SMK blogger

© Til venstre: Judith Hopf, Untitled (Big Sheep 4), 2013
Til højre: Judith Hopf, Untitled (Small Sheep 7), 2013

Mikkel Bogh blogger | 25.feb.2015

Mikkel Bogh blogger: Judith Hopfs Untitled (Big Sheep 4) og Untitled (Small Sheep 7)

Mikkel BoghLæs med når museets direktør Mikkel Bogh blogger om det, det hele handler om: kunsten.

I dette indlæg udforsker Mikkel Bogh SMK's nye sammenhængende skulpturværker Untitled (Big Sheep 4) og Untitled (Small Sheep 7) af Judith Hopf og undersøger de to får af betonklodser, armeringsjern og kulstreger.

Da jeg engang som ung og endnu uprøvet kunstkritiker på Dagbladet Information stod lidt fortabt over for en gruppe samtidskunstværker, jeg ikke kunne trænge ind på, gav min gode kritikerkollega Gertrud Købke Sutton mig dette råd: Du skal bare beskrive, hvad du ser, uden at være forudindtaget – så kommer resten af sig selv. Jeg prøvede. Og syntes det virkede. I hvert fald som regel. For selvfølgelig var der tilfælde, hvor det, jeg beskrev, viste sig at være meget langt fra det, jeg faktisk stod over for. Måske fordi jeg ikke var grundig og præcis nok. Måske fordi værket spillede mig et puds. Det sker stadig.

Får af betonklodser og armeringsjern

Tag nu SMK's nyerhvervelse af to sammenhængende skulpturværker udført af den tyske kunstner Judith Hopf. Hvis jeg siger: ’Der står to får’, så vil man med rette kunne foreholde mig, at får kun sjældent ser sådan ud. ’Netop’, vil jeg så sige, ’men det gør de faktisk her: Judith Hopfs to får ligner betonklodser med jernben!’. Nej, jeg må vist hellere begynde et andet sted med min beskrivelse. Ikke med hvad værkerne forestiller, men med hvordan de er lavet, hvad man ser. Disse to skulpturer er først og fremmest betonklodser, tydeligvis støbt i almindelige flyttekasser eller papkasser af den type man finder i supermarkeder; de har hver fire ben af armeringsjern, der er bemalet så de ligner fåreben. Benene er lidt skæve og vaklende, og det ene er endda så meget for kort, at det har fået skubbet en lille trækile ind under sig for at kunne støtte betonkassen. På den ene side af hver af betonklodserne er der med en lidt naiv streg i kulkridt antydet fårehoveder, men tegnet på to forskellige måder, sikkert for at angive at det er et stort får og et lille får, sådan som titlen siger. I den modsatte ende af den største af klodserne er tegnet noget, der ligner en lille hale.

De to figurer står på en hvid plade, tæt på gulvet. De kunne såmænd også godt have stået direkte på gulvet. Fraværet af piedestal gør dem endnu mere jordbundne og direkte. De er enkle, primitive, lavet i billige materialer og meddeler sig med næsten provokerende få virkemidler. Lidt som de dyr vi laver, når vi sætter tændstikker i en korkprop eller en fjollet lerklump. Som hjemmelavet legetøj. Alligevel forekommer de mig at være rørende og midt i al deres klodsethed at kalde på en vis ømhed. Men ømheden får ikke rigtig fat: Disse to får er og bliver betonklodser med ganske få, om end suggestive streger på. Og de svarer ikke igen. De bare står og står.

Man kunne sagtens få den tanke, at kunstneren vil gøre grin med noget her. Med vores forventninger til værket som leverandør af dybde og indhold. Med vores kærlighed til havenisser. Med galleri- og museumssystemets tendens til at tillægge selv de mest banale genstande en værdi og en betydning, med andre ord til at forvandle genstande til signaturværker? Måske lidt af det hele. Det ville i så fald ikke være første gang, en kunstner i det 20. århundrede sætter spørgsmålstegn ved kunstinstitutionens måde at fungere på. Det ville på den anden side også være lidt fadt, hvis det var det udsagn, man stod tilbage med.

Skulpturer der undersøger og udfordrer vores forestillingsevne

Lad os vende tilbage til dette slående træk: Klodserne svarer ikke igen. Njaa, måske skulle jeg snarere sige: Værkerne er lige akkurat betonklodser-med-jernben nok til, at de ikke kan overbevise os om, at de er noget andet, og samtidig er de lige akkurat fårede figurer nok til at kalde vores forestilling i den figurative retning. De befinder sig med andre ord på en knivsæg mellem materiale og figur, mellem fysik og billede. Det lyder måske lidt abstrakt. Men jeg ser det som noget ganske enkelt: Den grå beton med aftryk af papkassen, den er støbt i, jernarmeringen, bemalingen, kulstregerne – alt dette er fysisk, stofligt, materielt. Men de selvsamme elementer er også billeder: en grå fårekrop, en hale, et fårehoved, fåreben og så videre… Set på den måde spiller skulpturerne på vores vilje til at se noget, der ikke er der; de udnytter, driver gæk med, undersøger og udfordrer vores forestillingsevne. Den forestillingsevne som jo er på spil overalt på et kunstmuseum, hvor vi hele tiden ser ting og sager, der strengt taget ikke er der eller som i hvert fald kun eksisterer som billeder, fiktioner, forestillinger og syn.

Måske ligger der i kunstnerens valg af fåret en lille ironisk tvist: Hun har set det som en leg med tanken om, at vi lægger alt muligt ind i værkerne, som vi ikke har belæg for, men som vi kvit og frit kan gøre, fordi værkerne ikke svarer igen – de er stumme og dumme som får. Men også stædige som får. Får, og måske kunstværker, er nemlig ikke bare tavse modtagere af alle mulige fortolkninger; de er også stædige, autonome og som sådan lidt gådefulde eksistenser, hvis indre vi aldrig når til fulde og som går veje, vi ikke altid havde forudset. Deres stædighed og gådefuldhed viser sig tydeligst – og med mest humor – når de som her hos Judith Hopf balancerer skarpt på grænsen mellem at være materielle ting i rummet og figurer, vi kan tillægge nærmest personlige egenskaber og måske endda kan fatte ømhed for.

De to får er kunst, der fortæller om, hvordan de er blevet til som kunst og om hvad vi – med eller uden held – gør for at få dem til at hoppe og springe for os.

Jeg er glad for, at der er to bemalede betonklodser med jernben i samlingen. Tænk hvis de ikke havde haft hinanden!


Fakta om værkerne

Kunstner Judith Hopf
Titel Untitled (Big Sheep 4) og Untitled (Small Sheep 7)
Årstal 2013
Størrelse 64 x 38.5 x 51.8 cm og 55.3 x 28.3 x 37.1 cm
Materiale Beton, armeringsjern, polystyren, træ og kultegning
Oplev værket i udstillingen Dansk og International Kunst efter 1900, Sal 266
arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 26.apr.2018
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo