SMK blogger

©

SMK digital | 2.feb.2009

Vanskelige valg

Da Annette og jeg begyndte at arbejde med digital formidling på Statens Museum for Kunst i 2007, var noget af det første vi gjorde at gennemtrawle museets kunstdatabase for at danne os et overblik over, hvad samlingerne rummer. Wow! Det tog helt pusten fra os. Men det blev værre endnu, for snart stod vi overfor at skulle afgrænse et genstandsfelt. For hvor gerne vi end vil, kan vi ikke nå at formidle alt i samlingerne i løbet af de næste to år frem til lanceringen af Kunsthistorier. Heller ikke efter at vi har fået forstærkning på med Liza.

Kunsthistorie på www’s præmisser
Et af vores grundprincipper på Kunsthistorier er at få så mange facetter af kunstens mangfoldige udtryksformer med som muligt. Frem for at skildre kunsthistorien i ental, som et træ med en kraftig stamme, der forgrener sig ud i mindre og mindre strukturer, er vi inspirerede af rhizomet som billede på kunsthistoriens struktur. Rhizomet minder om en svampestruktur, der breder sig i alle retninger på samme tid, og hvis netværk af rødder danner forbindelser på kryds og tværs. Rhizomet har ingen begyndelse og ende, og intet centrum. På den måde ligner det internettet, og det er dét vi arbejder på at sammentænke: Kunsthistorien formidlet på www’s vildtvoksende præmisser.

Derfor har vi forbrugt mange timer og hjerneceller på at overveje, hvordan vi får mangfoldigheden frem i Kunsthistorier – samtidig med at vi må indse, at vi ikke kan nå rundt i alle krogene lige på en gang. Men for at sikre at vi får så meget som muligt med, har vi sat en række kriterier op:

  • Vi vil dække hele det tidsspand som SMK’s samlinger spænder over, fra 1300-tallet til i dag
  • Vi vil bestræbe os på at inddrage oversete kunstnere og kunstværker
  • Kvindelige kunstnere skal så vidt muligt med (hvilket er sværere end det umiddelbart lyder, for der er simpelthen ikke ret mange kvinder repræsenteret i SMK’s samlinger)
  • Mere ukendte og skæve dele af kunstnernes produktion skal formidles
  • Alle kunstformer skal så vidt muligt inddrages – både skulptur, videokunst, tegninger, maleri, gipsafstøbninger, grafik, installationer osv.

Alenlange lister
Så er vi ellers gået i gang med at lave lister over hvilke kunstnere, der skulle med. Til at begynde med var listerne alenlange og helt urealistiske. Hårdt presset måtte vi i foråret 2008 skære ned til 52. Og nu, da vores overordnede tidsplaner og milepæle er skemalagt, har vi været tvunget til at barbere ned på antallet igen, så vi nu arbejder frem mod at have 30 kunstnere – med et rhizomatisk netværk af relationer og historier omkring sig – klar til lancering i slutningen af næste år.

Vores kunsthistorikerhjerter græder, hver gang vi nødtvungent har måttet fjerne en kunstner fra listen. Elisabeth Jerichau Baumann eller Wilhelm Bendz? Edward Munch eller Kirstine Roepstorff? Niels Hansen-Jacobsen eller Giovanni Battista Piranesi? Det giver ingen mening! Alle er i princippet uundværlige, når man vil kortlægge kunstens vidtforgrenede netværk af historier.

Nye medier, nye udfordringer
Men sagen er, at udover at formidle alle disse historier, skal vi også udvikle nogle digitale rammer, hvor de kan brænde igennem og fange de hastigt klikkende netbrugeres opmærksomhed. Bogen har som medie eksisteret i mere end 500 år, og dér føler vi os hjemmevante. Webmediet er til gengæld ungt, og vi er først i gang med lære, hvordan vi bedst udnytter det til at formidle kunst på nye måder. Det er et vanvittigt spændende og tidskrævende udviklingsarbejde. Derfor måtte ønskelisten med kunstnernavne skæres til.

Men vi glemmer ikke dem, der er røget ud i første omgang. Når Kunsthistorier er gået i luften næste år, venter en lang kø af kunstnere på at vi kobler dem på det voksende rhizom, så de kan bidrage til at tegne billedet af en kunsthistorie, vi aldrig bliver helt færdige med.

Nok om os og vores vanskelige valg. Hvad synes du om de kriterier, vi benytter i Kunsthistorier? Hvordan ville du gribe opgaven an?

arrow Kommentarer (2)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo