SMK blogger

Perspektivrummet i "En smuk løgn - Eckersberg"

SMK digital | Bag om | Udstilling | 6.nov.2015

Kunsten at se med ét øje

På det seneste har debatten, i udvalgte kredse, raset. Det har handlet om selfier og museers selvtillid og strategi – eller mangel på samme.
Og hvor er det dog fantastisk, at det, vi laver, er til debat!

Men hvad ER det egentlig, vi laver – os (digitale) formidlere på SMK? Har vi en strategi, eller svæver vi bare søgende oven vande uden mål og med i en evig higen efter brugernes like, deling og accept?

Lad os slå det fast. Jeg ELSKER likes på min facebook-side. Jeg elsker, når folk kommenterer mine billeder, deler mine videoer og synes, jeg er the shit. Det booster min selvtillid, hvis jeg kan mærke, at folk synes, jeg er klog, sjov, pæn, interessant... Og i den forbindelse kan jeg godt forstå, hvis nogen tænker, at en selfie-mulighed på et museum, som måske kan føre til likes og delinger og gode kommentarer, er et udtryk for, at et museum gerne vil booste sin selvtillid. – Og måske også, som nogle så tager skridtet videre og konkluderer, at museet således nok mangler selvtillid, siden det har brug for at få den boostet.

Det var én vinkel på det.

En anden vinkel kunne være den, at man rent faktisk synes, man selv er så meget the shit, at man har lyst til at dele sig selv med hele verden.
Lige i denne, min professionelle, sammenhæng tror jeg mest på det sidste. Museet, her SMK, og alle dets medarbejdere, synes rent faktisk, at den samling af kunst, vi er så heldige at rumme, er så ovenud fantastisk, at vi virkelig gerne vil dele den med hele verden. Og det er det, der er vores strategi – blandt andet.

Den vinkel/den strategi indebærer også, at når vi laver et perspektivrum (som i nogle medier er blevet udnævnt til "Selfie-rum"), så gør vi det af følgende årsager:

SMK er Danmarks Nationalgalleri. Det betyder blandt andet, at vi, ud over at bevare og formidle kunsten, også er en forskningsinstitution. Når vi således laver en udstilling, som fx en udstilling om Eckersberg, så baserer vi den på mange års forskning. Resultaterne af denne forskning håber vi at brede ud til flest mulige interessenter. Det gør vi fx via artikler, bøger, film, tiltag på sociale medier – og via udstillinger.

Udstillinger tilrettelægges i teams, bestående af forskere, arkitekter, konservatorer, kommunikationsfolk og formidlere – som, ud over de førnævnte kunsthistoriske forskningsresultater, også forholder sig til og involverer de mennesker, som vi håber, vil blive beriget af kunsten, og til den omverden og situation, disse mennesker er i. Det vil i 2015 blandt andet betyde, at mennesket i store dele af verden er vant til tilrettelagte fortælleforløb, at kunne browse og vælge, gå i dialog og på andre måder interagere med deres omverden – herunder også at dele deres oplevelser, fx via en selfie på sociale medier. 
En af grundene til, at perspektivrummets udformning blev, som den blev, er derfor den verden, der omslutter os, og de brugerforventninger, adfærdsmønstre og tendenser, som knytter sig til den; altså at museet ikke står i stampe og krampagtigt formidler på måder, som de altid har gjort, men udvikler sig i trit med samfundet (og faktisk også forsker netop heri).

Et andet argument for perspektivrummets udformning er netop den forskning, vi løbende udfører ifbm formidling af kunst – og i særdeleshed ifbm udstillinger. Her ser vi med al tydelighed, at en god brugeroplevelse knytter sig stærkt til, hvordan flowet – hele oplevelsen – fungerer for de besøgende. Det kan fx være rart, at der er ophold og forskellige typer pauser undervejs, så man ikke bliver træt af massive, ensartede ophængninger: En udstilling kan varieres på mange måder og tale til mange sanser. På den måde fungerer perspektivrummet blandt andet (for nogle) som et ophold midt i en omfangsrig præsentation af Eckersberg værker, hvor man kan opleve noget andet end en mere klassisk fordybelse foran et værk.

Et tredje argument går tilbage til Eckersberg selv og hans værkproduktion: Eckersberg så nemlig ofte og gerne sit motiv via en åbning i form af fx en bue eller en dør; i en nøje tilrettelagt perspektivisk konstruktion.
Det forsøger vi at formidle i rummet lige inden "perspektiv-rummet" i form af 
- et udvalg af Eckersbergs værker, som viser netop dette, 
- hans perspektiv-"redskaber",
- hans bog om perspektivlære samt 
- formidlingstekster og en lille film, produceret til lejligheden.

Men Eckersbergs perspektivlære er for mange svært tilgængeligt materiale – og derudover tilegner man sig viden på mange forskellige måder. Vi mente derfor, at et helt rum, hvor man selv fysisk trådte ind i et af Eckersbergs værker, kunne berige og tilgodese nogle gæsters behov for en rumlig og kropslig oplevelse af det perspektiv, som er essentielt i Eckersbergs værk. Rummet er således tænkt direkte i forlængelse af Eckersbergs praksis og interesse for optiske fænomener: Stiller du dig præcis på ét bestemt punkt i rummet og kigger i spejlet, samles maleriet omkring dig; da spejl, søjle mm. er placeret efter optikkens geometri og nøje overholder metersystemets og linearperspektivens love. - Flytter du dig bare 30 cm opløses illusionen/linearperspektivet.

Perspektivrummet er altså med andre ord et forsøg på at kropsliggøre Eckersbergs enøjede linearperspektivlære – en måde, hvorpå SMK's besøgende i et (tilvalgt) øjeblik kan stille sig i Eckersbergs sted og betragte verdens tredimensionelle former; gengivet på en todimensional flade. Eller som Gry Hedin formulerer det i udstillingens katalog "Eckersbergs metode, og hans perspektivoktant i særdeleshed – fungerer kun, hvis det ene øje holdes lukket, og hans billeder er resultater af kunsten at se med ét øje."

Det er måske ikke alle, der fanger netop den. Men der er mange, der vælger at tage et billede af det. Og det giver faktisk, med ovenstående in mente, og fotografiets evne til at gøre os alle til billede-skabere, meget god mening for mig.

Men alt afhænger som bekendt af øjet, der ser, og alle kreerer vi den verden, vi ønsker, eller mener, er sand. Således også Eckersberg med hans "smukke løgn", og således også alle os andre, der skriver artikler og/eller deler selfies på Facebook.

Af: Mathilde Schytz Marvit (Leder af digitale produktioner, SMK) 
- Med god hjælp og støtte til forståelse fra Annette Rosenvold Hvidt, Louise Springborg, Ralf Richardt Strøbech, Kasper Monrad, Gry Hedin, Berit Anne Larsen og Mette Houlberg Rung

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 31.aug.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo