SMK blogger

Mikkel Bogh blogger | 26.jun.2017

Hvad er museets rolle, når verden brænder?

”Hvad er museets rolle, når verden brænder?” blev bragt som kronik i Berlingske, 21. juni 2017.

I januar 2017, umiddelbart efter indførelsen af præsident Trumps kontroversielle Muslim Travel Ban, der dekreterede indrejseforbud for borgere fra en række mellemøstlige lande, udskiftede MoMA i New York en række værker af Matisse og Picasso med værker af kunstnere fra de lande, som indrejseforbuddet gjaldt.

Fra New York til Seattle fulgte flere museer trop. Med umisforståelig afstandtagen til en ny politisk dagsorden, som strider imod institutionernes etiske regelsæt og globale orientering, har museer sagt fra og taget stilling i en sag, der deler vandene, sandsynligvis også blandt de besøgende.

Eksemplet er blot et enkelt blandt mange. Holdningsprægede og værdibaserede formuleringer finder i dag oftere vej til museernes vægtekster, udstillinger får karakter af (selv-)kritiske undersøgelser, og museumsdirektører lægger sympatierklæringer, politiske synspunkter og debatindlæg ud på blogs og sociale medier og efterlader indtrykket af, at de står i spidsen for samfundsengagerede og diskussionslystne kulturarvsinstitutioner.

I løbet af det seneste års tid er det blevet tydeligt, at museers rolle undergår en forandring. Store museer, der førhen blev opfattet som kulturarvsbevarende og dermed som politisk og værdimæssigt neutrale, optræder nu i stigende grad som samfundsaktører med blik for aktuelle problemstillinger, der appellerer til de besøgendes refleksion og stillingstagen.

Spørgsmålet er, om disse museer går for vidt. Er de mere forhippede på at sikre sig legitimitet og opmærksomhed end på at bidrage til forståelsen af en kompleks historie, der ikke lader sig reducere til politiske statements? Er der tale om misbrug af det mandat og den platform, en offentligt støttet institution har fået stillet til rådighed af staten og borgeren?

Risikerer at svække troværdighed

Mange forbinder nok først og fremmest et museum med en samling af værker og genstande, som institutionen har til opgave at tage vare på. Museet sikrer mod glemsel og gør i princippet det fælles arvegods tilgængeligt for de mange og for eftertiden.

I det omfang ressourcerne rækker, forsker det også i sine samlinger. Der tilføres stadig ny viden om genstandenes tilblivelse, historie og betydning, ofte formidlet gennem udstillinger, omvisninger og arrangementer, der henvender sig til det interesserede publikum. Dette er museale hovedopgaver, som findes i bedste velgående, og som er i konstant udvikling, både i museernes fysiske rum og på diverse digitale platforme.

Men flere museer, også statslige, er begyndt at udvide forståelsen af, hvad det vil sige at være en samfundsinstitution med kulturarvsansvar. At være en del af den samfundsinstitution, som museumsvæsenet er, indebærer at bidrage til dannelsen og udviklingen af den demokratiske kultur og debat. Det gøres imidlertid ikke bare ved at formidle samlingen oplyst, sobert og interessant, men også ved at sætte en aktuel dagsorden, at fremkalde debat, fremsætte synspunkter, rejse vanskelige spørgsmål, og ved at udfordre udbredte fortolkninger og forståelser af genstandenes betydning og værdi, både dengang og nu. Museet som samfundsaktør er museet som diskussionspartner, undertiden ligefrem som aktivist. Men er det nu et ubetinget gode?

Et museum risikerer at svække sin troværdighed, hvis det afsender bombastiske og forenklede politiske udsagn. En tydelig og klar position kan let blive en fastlåst position. Dem mangler vi ikke i samfundsdebatten. Museet kan og skal noget, som andre samfundsaktører ikke har mulighed for at gøre på samme måde, og som derfor har så meget desto større rækkevidde.

Selvfølgelig kan der være situationer, hvor en museumsinstitution må vise civil courage og artikulere et politisk standpunkt, også selv om det kan udløse voldsom debat på sociale medier, eller politikere bliver vrede. Men i det store og hele vil det være med sammensætning, formidling og iscenesættelse af værker og genstande, at et museum kan tale, skabe meningsfulde sammenhænge, agere offensivt og sætte dagsordener.

I sig selv er det ikke nyt. Når museer indkøber kunst, beslutter, hvad der vises frem, og hvad der skal ligge på magasin, når de på vægge og i kataloger sætter ord på værkerne, og således giver deres genstande stemme, så sætter de en fortolkningsramme, som er afgørende for, hvad vi ser og hvordan vi forstår det, vi ser.

Museer er vidensinstitutioner

Som sådan har museer altid manipuleret og – ofte uden at anerkende det – ageret på et grundlag af holdninger og værdier. Museer har aldrig været apolitiske og værdineutrale institutioner. Tværtimod har de siden deres opkomst i 1700- og 1800-tallet villet opdrage og danne borgerne i bestemte retninger, fejre nationer og deres helte, vise landskaber fyldt med værdi, følelser og betydning, udpege mesterværker, genier og særligt betydningsfulde kunst- og kulturhistoriske epoker. Intet af dette er neutralt, skønt det måske er blevet præsenteret sådan af museumsautoriteterne.

I dag bliver disse mekanismer oftere stillet frem i lyset, og publikum kan opfordres til at tænke med. Når Tøjhusmuseet laver udstilling om Den fjerne krig i Afghanistan, når Det Kgl. Bibliotek viser udstillingen Blinde vinkler, og SMK i samme periode viser pendanten Ufortalte historier om Danmarks koloniale fortid i Caribien set gennem både skriftlige, billedlige og kunstneriske vidnesbyrd, så er der tale om forskningsformidling, men i lige så høj grad om kvalificerende indlæg og åbne spørgsmål i pågående debatter om emner, som kulturinstitutionerne kan bidrage til at synliggøre, fastholde og nuancere.

Museer egner sig sandsynligvis dårligt til at indtage en kommenterende rolle, hvad angår det dagsaktuelle. Deres rum har en anden hastighed. Det har deres genstande også – og dermed oplevelsen af dem.

Museer er vidensinstitutioner, der forsker i deres samlinger, og som gør nye oplevelser og erfaringer tilgængelige gennem udstillinger og anden formidling. Kunstmuseernes værker, både de historiske og de samtidige, er selv fyldt med betydning og fortælling, som museet kan perspektivere på nye måder. Værkerne giver ikke alt, hvad de har i sig, på én gang. Deres potentiale udfoldes over lang tid. Selv om der kan og skal udspille sig levende diskussioner omkring vores værker og genstande, og selv om museet for så vidt hverken er tempel eller mausoleum, men derimod en del af det offentlige rum, så er det et rum for en anden slags dialog, en anden refleksion end den, som andre medier inviterer til.

Værkerne, der for nogles vedkommende bærer på hundreder af års historie, kan ses som forbindelsesled mellem de særlige historiske omstændigheder, der har frembragt dem, og vores egen samtid. Altid forskudt fra os selv i tid og dog nærværende, reserverede og alligevel åbne for vores tilnærmelser og til stede foran os, her og nu.

Der er en blanding af langsomhed og direkthed, af forsinkelse og akut oplevelse, i museets rum, som tilskynder til refleksion og som lader sansemæssige og intellektuelle oplevelser mødes og udfordre hinanden. Der er også en åbenhed og en flerstemmighed i dette rum, hvor brugernes stemmer, værkernes og genstandenes historier, fortalt på egne præmisser, og forskningens forklaringer skal kunne høres på samme tid. Her kan være holdninger på spil, inklusive museets egen position og egne værdier, men ytringerne må ikke overdøve hinanden – samtalen skal kunne flyde frit og nysgerrigt.

Mange museer føler sig kaldet til at være aktivistiske og samfundsmæssigt engagerede. Og stadigt flere gør det, heldigvis. Men skal de agere udadvendt og have en markant tilstedeværelse i deres egen samtid uden at museets nødvendige langsomhed negligeres, og uden at værkernes og tingenes indirekte tale overhøres, må det gøres på en musisk og lydhør måde og med en forståelse for museets komplekse dobbeltrolle: På den ene side danner det den diskrete ramme om en uendelig samtale mellem et ukendt antal stemmer, og på den anden side kuraterer det, det vil sige det udvælger, udfordrer, stiller spørgsmål, fortæller historier, giver perspektiver og laver analyser. Balancen er svær. Begge dele kræver mod. Men der er ingen vej udenom for det tidssvarende, relevante og engagerende museum.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 31.aug.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo