SMK blogger
Museet set fra Østre Anlæg

© SMK på Flickr: Billede uploadet af Tobias Fonsmark.

SMK digital | 10.sep.2013

Hvad er kanon nu og om 100 år?

Forleden viste jeg Andrea Bak fra ”Københavnerportalen” where2go rundt på SMK. Portalen havde taget fat i nogle af de spørgsmål, som offentligheden ofte stiller til museet om vores valg af værker, der udstilles.

Over 250.000 af museets værker (især på papir)  opbevares på magasin, mens kun ca. 1400 er udstillet. Hvordan bliver værker udvalgt til at komme op på væggene? Og hvad holder, så de også er oppe om 100 år? Jeg prøvede at svare, ved at pege på den tyske 1800-tals filosof G.W.F. Hegel, der opfandt den måde vi fortæller kunsthistorie på. Han talte om historien som et stort hjul, der drejer rundt. Noget er oppe i tiden, andet falder ned og kommer aldrig igen, andet kommer pludselig tilbage, efter at have været borte et stykke tid. Mantegna, Matisse og Eckersberg holder nok til tidens gang.

1913 / 2013 / 2113

Men vi ved jo ikke, hvad der vil være interessant om 100 år. Ingen af os, der læser dette, vil være her. I 1913 blev komponisten Igor Stravinskys Le Sacre du Printemps uropført i Paris, Matisse var stadig "hot"og lige vendt tilbage efter en tur til Marokko, mens Hitler, Freud, Stalin og Tito tilfældigvis opholdt sig samtidigt i Wien. Tyskland og USA blev for første gang forbundet via radio. Der var et år til 1. Verdenskrig brød ud. I 2013 bliver alle os på nettet overvåget systematisk, men vi kan frit "Skype" kloden rundt. Verdens ledere mødes hele tiden alle vegne. Beijing var kunstens hovedstad for lidt siden, men lige nu er det måske Abu Dhabi? Vi venter på at se, hvor meget diverse krige vil brede sig, hvor meget klimaforandringerne vil betyde og på at den økonomiske vækst kommer igen.

Når jeg svarede where2go, gjorde jeg det ud fra en forudsætning om, at alt vil være det samme om 100 år. Men der er måske ikke nogen museer som vi kender dem til den tid. Måske gider man ikke betale til dem mere. Det er ikke sikkert, man gider have kunsthistorikere til at bestemme, hvad der skal være kanon. Måske har krig, klima, økonomi og teknologi forandret verden så meget, at det et helt irrelevant spørgsmål.

Den digitale fremtid

Samme dag, som jeg redigerede where2go’s artikel en sidste gang, havde jeg deadline på en artikel til organisationen OpenGlam, et online community, der promoverer opensource og copyrightfrit materiale, som produceres af kultursektoren i hele verden. De er støttet af EU. Jeg skrev et indlæg til deres blog Curator’s Choice ud fra de værker, som SMK har lagt på nettet i høj opløsning til fri download.
I den artikel taler jeg om, hvordan national identitet skabes med kunstværker. Når vi taler om national identitet, taler vi ofte positivt om at noget bygges op. Det sker ikke så tit, at vi erkender, at denne opbygning kræver, at noget bliver fortrængt eller glemt. Identitet kræver enhed og kan dårligt håndtere forskelle og det, der er anderledes som andet end uønskede afvigelser. Det bliver lidt den samme historie, som den om, hvad der er oppe og hvad der er nede i Hegels hjul. 

Læs mere på The Public Domain Review

Både i artiklen til Where2go og til OpenGLAM var min præmis, at alt stort set fortsætter som nu og at vi eksperter og vores institutioner er der for evigt for at pege på relevante, historiske sammenhænge og foretage udvælgelser. Men hvad nu hvis de eneste kunstværker, der er tilbage i verden fra den danske kulturarv om 100 år er de relativt få, der ligger derude til fri afbenyttelse i digital form? Hvad nu hvis det om 100 år er op til de endnu levende at gøre lige hvad de vil med disse værker: vælge og vrage helt efter egne præferencer? Så vil der være millioner af individuelle, kunsthistoriske hjul, der kører op og ned uden for museernes og kunsthistorikernes kontrol. Måske er museerne og kunsthistorikerne om 100 år med til at facilitere kreativiteten derude, og dermed sikre deres overlevelse i en digital virkelighed?

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo