeblikket, hvor kroppen for så vidt er underordnet det indre. Kunstneren er Niels Hansen Jacobsen; en symbolistisk billedhugger, som blandt andet er kendt for sine skulpturer Døden og moderen (1892) og Skyggen (1897-98). I den sene af de nævnte skulpturer, går kroppen endda hen og bliver til ikke-krop, dvs. en krop, der nærmest ikke længere er en krop. Snarere har vi her en krop i opløsning, undergravet af de dybe fuger, der slynger sig overalt på figuren. Skulpturen handler i stedet om døden og om livets mørke sider i øvrigt.

20 år efter Skyggen er Hansen Jacobsen med Dryaden (1918) vendt tilbage til en mere fyldig krop. Men selvom kvinden både er nøgen og nydelig, forføres vi ikke, og det er heller ikke meningen. I stedet er denne krop et middel til at kommunikere en følelse af længsel. Kvinden, der her er en personifikation af en skovånd, vender ansigtet imod himmelen, men ser i virkeligheden ind i sig selv og vender hermed også vores, altså betragterens blik denne vej.

Du vil kunne læse meget mere om Niels Hansen Jacobsens skulpturer og deres samspil med samtidens kunst, når Kunsthistorier går i luften i slutningen af 2010. I mellemtiden kan du læse om ham og hans værker på vejenkunstmuseum.dk.

Og hvis du har behov for at komme helt ned på jorden igen, kan du for eksempel besøge en verden af smart indpakkede kroppe på modebloggen The Sartorialist.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo