SMK blogger
Metrohegn dekoreret med fotocollage af kunst fra SMK

Kunst fra SMK pynter på metrohegnet ved Marmorkirken i København. Foto: Frida Gregersen

SMK digital | 20.dec.2013

Kunstens værdi

Hvad er kunstens og kulturens værdi? Og er værdien den samme, eller ændrer den sig, i takt med at samfundet bliver mere og mere digitalt? Dette indlæg handler om, hvordan vi på SMK mener, at man som museum i det digitale samfund har muligheden for at gå foran og med kunsten i hånden åbne portene for et deltagende og engagerende demokrati for alle.

Kunstens demokratiske værdi
For tiden italesættes kunstens og kulturens værdi fra mange sider. Lige fra kunstmuseer, der benytter kunstens svimlende markedspriser og forsikringssummer til at promovere aktuelle udstillinger, til Københavns kommende kultur- og fritidsborgmester, som selv kalder sin nye post for ”værdiborgmester”.

På Statens Museum for Kunst har vi selvsagt mange meninger om, hvad kunstens værdi er. Her vil vi dog begrænse os til kunstens værdi for det danske samfunds demokratiske fundament og fremdrift og derfor kun fokusere på det, vi har valgt at kalde ”kunstens demokratiske værdi”.

Demokrati – et aldrig afsluttet eksperiment

Ifølge pædagogisk filosof, Gert Biesta, er ”det øjeblik, hvor demokrati opstår […] ikke blot at forstå som en forstyrrelse af den eksisterende orden, men som en forstyrrelse, der fører til en rekonfigurering af denne orden til en orden, hvor nye måder at være og handle eksisterer, og hvor nye identiteter træder frem.” (Biesta 2013)

Biesta ser altså demokrati som et fortløbende og aldrig afsluttet eksperiment. Det, der karakteriserer demokratiet, er det processuelle og forhandlende. Demokrati handler ikke om lighed, men om at rumme forskellighed. At være åben overfor medborgernes bidrag til at ændre ordenen, præcis som kunstneren er kendt for at gøre det. Det karakteristiske ved denne opfattelse af et demokrati er, at den tegner en bevægelse væk fra det demokratiske samfund som en stat med borgeren som medlem, og hvor fokus primært er på pligter og rettigheder. I stedet opstår et demokratisk samfund, hvor det centrale er fælles kulturelle oplevelser og konstruktioner af betydninger. Altså en bevægelse fra borgeren som et disciplineret subjekt til en kritisk reflekteret medborger.

Det digitale samfund

Denne demokratiopfattelse kan kobles sammen med den bevægelse, samfundet er ude i i dag, hvor vi oplever et skift fra industrisamfund til et digitalt samfund. Netop her, står kunstens værdi i et særligt lys. For med skiftet fra industrisamfund til globalt, digitalt samfund ophæves tid og sted, som vi kender dem, og nye dynamikker kommer i spil. Det berører os på mange niveauer – lige fra måden vi arbejder på, til vores uddannelsesformer, forholdet mellem borger og stat, lovgivning, rettigheder, kultur, sociale relationer, forretningsgange og værdikæder. Et sådant paradigmeskifte bringer næsten uværgerligt vores søgen efter identitet, sammenhængskraft og fortolkninger i højsædet: Vi får nu endnu mere brug for at vide, hvem vi er, og hvor og hvad vi kommer fra, for at kunne stå stærkere i en verden, som på én og samme tid er mere åben og lukket end nogensinde før. Åben, fordi de fleste borgere i et digitalt samfund nu kan tilgå verden med et globalt udsyn og perspektiv. Lukket, fordi de fleste af os i et digitalt samfund udsættes for sorteringsmekanismer og filtrer; enten efter eget valg eller mere skjult ud fra private firmaers forretningsstrategier. Strategier, der for eksempel målretter reklamer på vores Facebook-profiler eller forudbestemmer, hvilke hits vi får øverst, når vi søger på Google. Som sådan bliver det sværere og sværere at navigere og agere som et integreret hele i en verden, som bliver stadig mere opdelt i nicheprægede grupperinger.

Kunstens værdi i det digitale samfund

Skiftet fra industrisamfund til digitalt samfund kalder med andre ord på nye måder at anskue verden og sig selv på. Og det er her, kunsten og dens demokratiske værdi kommer ind i billedet. For, som det har været peget på fra museer i årtier, er det blandt andet det, kunsten kan hjælpe os med: At forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvad vi er oppe imod, og hvad vi rummer.
Det ”nye” er så, at denne værdi skal forløses i et digitalt samfund. Og her er vi tilbage ved Biesta og hans opfattelse af demokrati, hvor det centrale for demokratiet er de fælles kulturelle oplevelser og konstruktioner af betydninger. For hvor får man dem? Det gør man blandt andet på museerne.

Museerne i det digitale samfund

Museer er langt mere end summen af de genstande, de rummer. De er i bedste fald bølgende organismer af viden, som konstant er i nysgerrig udvikling, og som kan forløse alle de mange kulturer, deres brugere bærer i sig. Ikke i terapeutisk forstand, men snarere i den forstand, museet blev skabt i – som dannelse, som udsigelser, der på én gang imødekommer behov, forløser fantasier og søsætter forestillinger og samtidig øver modstand mod selvsamme. Den kunst, man kan opleve på et museum, er ormehuller eller tærskler til svundne riger og lande, minder og erfaringer og mulige veje til nye riger. Det kan være en indsigt, der først tager form og folder sig ud i en samtale med en god ven lang tid efter oplevelsen af værket, eller når man griber en plastikpose i Netto og pludselig genkalder sig de plastikbobler, man så svæve over sit hoved på et museum. Museerne er steder for møder og udvekslinger og en ramme om kreative processer. De er omdrejningspunkt for forskningsmæssige erkendelser og kunstneriske processer, og som sådanne byder de sig forhåbentlig til som partnere i en nysgerrig dialog, der kan omfatte alt fra en vej ind i en ny dansk kultur på en sprogskole, til en spiller i at forløse vores udfordring med at binde håndværk sammen med akademia i nye, innovative udvekslinger. En innovationskraft, der ses som afgørende i den digitale fremtid.

I dialog med brugerne
Med den rette tilgang kan museerne, som bibliotekerne, være med til at forløse det enorme potentiale, der gør kulturen værdifuld for alle medborgere. Museerne kan udvide brugernes bevidstheder og ikke mindst få deres egne fagligheder udfordret og beriget med givende tilbagespil fra brugerne. For museerne er ikke statiske kulturinstitutioner, men organisationer, fællesskaber og mødesteder for udvekslinger, der overrasker og forandrer ikke blot de brugere, der tager del, men også dem, der arbejder på museerne. Det ser vi blandt andet, når et upcoming band vælger at re-designe et kunstværk, der er lagt til fri download online, til et pladecover. Eller når unge vælger at remixe et kanonisk værk af Eckersberg til et spektakulært metrohegn ved Marmorkirken. Så får kunsten og museet andre vinger og en ny form for relevans. Ikke ulig de dynamiske og innovative tilbagespil, som Lego oplever, når brugere uploader Mona Lisa i Lego eller perleplade: Ikke som kopier, men ofte med pudsige accentforskydninger, der får dig til at lure på nye dimensioner og aspekter ved originalen.

Digitalt mindset
Men det kræver, at vi på museerne anskuer og anvender digitaliseringen som et deltagelsesredskab, der gør os til bedre museer; til medskabere af en anden virkelighed, hvor kulturen er lokomotiv for kulturel skabelse og demokrati. Hvor vi er åbne for den demokratiske samtale, en høj grad af inddragelse, og hvor vi satser på kreativitet og mangfoldighed. Det kræver med andre ord, at museerne sikrer et digitalt mindset i organisationen såvel som i dets produktioner.

Et digitalt mindset findes i summen af en persons eller organisations holdning, erfaring og viden om verden og kan aflæses i evnen til at agere i overensstemmelse med tiltag, medier og samfund. I det 21. århundrede vil det eksempelvis betyde, at man deler ideer, bruger de rigtige værktøjer til de rigtige udfordringer, har taget stilling til tilstedeværelsen på sociale medier og arbejder åbent, kollaborativt, proaktivt, forandringsvilligt og i konstant beta. Præcis som Biesta’s opfattelse af demokratiet; som et fortløbende og aldrig afsluttet eksperiment.

Så når der for tiden tales utrolig meget om kunstens værdi, forstår vi det godt. For med det rette digitale mindset har kulturlivet nemlig ikke bare nøglen til distribution af kultur og potentielt fællesskab, men også en mulighed for at gå foran, spænde syvmilestøvlen på og åbne portene for et deltagende og engagerende demokrati for alle.

Af:
Berit Anne Larsen, formidlingschef på Statens Museum for Kunst og
Mathilde Schytz Marvit, Leder af Digitale Produktioner på Statens Museum for Kunst

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo