
© Copyright: Henrik Plenge Jakobsen
Cirkus Pentium
Udstillingen "Cirkus Pentium" af Henrik Plenge Jakobsen blev vist i x-rummet i perioden 22. januar - 10. april 2005
I Henrik Plenge Jakobsens (f. 1967) projekt mødtes skulptur, video, opera, en udstoppet tiger, optiske effekter, mekanikker og ekstravagante kostumer i en sansepirrende totalinstallation med udgangspunkt i cirkusverden.
Cirkusset er et sted for metamorfoser og illusion - for overrumplende sensationer, nervepirrende fryd og fladpandet gøgl. Men også et sted, hvor klovneriet til enhver tid kan tippe over i eksistentiel alvor og tragedie. I Henrik Plenge Jakobsens udstilling i x-rummet transformeredes og kombineredes genkendelige figurer og rekvisitter i nye former, og ting forekommer, som man end ikke troede, var mulige. Projektet materialiserede et cirkus i opløsning, og de agerende fremstod som en slags muterende arketyper hentet fra den moderne vestlige kultur.
"Circus Pentium" er et cirkus, der er kørt af sporet. Det er et kakofonisk univers, som ikke postulerer én sandhed eller én fortolkning af virkeligheden. Vi kan ikke søge og finde én mening, men må affinde os med at kunne gå mange veje, der forgrener sig i det uvisse.

