SMK blogger

Foto fra udstillingen Flygtige øjeblikke – Tegninger af Auguste Rodin

Bag om | Udstilling | 20.sep.2016

Udstillingsovervejelser – materialitet og sanselighed som fortællegreb

Af kunstformidler Mette Houlberg Rung

En udstilling er et fortællemedie. Forskellige virkemidler, fortællegreb og dramaturgiske overvejelser bliver taget i brug, når vi arbejder med særudstillinger på SMK. I dette indlæg reflekterer jeg lidt over, hvad en udstilling er, hvordan udstillingen Flygtige øjeblikke – Tegninger af Auguste Rodin blev til og hvilke valg, vi tog under udarbejdelsen af den.

Helt grundlæggende er en udstilling en fortælling i rum. Kunstværker, tekster, billeder, lyde osv. arrangeres mere eller mindre struktureret i et designet miljø, som vi som brugere så bevæger os igennem. Udstillingen adskiller sig på den måde fra fx filmen, hvor publikum sidder stille foran lærredet og får præsenteret billeder og lyd i fortløbende sekvenser. Den adskiller sig også fra teateret eller dansen, hvor kroppe i bevægelse traditionelt er på scenen, mens man selv holder sig i ro.

Udstillingen er altså en unik genre. Brugeren bevæger sig gennem den, stopper, fokuserer og lader sig rive med af specifikke dele. Det er en oplevelse, hvor både krop og hjerne er i spil, og hvor både følelser og intellekt stimuleres.

Forskning her på SMK har vist, at vores nysgerrighed og vores umiddelbare tiltrækning af ting leder os rundt i udstillingen. Den franske filosof Michel de Certeau beskriver i sin bog The Practice of Everyday Life (1984), hvordan grundplanen af en by er udtænkt af kommunale byplanlæggere og organiseret af regler osv. Dette er byen som helhed. Men fodgængeren ser aldrig denne by. I stedet bevæger hun sig rundt i sine egne kvarterer, skyder genveje og laver stier, som ingen havde planlagt. Hun skaber sin egen by.

Disse tanker passer godt på udstillingen. Man drives rundt af, hvad der tiltrækker en, finder sine yndlingssteder og bruger tid, der hvor det giver mening for en selv. Man klipper sin egen oplevelse sammen, som når man klipper en film ud fra et råmateriale. Ingen mennesker ser derfor den samme udstilling.

Forskningsbaserede udstillinger
På SMK har udstillingerne næsten altid rod i et kunsthistorisk forskningsprojekt. Gennem flere år har en forsker arbejdet med et projekt, og konklusionerne bruges som udgangspunkt for den historie, der fortælles i udstillingen. Hovedingrediensen er altid værkerne.

Udstillingen er en unik mulighed for at samle originale kunstværker – nogle gange bliver de fløjet ind fra hele verden og ses sammen for første og måske sidste gang. Værkerne fremhæver bestemte ting ved hinanden, og sammenstillingerne giver derfor nye oplevelser af værkerne. Værkernes organisering underbygges traditionelt med tekst og måske billeder, lyd og film. Der knyttes også typisk et katalog til udstilling, hvor man kan fordybe sig yderligere i forskningen.

Nye fortællegreb
Men der er også andre måder at fortælle på i en udstilling end med tekst, lyd eller film. Er det fx muligt at formidle gennem materialitet, sanselighed og rum?

På SMK har vi i flere år eksperimenteret med udstillingsarkitekturen som et kropsligt og sanseligt møde, hvor farver, former og materialer bidrager til oplevelsen. Men vi vil gerne undersøge dette dybere. Kan man engagere kroppen og kommunikere ved at bruge specifikke materialer, stemninger og arkitektur? Det var det benspænd, vi gav os selv, i forbindelse med udstillingen Flygtige øjeblikke – Tegninger af Auguste Rodin.

Rodin og hans tegninger
Udstillingens hovedperson, billedhuggeren Auguste Rodin (1840-1917), er en af de helt store mestre i kunsthistorien. Og hvorfor er han så det? Rodin var en af de første billedhuggere, der moderniserede skulpturen. Indtil Rodin havde skulpturen mest været anvendt til klassiske og idealiserende portrætter og monumenter. Rodin begyndte at skildre erotik, følelser og bevægelse. Men udstillingen handler ikke om skulpturerne, heller ikke selvom der er seks styk med – den handler om hans tegninger.

Rodin tegnede gennem hele sin karriere, og der findes flere tusinde tegninger fra hans hånd. De er ikke skitser til skulpturerne, men værker i deres egen ret. Rodin forklarede selv i 1910, at tegningerne er nøglen til hans kunst, og at skulptur for ham var tegning i samtlige dimensioner. I tegningerne eksperimenterede Rodin med at indfange bevægelse, han legede med rummet og med materialerne. I tegningen var alt muligt, og erfaringerne han gjorde sig her, tog han med sig i arbejdet med leret.

Sanselighed og materialitet
Rodins tegninger er forskellige. Nogle er lag på lag af blæk, pen og gouache, andre har løse konturer og udflydende vandfarve. De fleste skildrer nøgne kvindefigurer. De virker flygtige, men er samtidig også gennemarbejdede og præcise – de har sarte farvesammensætninger, men er også kraftfulde og lidenskabelige.

For at pege på disse kvaliteter blev formidling og arkitektur tænkt helt tæt sammen. Til en vis grad har vi forsøgt at lade værkernes kvaliteter flyde ud og bliver en del af udstillingsarkitekturen. Dette ses fx i valg af væggens materialer, som med deres bejdsede overflader understøtter den laserende vandfarve eller betonvæggene, der taler med Rodins lag af blæk og gouache. Samtidig står værkerne alene på væggen. De traditionelle værkskilte er taget væk og informationen ligger i et ark, som man kan finde i hvert tema. Den øvrige tekst i udstillingen er placeret på lave borde, for at holde dem nedenfor værkniveau.


Auguste Rodin, Kentaur der kidnapper en ung mand, ca. 1880
Pen og brunt blæk, brun lavering, forhøjet med hvid dækfarve. SMK Foto


Foto fra udstillingen

Valgene om at bruge rene materialer og ikke bare male væggene i udstillingen har været nervepirrende for hele udstillingstemaet, fordi det er svært at forudsige, hvordan de store plader egentlig ser ud, når de er samlet og står som store vægge. Vil de tage magten fra værkerne? Hvordan ser det ud, når det bliver belyst? Hvordan ser pladernes samlinger ud?

Bevægelsen af kroppen
Udstillingens udformning tager også udgangspunkt i Rodins konsekvente arbejde med rum, retningsløshed og bevægelse: kig gennem sprækker, pauser, en skulptur, der trækker dig ind i et rum, et bord som grafikken lokker dig rundt om. Det er små greb som disse, der sætter kroppen i spil, og som er medskaber af den fortælling, som udstillingen lægger frem. Bænkene og podierne er med vilje designet brede og lave, så man skubbes ud mod værkerne og automatisk kommer helt tæt på.

Udstillingen som mødested for historier
Med udgangspunkt i værkerne har vi altså forsøgt at oversætte nøgleord fra den kunsthistoriske forskning til materialer og rum, og dermed fortæller vi på en lidt anden måde end vi plejer. Måske vil man opdage det, måske ikke, men en ting er sikkert: Udstillingen vil af publikum blive brugt på mange forskellige måder. De vil gøre udstillingen til deres egen, kaste historier ind i den, der blandes med dem, vi lægger frem men forhåbentlig mærke i kroppen, hvordan Rodin arbejder med materialitet, sanselighed og rum.

Udstillingsteamet bag Flygtige øjeblikke – Tegninger af Auguste Rodin består af rumdesigner Pernille Jensen, museumsinspektør Thomas Lederballe og kunstformidler Mette Houlberg Rung.

arrow Kommentarer (1)
 
Et spændende indblik "bag kulissen" på udstillingen. En meget æstetisk oplevelse, og relevant når man skal skrive opgave om udstillingen.
Det som jeg lagde mest mærke til på udstillingen, var netop de arkitektoniske og scenografiske greb.
  • Ida Lehrmann Madsen
  • 16-12-16 18:19
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 31.aug.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo