SMK blogger

Sprogskoler på museer | 31.aug.2017

Medarbejder på SMK

Jeg har altid elsket at gå på museum. For mig er det en helt anden verden, hvor man kan rejse gennem tid og geografi. Et sted, hvor jeg kan forsvinde væk fra hverdagen til en mere privat og drømmende verden, som er helt min egen. Da muligheden dukkede op, var det derfor naturligt for mig at sende en ansøgning til SMK Ansat, som var et jobtilbud til sprogkursister som mig.

Jeg har ikke nogen faglig viden om kunst. Min mening om kunst er ofte styret af den umiddelbare følelse, som kunstværket giver mig. Det kom derfor som en overraskelse, at SMK ville ansætte en udlænding som mig, der går på sprogskole og ikke har kendskab til kunst på et dansk museum. Hvad kunne jeg bidrage med?

Vi var i alt seks personer, som blev ansat på projektet SMK Ansat. Den første dag modtog Julie, Vera og Annette fra formidlingsafdelingen os. Jeg syntes, det var ironisk, at vi skulle arbejde med formidling, når vi hverken kunne tale eller skrive på flydende dansk. Annette sagde “Vi låner jeres øjne.” Senere forstod jeg, at det hun mente var, at alle ser forskelligt på kunst afhængigt af deres baggrund.

Når man kommer fra et andet land og ikke arbejder med kunst til hverdag, ser og oplever man ofte kunsten på en anden måde end dem, som arbejder med den til dagligt. Måske ser man noget, som andre går glip af.



Samme dag blev vi introduceret til de andre afdelinger på museet og hilste på flere af vores nye kollegaer. Alle var søde og smilende. Jeg følte mig som en del af en stor familie. Alle tog sig tid til at fortælle om deres ansvarsområde og hvilken type opgaver de arbejdede med.

Efterfølgende blev vi introduceret til SMK Ansat, som vi skulle være en del af. Vi fik forskellige små opgaver. For eksempel skulle vi finde et kunstværk, som vi godt kunne lide, en detalje i et kunstværk eller et sted på museet og fortælle om det. Det var meget spændende. Hvem vil ikke gerne have et arbejde, som de nyder?

Efter nogle uger fik vi hovedopgaven: Vi skulle anbefale et kunstværk. Vi fik ansvar og tidsfrist. Nu var det ikke længere nok bare at kunne lide værket – vi skulle fordybe os, læse og forstå. Det var meget udfordrende, både fagligt og sprogligt. Men ved I hvad? Vi lærte en masse. For det er nemmere at lære, når man har en ægte opgave og et rigtigt job – når man kan øve og lære sprog i klassefri omgivelser.



Jeg arbejdede med maleriet To Damer fra 1922 af Harald Giersing. Det var kontrasten mellem en voldsom maleteknik og en ro i motivet, der fangede min opmærksomhed. Ved at arbejde med maleriet lærte jeg også om en periode i dansk kunsthistorie, nemlig modernismen. Det var spændende at lære om udviklingen af maleteknikkerne samt populære motiver i perioden. Jeg lærte også nye ord som for eksempel: regelbrud, penselstrøg, paletkniv, kendetegne, betragte, udvisket og præget af.

Vi var i alt seks personer med forskellige baggrunde og kulturer. Vi var ivrige efter at lære – både om kunsten, men også om hinanden og museet. Takket være SMK Ansat har jeg fået nye venner og udvidet mit netværk. Det var interessant at se, hvor forskellige vores fortolkninger af kunst var og hvor hurtigt vi udviklede vores danske sprog. Vi blev behandlet professionelt og venligt. Annette, Julie og Vera viste stor tålmodighed over for os. De var altid i godt humør og parate til at hjælpe og støtte os. De tog sig tid til at forklare nye ord – ofte ved hjælp af enklere ord, sjove tegninger og kropssprog. I modsætning til skoleundervisningen, hvor man er presset af tid og pensum, havde vi god tid til læring på SMK Ansat.



I den tid, jeg har været ansat på SMK, har jeg set museet fra en helt anden vinkel og fået en bedre forståelse for, hvor meget det kræver at styre så stor en institution. Jeg har først og fremmest lært, at museet ikke kun laver udstillinger med flotte, grimme eller tankevækkende kunstværker, men at det også har en bredere, udviklingsfokuseret rolle. For eksempel er der et kunstværksted for børn, som tilbyder undervisning, og så er der en masse sociale og kulturelle begivenheder, som for eksempel SMK Fridays og SMK KOM. Alt sammen arrangementer, som er med til at gøre museet til en del af vores hverdagsliv.

SMK spiller også en socialt ansvarlig rolle ved at integrere nydanskere som mig i Danmark. Ved at arbejde på SMK fik jeg mulighed for at lære den danske arbejdskultur bedre at kende, og som udlænding i et nyt land følte jeg mig velkommen i Danmark.

Spørger du mig, så er SMK det næstbedste sted at være efter hjemme.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 31.aug.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo