SMK blogger

Mikkel Bogh blogger | 11.jan.2015

Mikkel Bogh blogger: Er SMK Charlie?

Mikkel Bogh

Vi husker nok alle lektien fra skoletidens undervisning i færdselssikkerhed. Når vi skal over en vej uden trafikregulering, kigger vi først til venstre, så til højre og så til venstre igen; ude på midten af vejen kigger vi til højre endnu engang – der kunne jo være kommet et køretøj i mellemtiden – inden vi så skynder os over den anden vejbane.

Jeg kom til at tænke på denne forskrift for trafiksikkerhed, da jeg i går overvejede min egen og SMK's stilling i den på en vis måde enkle, men samtidig politisk komplekse situation, som er opstået efter sidste uges forfærdelige terrorhandlinger i Paris.

I timerne umiddelbart efter at begivenheden var blevet offentliggjort i og på samtlige medier, tøvede jeg ikke selv med i solidaritet med ofrene og deres nærmeste og i sympati med det helt igennem legitime magasin for politisk og religiøs satire Charlie Hebdo at ændre min Facebook-profil til den snart ikoniske ’Je suis Charlie’ (’Jeg er Charlie’).

Vel vidende at jeg derved bragte mig selv i fare for at blive anklaget for hykleri. For jeg har jo ikke selv praktiseret satire eller fremsagt offentlige ytringer af den ekstremt grovkornede, ligefremme og ’uansvarlige’ art, som Charlie Hebdo har gjort siden slutningen af 1960’erne, hvor magasinet udsprang af den franske venstrefløj og dens kritisk af enhver form for religiøs og politisk establishment.

Derfor er SMK Charlie
Charlie Hebdos satiriske tegninger er gennem tiden gået særlig hårdt til pavedømmet og den katolske kirke. Siden 2006 også til den islamistiske fundamentalisme. Jeg har aldrig selv følt mig tilskyndet til at ytre mig på den måde. Men i en situation, hvor den legitime politiske og religiøse satire og retten til kritisk holdningstilkendegivelse af enhver art og af en enhver politisk og religiøs observans bliver truet eller knægtet, vil jeg gerne stille mig op og forsvare denne fundamentale ret og erklære min principielle støtte til dem, hvis frihed bliver begrænset. Derfor har jeg ingen betænkeligheder ved i situationen at erklære mig selv og såmænd også Statens Museum for Kunst for ’Charlie’.

Det sidste kræver måske en særlig forklaring eller overvejelse. SMK er en politisk styret, statslig institution, og for så vidt må det vel være op til de folkevalgte politikere at komme med de overordnede politiske udmeldinger, som er påkrævet og helt igennem nødvendige.

Men en institution som SMK arbejder også på armslængde af det politiske system, forstået således at forskning, formidling og kommunikation foregår på institutionens egne betingelser og med udgangspunkt i den faglighed, som er i huset. Vi har forskningsfrihed og initiativret, kan sætte faglige og indholdsmæssige, herunder også ’politiske’ dagsordener, som kan udmønte sig i faglige seminarer, i udstillinger, i publikationer, i indsamlingsstrategier og så videre.

Institutionens udsagn og samlede profil bygger på et kunst- og formidlingsfagligt grundlag. I den givne historiske situation, hvor et magasin for satiriske, anti-nationalistiske tegninger er blevet angrebet på bestialsk vis, må vi imidlertid erkende – tror jeg – at vi selv, som et museum for billedkunst og endda et museum, der rummer Nordens største samling af kunst på papir, har en stærk interesse i for ikke at sige en forpligtelse til at insistere på den totale frihed til at forske i og kommunikere med billeder uden skelen til, om disse måtte falde den ene eller den anden for brystet. Derfor er vi – i denne situation – også Charlie. Helt principielt.

Nu har vi kigget både til venstre og til højre. Lad os se til venstre igen, inden vi vover os ud. Vi ved, at mange politiske grupperinger fra hele det politiske spektrum vil have en stemme i dette tragiske øjeblik, og at der vil være kamp om at læse den ene eller den anden tendens ind i begivenheden.

Jeg selv og SMK erklærer imidlertid en helt generel og uforbeholden solidaritet med et blad, med en institution og med mennesker, der, ligesom vi selv, kommunikerer og arbejder i ord og billeder, og som nu er blevet grufuldt straffet for det.

Jeg har til lejligheden fundet en af 1700-tallets satiriske tegnere frem fra Kobberstiksamlingens gemmer, nemlig Marie Jeanne Clemens (1755-91). Hun var franskmand, men boede i København, fordi hun var gift med den danske kobberstikker Clemens, den førende inden for sit fag i Danmark.

Satirisk tegner fra 1700-tallet
Marie Jeanne lavede selv kobberstik for en række danske kunstnere, men udførte sideløbende satiriske tegninger, der blev publiceret – under beskyttelse af de nye trykkefrihedslove, som Struensee fik indført i 1770 – i blade og magasiner. De er ganske afdæmpede efter nutidens standarder, men er nu syrlige og bidende nok. Jeg lagde et eksempel ud på Facebook og et andet på Instagram.

Man kan søge Marie Jeanne Clemens’ navn i søgefeltet på vores hjemmeside og der se andre eksempler fra vores samling. Dette blot for at minde om, at oplysningen er en del af den kulturarv, som SMK viderefører, og som vi i den forstand værner om.

Herreportræt. Profil til venstre. Karrikatur, (1781-1791) af Jeanne Marie Clemens



Stemmerne i dagene efter
Vi har kigget til venstre igen. Ingen trafik. Så lad os gå ud til midt på vejbanen. Her skal vi være ekstra forsigtige. Nu begynder situationen at blive presset. Der er ingen vej tilbage, men vi må kigge til højre igen. Er der dukket noget op i mellemtiden?

Efter tre dage, efter drab på gerningsmændene, gidseltagninger med flere dræbte og flere eftertænksomme skriverier i pressen og på sociale medier ser billedet ikke længere så enkelt ud. Det franske ultra-højre erklærer sig ’ikke Charlie’, samtidig med at den agiterer for genindførelse af dødsstraf. Stemmer fra den internationale venstrefløj argumenterer for hykleriet i at melde sig under parolen ’Jeg er Charlie’, især i en amerikansk kontekst, hvor et blad som Charlie Hebdo, siges det, næppe ville havde kunnet overleve mange sekunder, hånligt-kritisk som det er over for både jødedom og kristendom.

Andre stemmer igen har påpeget, at den muslimske del af befolkningen i Frankrig ikke bare hører til landets socialt mest udsatte og marginaliserede, men også til den mest udskældte, hvorfor det at stille sig på Charlie Hebdos side alt for let kan blive opfattet som en tilslutning til det yderste højre, der er kritisk over for indvandrere og de såkaldte indvandrermiljøer og skeptisk over for asylpolitikken i flertallet af de europæiske lande.


På den frie, kritiske forsknings og den kunstneriske friheds side
Vi står midt på en politisk meget befærdet vej. Der kører biler i alle retninger. Kan man overhovedet undgå at blive ramt, uanset hvor godt man kigger sig for? Måske skulle vi slet ikke have vovet os over vejen på dette sted? Der sker jo så meget ude i verden hele tiden; vi kan ikke markere vores holdning hver gang. Og ganske rigtig: Det er forbundet med risiko at gå over en vej. Men hvis ingen går over, er der ingen der flytter sig.

SMK går gerne over denne gang. Vi ser os for, så godt vi nu kan. I dagene under og umiddelbart efter terrorbegivenhederne i Paris er vi ’Charlie’, og det bliver vi ved med at være. På de betingelser og i den betydning som sætningen har i situationen. Hvad en mere analytisk eller ideologisk eftertanke måtte tillægge dette statement er noget, vi må tage stilling til, hvis det bliver nødvendigt. Vi har foreløbig set i alle retninger og skynder os over. Her står vi på oplysningens side. På den frie, kritiske forsknings og den kunstneriske friheds side.

Fakta om værket

Kunstner Jeanne Marie Clemens
Titel Herreportræt. Profil til venstre. Karrikatur
Årstal 1781-1791
Størrelse 100 x 75 mm
Materiale Blyant, pen og brunt blæk
arrow Kommentarer (2)
 
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 31.aug.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo