Skip to main content

Nederlandske landskabstegninger

6. oktober 2007 – 24. februar 2008

Fra museets Kobberstiksamling blev de bedste tegninger og raderinger af nederlandske landskaber fra 1600-tallet vist i to sale. Perioden er en af de mest skelsættende i den vestlige landskabskunsts historie.

Verden som landskab. Nordisk landskabsmaleri 1840-1910

6. oktober 2007 – 24. februar 2008

Udstillingen viste over 100 landskabsmalerier, malet af periodens mest betydningsfulde nordiske malere som Edvard Munch, Vilhelm Hammershøi, Carl Larsson og Akseli Gallen-Kallela.

Værkerne præsenterede i det store hele den kronologiske udvikling indenfor landskabsmaleriet. Det vil sige fra 1840’ernes storslåede og romantiske vildmarksnatur, over en mere registrerende, realistisk tilgang, til de stemningsfulde, indadvendte og subjektive sjælelandskaber omkring århundredskiftet.

Søren Martinsen. Country Song

6. oktober 2007 – 24. februar 2008

Byen og civilisationen ses ofte som naturens modsætning. Søren Martinsen tog i sin udstilling “Country Song” livtag med utopien om det gode liv på landet. Holder klichéerne om landlig fred og harmoni?

Jørgen Haugen Sørensen. Mens vi venter

28. marts 2007 – 3. marts 2008

Jørgen Haugen Sørensen (f. 1934) er en af Danmarks helt store billedhuggere. Udstillingen “Mens vi venter” viste 201 af Jørgen Haugen Sørensens senere skulpturer i ler. Værkerne kredsede om temaer som vold, ytringsfrihed, overmagt, liv og død. Flertallet af værkerne var skabt særligt til udstillingen og derfor ikke vist før.

Havfruehår og Neptuns hovedpine

En udstilling for de 0 – 6 årige.

28. april 2007 – 6. april 2008

Du bevæger dig nu ned under havets overflade, alt omkring dig er blåt, du hører lyden af havet… Hov, hvad er det for en lyd, er der nogen, der kaster sten i vandet? Og se bare – dér sidder en havfrue! Hun ser ud som om hun lige har fået øje på noget mærkeligt, eller har noget forskrækket hende?

“Havfruehår og Neptuns hovedpine” viser kunstværker af høj kunstnerisk standard, nøje udvalgt og iscenesat på en måde, der appellerer til museets yngste besøgende.

2 + 2 = 7

En udstilling for de 6 – 12 årige.

28. april 2007 – 6. april 2008

2 + 2 = 4 i skolen, men sådan regner man ikke i kunsten. Man er selv med til at bestemme, hvordan tingene hænger sammen. Regnestykket 2 + 2 = 7 går ikke op. Det er pointen.

Udstillingen viser kunstværker, som vender op og ned på vores faste forestillinger om tingenes orden ved at kombinere tilsyneladende uforenelige ting. Mærkværdige sammensætninger og materialesammenstød overrasker, og kendte genstande får nye funktioner og betydninger.

Cronhammar. På danske kunstmuseer

15. december 2007 – 27. april 2008

Ingvar Cronhammar (f. 1947) har gennem de sidste årtier forundret sit publikum med sine talrige skulpturer og monumenter, ofte i kæmpe store formater. Med deres industrielle og altid perfektionistiske finish får hans skulpturer en science fiction-agtig og nærmest magisk udstråling. Udstillingen åbnede i anledning af billedhuggerens 60 års fødselsdag.

Tagging Art "Virtual Move" i ULK

18. januar – 11. marts 2008

ULK – Unge Laboratorier for Kunst præsenterer: Kunstorganisationen Tagging Art inviterede ni danske og internationale kunstnere til at udforme værker, der udforsker og kritisk afprøver Second Life som platform, kontekst og ramme for kunst. Flertallet af de virtuelle værker manifesterede sig samtidig i fysisk form i vekslende udstillinger i ULK på Statens Museum for Kunst.

Læs mere om ULK.

Troels Wörsel. Veneig Biennalen 2007

15. marts – 12. maj 2008

Den danske, internationalt anerkendte billedkunstner Troels Wörsel (f. 1950) repræsenterede Danmark ved Venedig Biennalen i 2007 med elleve nye, store malerier iscenesat i en nøje sammenhængende præsentation. Hele maleriinstallationen blev vist på Statens Museum for Kunst i en sal, hvor ophængningen genkaldte præsentationen i Venedig.

Gerard Byrne. Related Works

5. april – 28. september 2008

Med udstillingen “Related Works” placerede irske Gerard Byrne x-rummet midt i museets faste samling i salene 206, 207 og 208, og satte derved sin kunst i forhold til museets øvrige værker.

Et blik på det fremmede. Malchior Lorch i Tyrkiet 1555-1559

18. april – 3. august 2008

Udstillingen “Et blik på det fremmede. Melchior Lorck i Tyrkiet 1555-1559” var en del af en større markering af 1500-tals kunstneren Melchior Lorck. Med særligt fokus på Lorcks skelsættende Tyrkerværk skildrede udstillingen et interessant og til dels forbilledligt kulturmøde mellem øst og vest i midten af det 16. århundrede.

Øivind Nygård

26. april – 17. august 2008

”Cool” er nærved blevet den officielle betegnelse for billedhuggeren Øivind Nygårds arbejde. Igennem tre årtier har han med sine smukke og gådefulde skulpturer sat et markant aftryk i ny dansk kunst. Udstillingen bød på vægtige nedslag i Nygårds livsværk samt helt nye værker, som hidtil ikke var vist offentligt.

KRISTUS OCH JUDAS: A STRUCTURAL CONCEIT (a performance in three parts)

30. august 2008 – 3. januar 2010

Den engelske og internationalt anerkendte installationskunstner Mike Nelson (f. 1967) indtog x-rummet med en ny og superrealistisk totalinstallation.

Se også

Besøg museet

Besøg SMK

Åbningstider, priser, praktisk info m.m.

Udforsk kunsten ved at besøge vores udstillinger, omvisninger, kreative værksteder mm.
Besøg museet

Årskort

Et helt års kunstoplevel­ser

Med et årskort til SMK får du adgang til et helt års kunstoplevelser.
Besøg museet

Kalender

Alle arrangemen­­ter

SMK's kalender viser alle kommende arrangementer på SMK - Statens Museum for Kunst.