Udstillinger

© Copyright: Annika von Hauswolff

Room for Increased Consciousness of the Parallel Day

Udstillingen "Room for Increased Consciousness of the Parallel Day" af Annika von Hauswolff blev vist i x-rummet i perioden 15. februar - 4. maj 2003

"Rum for øget bevidsthed om den parallelle dag" er en installation af den svenske billedkunstner Annika von Hausswolff (f. 1967), lavet specielt til x-rummet. Her tog hun udgangspunkt i dagligdagsobjekter og andre rumlige greb. Med projektet pegede Annika von Hausswolff på, hvordan det nære og uanselige rummer mulighed for nye erkendelser. At vi kan udvide vores erfaring gennem en forstærket oplevelse af den virkelighed, som omgiver os.

Annika von Hausswolff arbejder fortrinsvis med fotografi. Hendes fotografier er alle iscenesatte, konstruerede tableauer. Hendes motiver og billedopbygninger refererer imidlertid til en lang række forskellige billedgenrer, hvis særkende og konnotationer skyder sig ind over hinanden.

Hun er uddannet fotojournalist og har arbejdet i reklamebranchen. I hendes fotos blander de mere hårdtslående æstetiske strategier fra denne form for fotografi sig med et mere subtilt, idébaseret indhold, som karakteriserer billedkunsten. Annika von Hausswolff "låner" således fra både dokumentarfotografi, kriminalfotografi, fra det private snapshot samt fra reklamer og den klassiske kunsthistorie. I sine værker formår hun meget ofte at skabe en yderst original kombination af en krystallinsk og pågående form og et motiv og et udsagn, der etablerer en skrøbelig sårbarhed. Hendes værk gennemsyres af en meget overbevisende og intelligent fornemmelse for billedreference og komposition.

Oversigt over tidligere udstillinger i x-rummet

Senest opdateret: 24.nov.2011
Sideansvarlig: Annette Rosenvold Hvidt
SMK Logo